Specialistviden er nødvendigt

Der ses en hånd, der undersøger munden på et ansigt.

Døvblindhed eksisterer kun hos en meget lille del af befolkningen. Det er ikke en medicinsk diagnose, men en funktionsnedsættelse. Begrebet forvirrer mange og især på en måde, så de fleste tror, at man skal være helt døv og blind. Men det skal man ikke. Man kan både have synsrest og hørerest. Den misforståelse betyder, at mange mennesker med døvblindhed ikke får den støtte de har brug for, da de ikke bliver henvist eller selv henvender sig til rådgivningstjenesterne om døvblindhed.

For der skal en helt særlig støtte til hos de fleste mennesker med døvblindhed. Døvblindheden kan simpelthen blive mere eller mindre begrænsende for den enkelte alt efter hvordan miljøet er indrettet og tilgår mennesket med døvblindhed. Miljøet skal have en forståelse for, hvordan den enkeltes sanserest på hørelse og syn bruges. Hvor ligger synsfeltet, hvor tæt skal man på, hvor fragtmenteret bliver synsindtrykkene, hvilke lyde opfanges, hvilke dele af tale opfanges, forstås lydinformationerne? Det er individuelt for hvert menneske, hvordan sanseresterne bruges, men essentielt vigtigt, at miljøet forstår det individuelle sansebrug. Ellers kan miljøet ikke støtte det enkelte menneske fuldt ud i forhold til at være et selvstændigt individ med adgang til information, social deltagelse, kommunikation og orientering.

Det er elementer i et liv, der betyder alt! Hvis ikke man har tilgang til dette i ens liv, så kalder det på mistrivsel, manglende ligeværdighed, isolation, frustration og meget mere. Men der findes rigtig mange gode tilgange og metoder, der kan kompensere for det kombinerede sansetab. De kan læres og udvikles, men det kræver en stor bevidsthed af miljøet, da det ofte er tilgange og metoder, der er anderledes end dem vi benytter os af helt naturligt og uden at tænke os om. Talen, mimik, kropssprog, pegninger, blikkontakt, smil, stemmeleje, skiltning - ja der er meget. Det skal alt sammen "oversættes" eller justeres, så mennesket med døvblindhed får det med. Det kan være med kropslige strategier, taktil støtte, gentagelser, fastfrysninger, m.m.  I døvblindefeltet er der efterhånden udviklet mange gode strategier og metoder: haptisk kommunikation, taktil kommunikation, taktilt tegnsprog, individuelle gester. Sammen med metoder og strategier indenfor syns- og hørefeltet: braille, tegn, tegnsprog, tegn til tale, tegnstøttet dansk, synstolkning. Det hele støtter et menneskes ret til at være i verden, få ligeværdig adgang og blive lyttet til.

 

der ses en hånd, som undersøger en kop. en finger er på kanten af koppen, den anden er på et motiv på siden af koppen.

Jeg så et indslag i TV avisen om en dame med CP - som har skrevet en bog med titlen "pigen i hjørnet". Bare titlen gør allerede ondt! Det talende miljø har tendens til at afskære mennesker med funktionsnedsættelser, hvis der ikke er nok viden om mulighederne for at inkludere mennesket. Den viden er ikke naturlig for alle. Det er en specialviden. En viden, der løbende skal tilføres i de miljøer, hvor mennesker med funktionsnedsættelser lever i. Engang fandtes der videnscentre for forskellige funktionsnedsættelser - dem kan jeg godt savne! Men vi har i dag muligheden for at udvikle og formidle en specialistviden ved hjælp af Socialstyrelsens VISO- tilbud. Her sikres muligheden for at mennesker med brug for specialistviden, kan få det uden omkostninger. Nogle gange er måden at forstå den anderledes tilgang til verdenen med døvblindhed, at prøve det af selv.

 

(tre mennesker står med bind for øjnene og høretelefoner på ørerne. De undersøger en kanon med deres hænder)

Er det en salgstale for vores specialrådgivning for døvblinde? Tja - måske; vi er nogle af dem, der leverer ydelser i VISO-regi - men det er også en understregning af, hvor vigtigt det er, at have fokus på specialer for at møde det enkelte menneske med ligeværd.


Hvad betyder det at være søster til en person med medfødt døvblindhed

Søskende og pårørende til mennesker med funktionsnedsættelse

 

I går så jeg et lille debatprogram om det at være søskende eller pårørende til et menneske med funktionsnedsættelse. Det var sat i stand på baggrund af filmen ”skyggebarn” lavet af Christine Hanberg og Cille Hannibal. Det var en meget intens og følelsesladet debat, så jeg måtte jo også leje filmen og sætte mig ind i den.

