Uden mad og drikke dur døvblinde ikke.

I min korte karriere som landsdækkende pædagogisk konsulent i døvblindhed, møder jeg ofte personaler, som har en daglig udfordring med at sikre, at de døvblinde får ernæring nok. Når madindtaget er begrænset, har det betydning for trivslen. Man bliver sløv og energien er væk til at være aktiv i dagligdagen. Hvis den manglende appetit resulterer i en undervægt, kan det have større konsekvenser. Det vil betyde tab af muskelmasse, forhøjet risiko for nedsat sårheling og lettere ved at udvikle tryksår, nedsat immunforsvar og derved nedsat evne til at bekæmpe infektioner mv. Ved større vægttab kan det betyde organsvigt. Man skal huske, at det kræver mere energi at øge vægten frem for at holde vægten. Derfor er en tidligt indsats vigtig.

Hos flere døvblinde kan et måltid være en uoverskuelig opgave. Det dobbelte sansetab kan give problemer med at overskue mængden og placeringen af maden på tallerkenen. Hos mange døvblinde er tålmodigheden nedsat og hvis maden skal bearbejdes længe i munden, så glipper koncentrationen og lysten til at fuldende måltidet. Det er heller ikke ukendt fænomen, at døvblinde kan have en funktionsnedsættelse i evnen til at tygge og synke maden, hvilket gør at maden skal ændres fra det originale udgangspunkt til en blød konsistens. Måske blendes. Når måltidet først er blevet en dårlig oplevelse, bliver det svært at genvinde motivationen hos den døvblinde for at spise igen.

I min forrige funktion på Center for Døvblindhed og Høretab var jeg pædagog på et botilbud. Her var der pædagogiske opgaver, hvor man skulle finde strategier for at sikre, at borgeren fik rette mængde ernæring hos de borgere, som var småt spisende. Til denne opgave fandt vi personaler det fagligt trygt at lave et tværfagligt samarbejde med institutionens økonoma Birgit Boe Jørgensen. Birgit har mange års erfaring for at sammensætte individuelle kostplaner til de døvblinde, som har brug for en særlig kostform/diæt i stedet for normalkost.  Jeg har derfor spurgt Birgit om hun kunne bidrage med sin viden til dette blogindlæg.

Samtalen med Birgit har endt ud med disse emner:

Fokus på vægttabet og konsekvenserne

Det er vigtigt, at man holder øje med vægten hos de døvblinde borgere. Ikke alle borgerne er motiveret til at bruge en badevægt. Derfor skal man holde øje med signaler som pludseligt løstsiddende tøj, træthed, mindre aktivitet – man skal ikke langt under sin idealvægt før det kræver handling. Et par kilo er nok, før indsats bør startes.

Lægekonsultation

Det er altid godt at overveje om lægen skal inddrages. Lægen kan lave undersøgelser, som kan udelukke om sygdomme kan være årsag til vægttabet. Ligeledes bør lægen vurdere om den døvblinde person vil have gavn af kosttilskud bestående af fedt og protein i pulverform. En drøftelse omkring kvalmestillende medicin kunne også være en hjælp for at øge appetitten.

Kostregler kastes over skulderen.

Når man har svært ved at holde vægten, skal de gældende kostråd sættes til side. Den døvblindes livretter skal dyrkes – også hvis det består af desserter, chips og chokolade.

Alle måltider inklusivt mellemmåltider skal betegnes som hovedmåltider, hvilket betyder alt alle måltider skal have et højt energiindhold.

Væske bør også være energikilder. Her kan kakaosødmælk, hvidt øl, cultura/mælkedrikke, sodavand, saft, juice være alternativer. Hos personer med synkebesvær, kan drikke der naturligt har en tykhed, være lettere at styre i munden. Det kan være kakaomælk eller kærnemælk blandet med fløde. Attylet, som er et smagsneutralt fortykningsmiddel, kan hjælpe med at tykne væske, men man skal være bevidst om, at det kan ændre oplevelsen af at drikke væske, når væsken får en anden konsistens. Et fortykningsmiddel kan også bruges i kolde og varme madretter, f.eks. klar suppe.

