GAMMEL KRAGE ER DØD - af Heidi Guldal Eis og Ole Wøssner

Et projekt om forberedelsen til at miste en nærtstående

- og hvad der skete, da det blev virkelighed!

At miste

I Døvblindehuset i Nærum havde vi tilbage i 2017 en borger, som havde et nært familiemedlem med alvorlig cancer, som i den nærmeste fremtid, efter al sandsynlighed, ville afgå ved døden. Vi havde i flere år været forberedte på situationen, da familiemedlemmet var blevet tidligt diagnosticeret, så nogle medarbejdere havde rekvireret konsulentbistand ift. arbejdet med borgeren, når døden var indtruffet.

Fordi, hvordan forbereder man en døvblind borger på at skulle miste et endog meget nært familiemedlem, hvad betyder det, når familiemedlemmet pludselig er borte og borgeren aldrig mere kommer til at se vedkommende?

Hvad betyder det at miste?

Konsulenten anbefalede os, at vi anskaffede os et for nyligt dødt dyr, som kunne danne rammen for arbejdet med at sige farvel, med at forstå at nogen pludselig kan forsvinde, og at man aldrig mere skal opleve ting og traditioner med den afdøde.

Det blev anbefalet, at vi undlod at tale om sygdom, men i stedet fokuserede på at årsagen til døden var, at dyret var gammelt og derfor var død.

Den døde fugl

Skæbnen ville, at vi ganske kort tid efter så en krage flakke rundt i cirkler på asfalten lige uden for vores matrikel, og selvom det på mange måder var belejligt for os, så ville vi have været nødsaget til at aflive den også uden projekt.

For at synkronisere tegnsproget fandt vi frem til nogle nøgleord:

  • Gammel krage
  • Død
  • Begravet
  • Kommer til at gå igen – nej
  • Kommer til at kramme igen – nej
  • Være med til juleaften – nej
  • (kragen vil fremover kun ligge i jorden med lukkede øjne)
  • (begraves i jorden)

Der var flere ting, som det gav mening at synkronisere – ovenstående er dem jeg lige her kan huske.

Vi fandt frem til nogle rekvisitter – nogle hjælpeting:

  • Øl
  • Lys
  • Blomster
  • Gravsted med teksten ”Gammel krage død, ligger begravet her”
  • Personlige genstande til den døde

Vores mål med projektet var at skabe læring:

  • At røre og lugte til den døde
  • Fællesskabet omkring begravelsen
  • Erfaringen med at den døde ikke kommer igen
  • Stenen i haven som reference

Proces

En dyrekyndig person aflivede kragen, som vi gemte i en skotøjsæske, til vi var klar til at præsentere den for borgerne – der var speciel fokus på borgeren med det syge familiemedlem, men de andre borgere blev også forsøgt inddraget.

Samme dag til aftenkaffen tog vi kragen med ind, hvor alle borgere var til stede. Den var stadigvæk lidt varm og blød.

Vi talte om, at kragen var blevet gammel, og at det var derfor den var død. Borgerne mærkede på den, og vi talte om den forestående begravelse og gravstenen blev vist frem med påskriften; ”Gammel krage død, ligger begravet her”.

De talte med borgerne om de på forhånd aftalte nøgleord; Gammel krage død, begraves i jorden, kommer til at gå igen – nej, etc. etc…

Vi forberedte borgerne på, at vi i den kommende weekend ville holde en begravelse for kragen, og hvad det betød.

Alt efter kognitivt og kommunikativt niveau var der både konventionelt tegnsprog, taktilt tegnsprog og anden taktil og sansemæssig information, så hver enkelt borger fik sine indtryk gennem deres personlige sproglighed.

Et par dage efter gentog vi seancen. Vi brugte de samme nøgleord, men denne gang var kragen blevet helt stiv og kold – hvilket vi også fik talt om, fordi dette kunne blive et scenarie for ovennævnte borger med det syge familiemedlem, og sikkert også for andre over tid, når de skal sige farvel efter døden er indtruffen. Hvilket ligeledes var en anbefaling vi havde fået, så de kunne få sagt et ordentligt farvel, og få lov til en sidste gang at mærke og lugte til deres kære.