Christine og hendes forældre stiller deres hverdag til skue og er ærlige gennem hele filmen om de mange tanker, der fylder livet med Peter, som er døvblind.

Christine siger i starten af filmen: ”Hvad vil det egentlig sige at have ansvaret for et andet menneskes liv på sine skuldre? Det kræver at man forstår hans unikke udtryk – det er jeg efterhånden en af de eneste, der gør”

De helt unikke kommunikationsformer, som familien har opbygget sammen med Peter betyder, at det føles som om ingen andre vil forstå Peter.  Peters mor siger i filmen: ”Han er blevet sindssygt afhængig af mig, så det kræver noget at slippe tøjlerne.”

Men der er flere aspekter, som filmen viser, udover det at kunne kommunikere med Peter. Christine sætter fokus på det at være søster. Hun spørger i frustration sin mor i filmen: ”Er jeg hans søster, er jeg din hjælper eller hvad er jeg?”  Det var også det, debatprogrammet gik ud på. Flere deltagere i programmet kunne tale med om det kæmpe ansvar, man som pårørende føler, når der er en i familien, der ikke kan tage vare på sit eget liv uden støtte. Christine ser tilbage på livet som søster og udtaler: ”Det er svært nogle gange at få et frirum fra Peter. Vi kan ikke bare tage på ferie sammen – vi skal altid dele alting op.”

Hun fortæller:  ”Jeg lærte at vi var anderledes og det var Peters skyld. Jeg fandt ud af at få mine forældres anerkendelse når jeg tog ham i forsvar og når jeg tog mig af ham. På den ene side tynger han mig ned som et anker, hvor jeg har svært ved at få luft, på den anden side er der ikke noget jeg hellere vil end at hjælpe ham.”

De andre deltagere i debatprogrammet fortæller, at de har fundet fred i at deres søskende eller deres barn har fået et botilbud, hvor de kan komme på besøg og være pårørende. Det er Christine ikke kommet til endnu. Hendes far siger i filmen: ”Det eneste tidspunkt vi ikke har ham, er når du har ham i aflastning. Når vi er væk, har han brug for en værge og pilen peger på, at det skal være dig.”  Christine udtrykker i filmen: ”Overvældende at tænke på, at jeg en dag skal stå helt alene med ham. Hvad vil det sige at vie sit liv til et andet menneske – det har min mor. Jeg synes hun er blevet så opslugt, at hun glemmer sig selv. Peters og mit liv er lænket sammen og jeg tænker på om det kræver det samme af mig. ”

Slutningen af filmen viser Christines mod til at skubbe hendes forældre ud i at turde at slippe taget i 4 dage. Hun forærer dem simpelthen en rejse til Amsterdam og hvor ser de lettede og glade ud for at få tid til sig selv. Det gør ikke indtrykket af deres stærke kærlighed til Peter mindre.

I filmen udtaler mor, at Peter er en af tre i norden. Og Christine siger: ”Der er ikke andre som Peter i Danmark og længslen efter at sammenligne os med andre er stor. Det fandt vi i Norge – jeg følte et stærkt bånd til søskende og jeg følte jeg kunne være mig selv for første gang”

At Peter får mulighed for at være i miljøer, hvor andre end den tætte familie forstår ham og har lyst til at udfordre ham og dele med ham, er en understregning af, hvor godt det er for alle mennesker at kunne komme i miljøer, hvor man kan finde fællesskaber og ikke bare være den eneste.

De miljøer findes også i Danmark. Der er nemlig flere end en person med medfødt døvblindhed i Danmark - også personer, der er helt døve og helt blinde. Der findes dog ikke mange, men heldigvis er der derfor miljøer I Danmark, der har specialiseret sig i netop døvblindhed og har mange forskellige individuelle personer, med døvblindhed boende. Jeg forstår godt, at det må føles sårbart og umuligt, at tro på at andre kan kommunikere med Peter, når nu familien har bygget denne unikke kommunikationsform op gennem de kropslige sanser. Det vil jeg dog gerne udfordre en smule, da der i de højt specialiserede miljøer for døvblinde i Danmark, er personale, der forstår at gå ind i forhandling med den enkelte for at skabe et fælles sprog gennem den taktile sans. Her findes personale, der har en meget speciel taktil tilgang til verden sammen med beboerne. Her er det ikke mærkeligt at sanse verden igennem kroppen, men helt naturligt at tilbyde verden og kommunikation gennem de kropslige sanser. Det er vigtigt at kunne dele de følelser, der er forbundet med at være menneske igennem de kropslige sanser og det kan se voldsomt ud, når frustration skal udtrykkes gennem kropslige handlinger. Men det er helt naturligt og det er det også for personalet i de specialiserede miljøer, der arbejder med mennesker med døvblindhed. Det er en arbejdslivsstil og det er ikke uden grund, at vi i Aalborg på CDH oplever både 25 års og 40-års jubilæum hos rigtig mange medarbejdere.