Visuelt indbydende og konsistensen skal være lækker

For de døvblinde som har et restsyn, skal man som partner tage højde for, at maden ser indbydende ud. Dette gælder både farver, men også at det er en visuel overskuelig mængde. Start hellere med en mindre portion, hvorefter man kan finde en ekstra portion, hvis appetitten er til mere. Vær sikker på den døvblinde har en reel chance for at sanse, hvad der er serveret. Informer om det der er på tallerkenen. Brug service som er i kontrast til maden eller en dækkeserviet, hvis der er rest syn. Løft maden op til næsen, så den døvblinde kan danne et indtryk for, hvad der skal indtages

Hos de personer, som har behov for at maden blendes og moses, skal man være opmærksom på at dette har betydning for konsistensen og ikke mindst smagen. Når mad blendes, kan det ændre smagen. F.eks. udvikle bitre smagsstoffer. Skaller fra ærter og majs bliver sjældent blendet glat og kan derfor give ubehagelig konsistens at få i munden.

Ingen mad skal være vammelt og kvalmende eller smagløst.  Derfor smag på maden inden du serverer det. Hvis du ikke selv bryder dig om fornemmelsen for at have det i munden, så vil borgeren det nok heller ikke. Server det mad, som du finder trygt at servere.

Sovs og dressinger er altid gode til at gøre maden lettere at synke.

De gode rammer for et måltid.

En stor faktor, som kan have betydning for koncentrationen og lysten til at spise, er de rammer måltidet bliver indtaget i. Her man nød til at lave en individuel vurdering for, hvad den enkelte har brug for. I Danmark har vi en norm med at nyde måltider i de sociale grupperinger, som vi er i. Dette gælder også for nogle døvblinde. Hos andre døvblinde kan der være brug for ro omkring sig, for at kunne holde fokus på måltidet, og derfor kan det være hensigtsmæssigt at spise alene med partner.  Vær som partner nærværende og lad dig ikke som hjælper forstyrre af telefon eller andet under borgerens måltid.

Service og bestik skal være afstemt den enkeltes behov. Det kan være behov for en ruminddelt og/eller skrå tallerken til at styrke overblikket. Hos nogle vil et silikoneunderlag hjælpe, så tallerkenen ikke glider. Bestikket findes med flere forskellige greb og laves i forskellige materialer. Hvis man har en lille mund, vil en metalske måske være for voldsom. Hvis det er muligt, vil det være oplagt at søge hjælp hos en tilknyttet ergoterapeut.

Det anbefales at maden bliver opdelt i grupper. Gerne de samme placeringer for kød, kartofler/ris og grønt hver gang. På den måde kan den døvblinde få de bedste betingelser for at gennemskue måltidet og kan derved både tage initiativ og afvise til de forskellige madelementer. Dette gælder også, når der er et behov for blendet kost.

Hos de døvblinde, som har behov for taktilguidning til at få maden på gaflen og videre til munden, skal man som partner efter bedste evne være nærværende samt afpasse tempo og støtte, så den døvblinde kan følge med i måltidet.

Brug mad til at energitætte kosten

Der er mange muligheder for at berige maden med varer fra køleskabet uden brug af specialprodukter. Tilsæt en smørklat eller en flødeost til kartofler og de kogte grønsager. Hvis der er kartoffelmos på menuen, så kan man tage portionen fra og berige mosen med oliemargarine eller piskefløde. På den måde kan personen, som skal have energitæt kost få det som andre skal have – bare med ekstra kJ. Creme fraiche, fløde eller flødeost kan røres i sovsen for at øge energimængden.

Flere madvarer findes i både en sukker-/fedtholdig og en light version. Her vælges den energirige version. Det kan være sødmælkskakao, saftevand og sodavand med sukker, surmælksprodukter tilberedt ud fra sødmælk (tykmælk og yoghurt).

Energitætte muligheder i butikkerne

I en travl hverdag på institutionerne kan det være det være en hjælp at have et hurtigt tilbud om et energiberiget måltid. Vi ved, at der findes producenter i Danmark, som laver energiberiget fløde- og sorbet is, fromager og trifli. De er set i almindelige supermarkeder og for de institutioner, som har regionale tilhørsforhold, kan det sikkert skaffes i interne indkøbskanaler. Ikke alle døvblinde er glade for is, men de kan sagtens klare lidt optøning, så de bliver som en mousse eller en creme til fx et stykke chokoladekage.