Weekenden efter havde vi købt øl, blomster, lys i en lanterne og vi havde stenen med inskriptionen. Borgeren som var i centrum,

havde lavet en lille personlig ting i form af en perlekrans, som han kunne give kragen med i graven. Vi lavede bål i haven for at have noget fælles at samles omkring, og alle blev inviteret ned i haven til bålet og forestående begravelsen. Nogle borgere kom kun kort for at se og smuttede hurtigt igen efter en kort information, andre blev hele seancen, begge reaktioner var okay.

Borgeren mærker en sidste gang på kragen inden vi går i gang med selve begravelsesritualet.

Ved fælles hjælp gravede vi et hul og borgeren lagde kragen ned i hullet. Han fik også lagt sin perlekrans ned i graven, og vi lagde jord ovenpå, lagde stenen og blomsterne og satte lyset ved siden af.

Som det fremgår af billedet her, kan man se, hvordan vi sammen fik gravet hullet, og hvordan vi i fællesskab med nogle korte afstikkere fik begravet kragen.

Derefter drak vi øl og sodavand.

Stenen skulle så bruges i fremtiden som reference og som tilbageblik, hvor man kunne mindes erfaringen med den døde krage – og som samtalereference, når en borger i fremtiden mister en nærtstående.

Så det var en læringssituation, en mestringssituation, hvor borgerne igennem egen deltagelse i en ”som om situation” – det vi i en uddannelsesretorik kalder for et rollespil – kan forberedes og hjælpes på vej til det ”at miste”.

En situation som alle mennesker har svært ved – og som på mange måder må være endnu mere vanskeligt for mennesker med et dobbelt sansetab og nedsat psykisk funktionsevne.

Epilog – og det bar frugt

Denne fortælling er blevet aktuel igen, fordi psykolog i CFD Litte Frehr har barslet med en psykiatri uddannelse, som bl.a. beskæftiger sig med ”Hvad er død for vores borgere”. Og i den forbindelse blev Heidi inviteret indenfor til at fortælle om vores næsten 4 år gamle projekt – således fik det nyt liv, og vi tænkte, at det ville give god mening at dele det med andre.

Og for at binde en sløjfe på fortællingen, så døde borgerens familiemedlem i foråret 2018, og han fik både sagt farvel i kapellet og til begravelsen – her er hvad der bl.a. står i hans dagbog fra de to dage;

”NN har i dag fået at vide, at hans mor er død. Det foregik i dagtilbuddet med tegnsprog og piktogrammer, og det virkede som om, at NN forstod det. …. Efter en halv time tog vi ind til kapellet for at tage afsked med NN’s mor. Vi gik ind sammen med familien, og NN havde blomster og en hjemmelavet halskæde med. NN ville gerne med hen til kisten, og han fik lagt blomsterne og halskæden. Jeg fik ham også til at røre mor 2 gange. NN var meget med i hvad der skete. Vi var der 5-10 minutter, så begyndte NN at hive i min arm, for at indikere, at nu skulle vi gå, og det gjorde vi så.”

”Vi kom i god tid i kirken, så NN kunne se kisten, blomsterne og fornemme stemningen. Da kisten skulle bæres ud, gik NN og jeg bagved, dette gik så fint. Ude ved rustvognen lagde NN en rød rose ved mors kiste, og jeg fik ham også til at røre kisten og så sagde vi farvel, og så vognen køre med mor. Herefter var der kaffebord i en nærliggende cafe. NN var utrolig glad…. Vi er næsten sikker på, at NN har forstået, at nu er mor her ikke længere.”

Så når vi i dag genlæser dette, så kan vi godt være stolte af både borgeren og Døvblindehuset – dagbogsteksten fortæller os, at vores arbejde bar frugt, at borgeren faktisk lærte at mestre den svære situation at miste. Og ikke bare at miste hvem som helst, men at miste sin mor, som stod ham meget nær.

 

NB: Det er naturligvis indhentet tilladelse til at bringe både tekst fra dagbog, billeder og nævne at det nære familiemedlem var moderen.


tegnsproget ind i fremtiden

Bring tegnsproget med ind i fremtiden!

I takt med teknologiens udvikling er det i dag blevet rutine, at alle nyfødte døve/hørehæmmede personer får indopereret et dobbelt CI, så snart døvheden/høretabet konstateres. Dette har haft en stor betydning for arbejdsudbuddet for døve professionelle, fordi antallet af job er reduceret, fordi der ikke længere er brug for deres tegnsprogskompetencer og dette specielt i skoler, fritidshjem og ungdomsuddannelser.