Filmen er en understregning af at holde fast i at kunne udbyde de højt specialiserede tilbud.  Samtidig kan vi i Specialrådgivningen for Døvblinde også støtte og rådgive i miljøer, der ikke har specialet i forvejen. Jeg siger mange tak til Christine og familie for den hudløse ærlighed og for at sætte døvblindhed for landkortet. Men ikke nok med det – hun har sat de pårørendes aspekt i fokus. Og jeg ved, at det også er i fokus på vores center i Aalborg – for et menneskes familie er det vigtigste. Den kærlighed, der findes der, er essentiel for det enkelte menneske. Der findes her på bloggen også en beretning fra en mor til en af beboerne på vores center, som med fordel kan læses igen.

Christine siger i en tale til sin bror, til sidst i filmen: ”Det vigtigste er at fremtiden ikke skal begrænse os – for vi er modige sammen. Jeg vil give dig min tid, så meget som muligt”

Her balancerer Christine så utrolig flot mellem at give sin tid til hendes højt elskede bror og give sin tid til sig selv. For med tryghed ved, at der er et tilbud til Peter, kommer der frihed til at være den elskede tætte søster.

Stor anbefaling til at leje filmen og se den

Henriette


Kommunikation - det ligger ligesom bare i det hele.

Jeg læste et indlæg fra en dygtig pædagog på vores dagtilbud for mennesker med medfødt døvblindhed i Aalborg. Et indlæg om, at hun pludselig havde opdaget at fokus på kommunikation var dalet. Det gav mig inspiration til at skrive dette indlæg.

Det er ikke ukendt, at kommunikation er et vigtigt omdrejningspunkt for at være et selvbestemmende, socialt, indflydelsesrigt og deltagende menneske i verden. "Det ligger ligesom bare i det hele", kunne man sige. Men fordi det ligesom bare ligger i det hele, så skal det ikke være usynligt. Det skal tales om, vurderes, gøres explicit, hvad kommunikation er, så alle mennesker får mulighed for at deltage i kommunikationen.

Der er mange områder, hvor kommunikationen er begrænset og udfordrende og det er det sandeligt hos mennesker med døvblindhed. I FN´s handicapkonvention benævnes kommunikation få gange. Blandt andet i forbindelse med adgang til teknologiske muligheder og til tolkning. Men der fremhæves ikke eksplicit, at kommunikation er afhængigt af relation, kompetente miljøer og er noget, man har brug for støtte til alle døgnets timer. Derfor skal de lande, der er bundet op på konventionen, ikke rapportere om deres tiltag i forhold til kommunikation på alle parametre. Det bliver derfor ikke eksplicit og ikke et fuldbyrdet arbejde med en menneskeret. Det sidder jeg i en international gruppe og arbejder på at bringe op til FN.

I specialeområdet oplever vi også denne enighed om, at kommunikation er en nødvendig partner i hele livet, men vi er ikke altid lige gode til at blive ved at holde fast i, at dokumentere på det, tale om det, holde hinanden op på det. "Det ligge ligesom bare i det hele" er en holdning, der kan være en bremseklods for at fokusere på det. Søren Kierkegaard sagde, at man skal forstå helheden ud fra delene og delene ud fra helheden. Derfor skal vi blive ved at hive kommunikationsdelene ud og forstå dem, for at forstå kommunikationshelheden. Vi skal forstå kommunikationshelheden for at forstå hvad kommunikationsdelene bidrager med.

Og ikke nok med det - vi skal forstå kommunikationen ud fra det kombinerede sansetab. Vi skal forstå hvordan sansetabene er dele i kommunikationshelheden. Vi må ikke læne os tilbage eller tro, at kommunikationen og sansetabene ligesom ligger i det hele. Vi skal vide nøjagtigt hvordan hver enkelt sansetab spiller ind i hver enkelt del af kommunikationen. Vi skal tale om det, dokumentere på det og udvikle vores viden om det hele tiden i samspil med det enkelte individ, der lever med de begrænsninger og udfordringer.

Det er en menneskeret, at kunne deltage i, følge med i og forstå kommunikation.

 


Anbefaling af bog - af Rasmus Hougaard Pedersen

En anbefaling om at læse en lille bog om den døvblinde pige Kaja

Da jeg for lidt over en måned siden i en mail fik anbefalet en bog af en af mine norske kollegaer med ordene; ”Man leser den på en time men glemmer den aldri”, så var jeg selvsagt nødt til at bestille en kopi af bogen ’Med verden i hendene’ af Liv Holmen. Da jeg nu en måned senere fik mulighed for at læse bogen, så kan jeg kun nikke genkendende til denne udtalelse og giver nu en lille boganbefaling med videre til jer. ’Med verden i hendene’ er en specialpædagogs beretning om nogle af hendes oplevelser med den døvblinde pige, Kaja, og det er en bog, der ikke synes af meget – men det er i den grad både en fængslende, rørende og alligevel håbefuld fortælling, som efterlader et stort indtryk.

Kaja, der blev født med trisomi 13, som kan give en række misdannelser i organerne, og Kaja havde stærke epileptiske anfald hele sit liv. På trods af at livet på den måde kan synes brutal, så får Liv Holmen beskrevet hvordan, at Kajas kærlighed til mennesker omkring hende og vilje til at leve, lyste op, og påvirkede de personer, der var tættest på hende. Liv fortæller om denne rejse og ekspedition ind i en ukendt verden; Kajas verden. Her er det Kaja, der er vejviser, og Liv og Kaja får tillidsfuldt bygget et stærkt bånd op. Som læser følger man med på rejsen gennem forfatterens førstehåndsperspektiv, og er både med i de mest lyse glædestunder og de mest smertelige tider, hvor Liv får formidlet sine egne følelser; både de glade og de bekymrede, videre til læseren, så man selv begynder at smile, eller man måske får en lille knude i maven. Jeg tror, at man skal være gjort af et meget særligt stof, hvis man ikke finder fortællingen bevægende. Det, der også gør beskrivelserne bevægende og tænkevækkende, er de digte, som på hver tredje side sætter rammen for stemningen. Det er en stærk fortællerstil, som leder tankerne hen på digtsamlingen ’Da min yngste søn blev født’ af Line Staahlnacke om at være mor til et barn med CHARGE syndrom.

Det er svært at forestille sig hvem ’Med verden i hendene’ ikke kunne henvende sig til, og hvem der ikke vil kunne lære noget helt grundlæggende både om at være menneske, men også at kunne forstå livet for døvblinde personer og mennesker med udfordringer. Bogen giver samtidig en forståelse for arbejdet med døvblinde og hvordan man forstår den døvblindes verden gennem de udspil og udtryk, som den døvblinde anvender. Det giver perspektiver på hvordan man bygger en relation op, så verden, der kan synes uforudsigelig og til tider brutal, kan blive mere tryg og forudsigelig. Selvom min hverdag som udviklingsmedarbejder i Specialrådgivningen for Døvblinde indeholder meget læsning af til tider meget akademiske tekster, så (og måske også derfor) er det utroligt lærerigt at få et indblik i denne poetiske og meget menneskelige fortælling, og det er med til at sætte en tyk streg under hvorfor, at arbejdet med personer med døvblindhed er så utrolig vigtigt.

Kaja blev 21 år gammel. Den norske psykolog Magne Raundalen beskriver i forordet: ”For meg repræsenterer denne boken i sum alt jeg har strukket meg mot og ønsket at stå for i mitt eget liv som barnepsykolog. Liv Holmen har gitt oss en stor gave i denne rapporten fra humanismens utpost. I bioteknologiens tidsalder trenger vi slike mer enn noen gang.”

Tak for læsningen.

Med verden i hendene’ af Liv Holmen. Lyrikkforlaget. 2020.


Artikel om tæt kontakt i Coronatiden af Morten Axelgaard Christiansen

Morten Axelgaard Christiansen har bidraget til en artikel til Socialpædagogen om den nødvendige tætte kontakt på trods af afstandskrav. At arbejde med mennesker med medfødt døvblindhed giver ikke mulighed for afstand på 1 meter. Det kræver taktil understøttelse for det nedsatte syn og hørelse. Hænder, der skal mærke mundens bevægelser. Hænder, der skal undersøge ting og undersøge mennesker. Hænder, der opfatter afstand som isolation og begrænsning. Når den professionelle pædagog ved dette, så skal coronaregler - som så meget andet- tolkes ind i den døvblinde verden.  Artiklen findes i linket nedenfor.

http://slnord.dk/vi-roerer-stadig-ved-hinanden/


Æbledag på Danalien - af Martin Hedegaard og Louise Søndergaard

På Danalien har vi en årlig tradition - hvert efterår laver vi æblemost.  