Men er dette nu også den rigtige udvikling? Kan vi i dag undvære tegnsproget i vores praksis? Eller mere korrekt spurgt, kan vi i dag undvære døve/hørehæmmede kolleger med deres primære sprog?

Det korte svar er nej - det kan vi ikke. I hvert fald ikke i vores speciale, hvor vi arbejder med mennesker med dobbelt sansetab. I Døvblindehuset har vi modsat den generelle tendens i DK haft en strategi, hvor vi har valgt bevidst at ansætte døve tegnsprogsbrugere til pædagogisk arbejde med vores døvblinde borgere.

Årsagen til dette er følgende:

  • For 12 år siden var der ikke en eneste døv/hørehæmmet medarbejder i Døvblindehuset - hvilket betød at vores tegnsprogskompetence var afgrænset af borgernes brug af tegn. Og da døvblinde borgere har en tendens til at gentage og udvikle ekkolali, hvis de ikke bliver sprogligt stimuleret, så var dette en satsning frem mod at borgerne skulle have muligheden for at genopdage deres modersmål - og også udvikle det.
  • Men for at dette kunne ske, måtte vi på medarbejdersiden øge vores tegnsprogskompetencer, og den bedste vej til det er gennem tegnsproglige kolleger, så tegnsproget bliver en integreret del af hverdagen.
  • Endvidere fik vi på et tidspunkt nogle borgere, som var helt afhængig af tegnsprog på et højt niveau - og ved den lejlighed oprustede vi yderligere, således at vi i dag har ca. 35 % døve/hørehæmmede medarbejdere.
  • Senest har vi for en 4-5 år siden modtaget nogle meget kognitivt udfordrede unge døvblinde borgere, som har et meget svagt ekspressivt symbolsk sprog - for de kommunikerer jo med de evner og muligheder de har. Men vi har også oplevet, at det kan være svært, at motivere denne gruppe til aktiviteter - og vi kan have svært ved at aflæse dem helt præcist. Disse unge har imidlertid alle en hørerest, så de kan stimuleres auditivt - hvilket jo er det samme man oplever mange andre steder - og det skal vi selvfølgelig arbejde med, men det har også været vores erfaring, at en kognitiv udfordret borger bliver mere opmærksom og skaber mere arousal, når medarbejderne taler med hænderne, kroppen og mimikken - fremfor os talende, som jo kan være lidt "kedelige" både at se og høre på.

 

Jeg har ofte hørt fra kolleger fra mit netværk, om det ikke er en for høj andel af døve/hørehæmmede medarbejdere - men jeg vil sige, at jeg synes det passer meget godt til vores arbejdsopgaver - men om det skal være 30 eller 40 %, som ville være det ideelle, skal jeg ikke kunne sige.

Når jeg så har svaret på dette, så kommer næste spørgsmål - giver det ikke en masse samarbejdsproblemer? Og jo det er ikke problemfrit, men hvis vi alle accepterer den to sproglige arbejdsplads som en præmis - og ikke mindst i min organisation CFD, hvor vi netop har fejret 150 års jubilæum - så går det, og så må vi leve med de udfordringer det afstedkommer.

Generelt må man dog sige, at døve/hørehæmmede medarbejdere eller ansøgere har et lavere uddannelsesniveau, sammenlignet med vores hørende medarbejdere og ansøgere, så derfor kan rekrutteringen af pædagogisk uddannede døve/hørehæmmede godt være svært - vi har sagt nej tak til et utal af ansøgere fra døve/hørehæmmede pga. manglende relevant uddannelse og ofte bare manglende uddannelse.

Så min bøn til sagsbehandlerne rundt omkring i landet vil være, giv nu de døve/hørehæmmede muligheden for at få sig en uddannelse, og årsagen til den bøn er ikke grundet filantropi og medfølelse med døve/hørehæmmede, for de skal også selv være motiveret og presse på. Min hovedpointe er, at borgere med dobbelt sansetab, både de tegnsprogskommunikerende, men så sandelig også de svagt kommunikerende borgere uden ekspressivt tegnsprog, som måske bliver flertallet i fremtidens borgere i vores specialiserede sociale tilbud - de har brug for tegnsproget mange år ud i fremtiden!!