Vores formål er at give beboerne en oplevelse af hvordan æblet bliver til æblemost samt skabe en følelse af samhørighed.

Alle der har lyst til at deltage, kan være med til denne sansende oplevelse. Vi plukker æbler på Danaliens egne æbletræer, hvorefter arbejdet flyttes til “æblemaskinen”, som vi har døbt mosteriet. Først skal æblerne puttes i tragten og sammen drejer vi på det store håndtag, der er så tungt, at man skal være to, for sammen, at klare opgaven. Næste skridt er at mærke det nu knuste æble, der til sidst skal presses i en tønde, hvor der skal drejes på et andet håndtag. Når dette er gjort, er det bare at hold sit glas frem og opsamle den søde æblesaft og nyde smagen heraf. Vi er afhængige af hinanden og hinandens kræfter for at løse opgaven med at forvandle æblet til saft. I det (sam)arbejde er vi ligestillet.

Vi har erfaret at det er meget forskelligt hvordan denne aktivitet opleves og forstås. For nogle er det æblet og mosten der er vigtigst og for andre er det oplevelsen af presseren der er mest spændende. Men fælles er det at aktiviteten giver anledning til nærvær, samspil og kommunikation.

Martin Hedegaard og Louise Søndergaard. Pædagoger på Danalien.


Fagligt Fokus 2020 i Døvblindehuset i Nærum

Fagligt Fokus 2020

– om faglig ledelse, partnerkompetence og faglig forståelse,

som platform for transfer af viden og lokal meningsforståelse

af: Mona Pagnozzi, teamleder i Døvblindehusets dagtilbud og Lone Plougmann, teamleder på Døvblindehusets døgntilbud.

 

Døvblindehuset i Nærum er en social virksomhed under CFD, der overordnet baserer sine sociale tilbud på kernekompetencerne ”kommunikation og socialpædagogisk viden om personer, der er døve, døvblinde eller som har et betydeligt høretab”. Organisatorisk består Døvblindehuset af et dagtilbud, et botilbud med to afdelinger og et solisttilbud for i alt 11 borgere. Der er ca. 40 faste medarbejdere, to teamledere og en virksomhedsleder.

Fagligt Fokus 2020, opstod som idé under et lederuddannelsesforløb, hvor visionen blev at højne fagligheden og arbejdsglæden i Døvblindehuset, direkte koblet op på kerneydelsen.

Borgerne i Døvblindehuset i Nærum er alle døve eller svært hørehæmmede og blinde eller svært synshæmmede. At være døvblind betyder konkret at nedsættelsen af de to fjernsanser, syn og hørelse, er så alvorlig, at sanserne ikke kan supplere eller kompensere hinanden. Borgerne i Døvblindehuset er afhængige af et tegnsprogsmiljø, men også af supplerende kommunikationsformer fx i form af taktilt og haptisk tegnsprog, billedkommunikation og lignende. De har i tillæg til deres sansenedsættelse desuden nedsat fysisk/psykisk funktionsniveau og psykiatriske- og autismespektrumsforstyrrelser. Dette stiller høje krav til medarbejdernes partnerkompetencer og faglige forståelse inden for det specifikke specialiserede område, hvor metoderne der anvendes, skal sikre, at den enkelte oplever sig selv som et værdigt menneske med et kommunikerende jeg.

Som teamledere i Døvblindehuset er vi medarbejdernes nærmeste leder i praksis, og dem der i sidste ende er ansvarlige for at politiske og strategiske mål og intentioner oversættes og omsættes til faglige løsninger i hverdagen. Med Døvblindehusets speciale og en interesse for udvikling af egen praksis var det derfor oplagt at udfordre os selv i de faglige ledelsesopgaver, vi står med i hverdagen. Vores praksis er organiseret, så teamlederne præsterer arbejde som socialpædagoger i teamene 1-2 gange om ugen, for at udnytte de muligheder, der ligger i at være tæt på kerneopgaven og de mennesker fagligheden er rettet mod, nemlig borgerne.  Og kerneopgaven er netop hvad Fagligt Fokus 2020 handler om.

 

At arbejde med mennesker med et dobbelt sansetab, stiller høje krav til den faglige forståelse og indsats, da det er et speciale der rækker ud over den almindelige pædagogiske forståelsesramme, hvor viden om alternativ kommunikation er essentiel. Borgerne i Døvblindehuset er i høj grad afhængige af partnerens evne til at præsentere omgivelserne gennem sanselige og taktile udtryk, for at opnå tilgang til og viden om omverdenen. Dette fordrer tæt fysisk kontakt mellem borger og partner for at opnå samklang i relationen, hvilket stiller krav til partnerens kompetencer inden for nærvær, indlevelse og oversættelse. For nogle er det en helt ny måde at arbejde på, hvor grænsen mellem partneren og borgeren bliver flydende, fordi samspillet kræver fysisk tæthed og fælles sanseoplevelser.

 

Når vi ønsker at udvikle fagligheden, er det for at sikre, at medarbejderne hele tiden har den rette specialviden om de helt særlige døvblindespecifikke strategier, der er basis for kerneydelsen og som er baggrunden for at vi i Døvblindehuset prioriterer at medarbejderne klædes på til opgaven gennem obligatorisk tegnsprogsundervisning, basisuddannelse i døvblindhed og NGU, som er en nordisk grunduddannelse og overbygning på basisuddannelsen på diplomniveau.

 

En af udfordringerne for os som teamledere i forhold til Fagligt Fokus 2020 er, hvordan vi som faglige ledere i samarbejde med medarbejderne kan sikre transfer af den konkrete læring medarbejderne opnår på efteruddannelsen, hvor målet er, at det skal være synligt for enhver, der træder ind i Døvblindehuset, at her er de døvblindepædagogiske strategier i fokus.
Vores udgangspunkt er, at forandring ikke alene er et resultat af en planlagt rationel proces, og at der ikke er noget lineært forhold mellem planlægning og forandring, da forandring sker som resultat af, at mange mennesker interagerer med hinanden lokalt. Så når vi ønsker fokus på faglig udvikling, må vores ledelsesperspektiv være at fokusere på den lokale meningsskabelse der finder sted i Døvblindehuset, på teammøder og i hverdagen. Det er i de mange samtaler, at den organisatoriske identitet og virkelighed dagligt bliver skabt og genskabt. Den faglige ledelse skal skabe rammer for samtaler, der ellers ikke ville finde sted, med udgangspunkt i de temaer der er vigtige for Døvblindehuset og kerneopgaven.

Når vi snakker faglig ledelse, gør den stigende kompleksitet noget ved medarbejdernes behov for ledelse, hvilket vi også har erfaret gennem interviews af medarbejderne. Medarbejdernes faglighed er altafgørende for kvaliteten i opgaveløsningen, hvilket sætter ledelsen af medarbejdernes faglighed i centrum, ud fra erkendelsen om, at organisationer udvikler sig gennem medarbejdernes handlinger og fortolkninger. Så med Fagligt Fokus 2020, vil vi gerne arbejde ud fra den præmis, at faglig ledelse kræver tilstedeværende ledelse, da det ikke er muligt at stå udenfor og lede ind i noget, når vi gerne vil skabe rum for og have øre for samtalerne i Døvblindehuset.
Endvidere er det ikke nok at medarbejderne er motiverede – for det er de! men rammerne for faglig udvikling må også være til stede - og det skal være trygt at navigere i organisationens kompleksitet. Vi er også nødt til at have øje for forskellighederne, at hver enkelt medarbejder har brug for at blive mødt, der hvor de nu er, hvis vi ønsker fokus på meningsskabelse, frem for meningsforstyrrelse. Vi tror på at vide muligheder for efteruddannelse samtidig med at den enkelte føler sig som en aktiv del af et fagligt udviklende fællesskab, er en forudsætning for et godt arbejdsmiljø, som implicit er en forudsætning for at sikre borgerne høj livskvalitet.

 

Og så var der lige det der med at 2020 bliver til 2021 på grund af pandemien, men vi er klar til en frisk start og har lagt rammerne for 2021, hvor startskuddet går med udarbejdelse af Døvblindehusets Mission, Vision og Værdier, fælles fagkurser, sikring af lokal sammenhængskraft gennem netværk, fælles teammøder, udvikling af metoder til vidensdeling og sparring for at sikre et stærkt arbejdsfællesskab i hele Døvblindehuset.


AFSTAND ER IKKE NØDVENDIGVIS EN HINDRING FOR KOMMUNIKATION

AFSTAND ER IKKE NØDVENDIGVIS EN HINDRING FOR KOMMUNIKATION

I uge 26, imens hele verden var mere eller mindre lukket ned på grund af Corona, afholdt Deafblind international en række gratis og frit tilgængelige webinarer. Dette for at personer fra hele verden kunne mødes for at dele viden med hinanden og erfaringsudveksle omkring døvblindhed. Med fem webinarer om dagen over fem dage var der stor variation i oplæg og emner som spændte fra kommunikation, tilgængelig teknologi og til oplevelsen af Corona pandemien.

Som ny inden for døvblindefeltet, meldte jeg mig til alle de webinarer, jeg kunne komme til. Det indebar oplæg fra Indien omkring Covid-19 og dets indflydelse på døvblindes hverdag i landet, oplæg fra Tyskland omkring forskning under pandemien, oplæg fra England omkring internetbaseret intervention og meget andet. Mange spændende og lærerige oplæg fra hele verden.

Ud af de mange oplæg var der specielt ét, der gjorde indtryk. Det var ikke et oplæg omkring indviklede forskningsresultater eller redegørelser for undersøgelser af den ene eller anden slags. Nej, det var et oplæg, hvor vi snakkede sammen. Et oplæg hvor jeg blev imponeret over, hvad vi som mennesker er i stand til at overkomme, når vi sætter os for det.

Det var et oplæg fra Norge, hvor der deltog et menneske med døvblindhed. Under oplægget fortalte vedkommende omkring sin oplevelse af pandemien. Dette ved brug af visuelt tegnsprog, som blev oversat til engelsk for de lyttende. Mod slutningen af webinaret, var der tid til at svare på spørgsmål fra deltagerne, og jeg skyndte mig at fatte tastaturet og skrive ”Er der nogle ting ved hele corona-situationen, der har haft en positiv effekt på dit liv?”. Dette blev herefter læst af en tolk og kommunikeret videre til vedkommende via taktilt tegnsprog, hvorefter vedkommende svarede på visuelt tegnsprog som blev oversat til engelsk igen.

Lige i det øjeblik slog det mig, hvor fantastisk dette i grunden var. Der sad jeg i Danmark med syn og hørelse intakt med dansk verbalt sprog som modersmål og kommunikerede med et menneske i et helt andet land uden syn og hørelse. På mit spørgsmål svarede vedkommende blandt andet ”At corona-pandemien havde tvunget os alle sammen til at tænke i nye og kreative løsninger på komplekse problemer”.

Det at kunne finde kreative løsninger på komplekse problemer, må vel om noget siges at kunne kendetegne døvblindefeltet. En tilsyneladende umulig opgave som kommunikation mellem to personer, hvoraf den ene er døvblind og den anden ikke er, er jo netop ikke umulig. Heller ikke når de to personer sidder i to forskellige lande med flere hundrede kilometer imellem sig. Når vi kan lykkes med at finde løsninger på så komplekse problemer, så er jeg fuld af håb og forventningsglæde i forhold til at se, hvilke tilsyneladende umulige problemer vi finder kreative løsninger på i fremtiden.

Alle webinarer ligger tilgængelige via dette link: https://www.deafblindinternational.org/webinars/

Ulrik Skov Hansen
Psykolog
Specialrådgivningen for døvblinde


En kontrast til forskel - af Cathrine Olesen

 

En kontrast til forskel – men med enkle midler.

Døvblindhed giver nogle særlige udfordringer i forhold til at udvikle og udfordre ens evne til at bevæge sig frit. Kombinationen af sansetabet på de 2 fjernsanser (syn og hørelse) begrænser mængden af tilegnelse af den information, som skal anvendes til den erkendelsesproces for hvor er jeg? hvor er jeg på vej hen? og hvordan kommer jer dertil?

Hos nogle mennesker med døvblindhed handler det om at kunne finde, for dem relevante, placeringer i deres nærmiljø såsom at finde deres lejlighed eller et toilet – men også det endnu nærmere – det at kunne finde sin tallerken, krus og bestik, som er placeret foran én.

I mit forrige virke som pædagog har jeg haft et fokus på, hvordan jeg kan kompensere synsnedsættelsen for de borgere, som jeg skulle støtte udviklingen af. For år siden fik jeg et simpelt arbejdsredskab fra den daværende synspædagog til at sikre kontraster i indretningen. Tippet bestod i at gøre brug af en mat plastiklomme og holde den op for mine øjne i ca. 20-30 cm afstand fra mit ansigt. Hvis jeg kunne se kontraster imellem baggrunden og det objekt, som jeg ville se, burde kontrasten være stor nok til at kunne dække udfordringer med manglende kontrastsyn. Jeg har kun oplevet positive resultater ved at gøre brug af denne metode.

Med en plastiklomme i nærheden blev det pludselig nemmere at indtænke muligheder for, hvordan jeg kunne styrke den enkeltes borgers orienteringsevne til at mestre eller genmestre opgaver ved brug af kontraster – eller skabe tryghed til at bevæge sig frit omkring igen.

Jeg kan nævne flere eksempler fra praksis, hvor det at have fokus på kontrasten har haft positiv effekt på borgerens selvstændighed. Det der overraskede mig i processen var, at det ikke altid krævede de store midler til at få det udført - med maling, tape, folie eller en ensfarvet dug kan man komme langt med at kompensere for en synsnedsættelse.

En simpel ting som selvstændigt at mestre at skylle ud efter eget toiletbesøg, kan mistes ved en flytning til ny bolig eller udskiftning af toilet. Når man som døvblind har en begrebsforståelse for ”skyld-ud-knappen” sidder oven på cisternen, men pludselig er toilettet en anden model, så kan man mangle information om at funktionen er placeret på væggen – og det bliver ikke bedre at, knappen er hvid på hvid væg.  Her har jeg erfaring med, at hvis jeg anviste knappen på væggen taktilt i kombination med at knappen var blevet malet i en kontrastfarve, kunne dette mestres igen.

Et andet eksempel på anvendelse af et lille middel med stor effekt var: En borger var pludselig begyndt at gå ind i det bord, der havde samme placering som altid. Synet var svundet ind, og det blev for udfordrende at se det grå bord mod trægulvet. En sort dug på bordet var løsningen for, at borgeren igen så bordet. Vægge ud i rummet kan være svære at spotte, hvis de er hvide med hvide vægge omkring sig, men med et par signalgivende felter i forventet synsfelt kan sådan en væg blive synlig igen.

I en periode arbejdede jeg sammen med en borger, som var meget ansvarsfuld med at tømme den fælles opvaskemaskine, og det var vigtigt for borgeren at alt kom retur på rette plads i skabe og skuffe. Borgeren havde en ganske begrænset synsfunktion, hvilket medvirkede at han famlede sig frem efter grebene på skabslågerne. Efter forsøg med at markere grebene på skabe og skuffer med kontrastfarvet folie, var det tydeligt at borgeren ikke famlede mere, men nu kunne spotte grebene direkte. Borgeren var positiv for tiltaget og ønskede efterfølgende samme installering i lejligheden.

Ved alle former for tiltag i det fysiske miljø skal man være bevidst om flader der er blanke, kan give genskær og dermed blændingsgener, som har modsatte effekt på orienteringen. Jeg håber dog at oplægget her, kan inspirere og motivere til at forsøge sig frem for at give personer med døvblindhed den ekstra støtte, således at de får succesoplevelser med at mestre og føler sig trygge til at bevæge sig frit.

 

Cathrine Olesen

Specialrådgiver og VISOspecialist


Skriv om Corona fra en forældre på Kloden

 

 

CORONA-BLUES FIK JEG IKKE! Til gengæld fik jeg endnu mere respekt for hele personalegruppen i min datters boenhed. Da Coronaen ramte, blev jeg mest utryg for min datters mentale sundhed. Hvis man primært mærker sin egen eksistens gennem andre personers nærhed, varme og støtte, er man fuldstændig prisgivet, hvis afstandsprincippet bliver dominerende.

Heldigvis var pædagogernes etiske kompas intakt. De prioriterede tryghed for den enkelte beboer. Sikkerhedshensyn blev fulgt på begavet vis. Ingen kontakt udover levegruppen. Dagtilbuddet rykkede ind på matriklen, så der fortsat var stimuli, et gradbøjet miljøskift og gode ideer og indfald.

Det gjorde stort indtryk på mig, i hvor højt omfang personalegruppen begrænsede deres personlige frihed uden for arbejdstid. En sagde: ’Hjemme hos os er det kun min mand, der køber ind for at beskytte mig mest muligt’. Jeg hørte, at nogle af de ansatte med singlestatus valgte at dyrke social omgang med hinanden i fritiden og nøjedes med at FaceTime med øvrige venner/familie. Der er ingen tvivl om, at denne adfærd har været alt afgørende for, hvor smukt hele dette forløb har været.

Imponerende, at kunne favne en kæmpe udfordring, navigere i et farvand med konstante ændringer af retningslinjer og samtidig træffe kvalificerede beslutninger.

Jeg var ikke bekymret, for bekymring er vel dybest set manglende tiltro?  Jeg har følt mig SÅ privilegeret, at have en datter i jeres regi. Sammen er I stærke. Jeg hepper på jer!  Og det gør min datter også ❤️

Birte Helmer