Til de søderetter kan maltodextrin (et kulhydrat med lav sødeevne) anbefales. Med den lille sødeevne kan der tilsættes meget for at opnå den samme sødeevne og dermed opnå flere kJ. Det kan anbefales til frugtgrød, hvor man kan bibeholde den friske frugtsmag, og hermed tilføje masser af energi uden at gå på kompromis med smags- og konsistensoplevelsen. Ligeledes fint at tilsætte koldskål. Det kan ofte købes ved materialister.

Gratinkost

Gratinkost kan være en mulighed for de døvblinde, som har udfordring med at tygge og synke. Gratin kost er almindelig tilberedt mad, som bliver blendet og efterfølgende tilføjet æggemasse, fløde eller husblas, som gør maden lind og nærmest smelter på tungen. Hermed kan også fejlsynkning minimeres. Maden bliver lavet i forme og gør det muligt at fryse små portioner. Fordelen ved gratin er, at man bibeholder smagssammensætninger i måltidet. Hvis man modtager mad fra centralkøkkener, kan man jo forhøre, om de kan levere det

Dokumentation som vejleder.

Når det gælder en indsats for at genvinde et vægttab, er et oversigtsskema for kost og væske et godt hjælpemiddel. Dette hjælper med at holde styr på dagens indtag, men også hvad borgeren afviser.  Når alle måltider er vigtige, bliver det svært at indhente dagens kostmål, hvis et måltid glipper. Desuden giver det overblik, hvis det er skiftende personaler, som skal varetage opgaven. Hvis den døvblinde formår at blive vejet, så aftal en fast vejedag. På den måde har man en værdi, hvor man kan evaluere sin indsats.

Birgit og jeg håber, at ovenstående emner kan være med til at give nye tilgange til at få appetitten vækket igen. Hvis der ønskes mere viden om døvblinde og kost, kan vi kun anbefale at læse ”Ingen mad gør gavn, før den er spist”, som kan findes på socialstyrelsen.dk.


Når vi glemmer basis - af Janne Østergaard Svenningsen

Når vi glemmer basis… altså den enkelte beboers grundsten, vores basis døvblinde faglighed, vores nyere neuropædagogiske faglighed, og relationernes betydning. Ja, så kan det for eksempel betyde, at en beboer fravælger at blive COVID-19 vaccineret. - Og det er ærgerligt, når man bor tæt sammen med andre med svækket lungefunktion.

Jeg har kendt Peter i mange år, (på godt døvblindsk betyder det vel omkring 30 år), og i ca. 15 år, har jeg været hans tryghedsperson i mødet med læger, til blodprøver og lignende. Det har været en lang og svær rejse og en pædagogisk udfordring, med rigtig mange bump på vejen, med ændret strukturer samt personaleskifte, men vi har sammen kæmpet og har sammen fået det til at fungere…… I hvert fald så godt at alle blodprøver og vaccinationer lykkes, når vi følger vores rutine, som er:

  • Samme kendte nærpersoner (både pædagog og sygeplejerske/læge)
  • Samme taktile og verbale forberedelse
  • Samme sted (yndlingsstolen i egen lejlighed)
  • Samme struktur (rækkefølge, mærke på tingene osv.)
  • Samme ord
  • Ja, helt ned til samme chokolade!!
  • Min bevidsthed om, at mit nervesystem kan smitte, hvorfor jeg er meget bevidst om min udstråling og ro.
  • Og ikke mindst en tydelig rollefordeling, og at jeg tør være chefen!!

Når vi følger denne rutine, er Peters amygdala beroliget så meget som mulig. Amygdala er den lille kerne i hjernen, der styrer ”kamp-flugt”, så han instinktive behov for at sige ”nej tak” pga. utryghed, mindskes naturligt.

Desværre lykkedes det ikke personalet på 1. vaccinationsdag, at skabe tilpas meget ro for Peter, til at han kunne sige ja tak til vaccinen. Jeg tænker, at det kan være en kombination af:

1: min tanke om at det med vaccination ikke er så svært (blodprøve er det sværeste), fordi det også efterhånden er lykkedes for få andre kollegaer, som jeg har haft i oplæring. 2: At der har været en travl hverdag med mange gøremål, hvor vi ikke når at tænke i dybden, og tænkt på hvordan det kunne lykkes at gøre Peter tryg til at blive vaccineret. 3: at jeg havde forestillet mig at vaccinationen selvfølgelig foregik i egen lejlighed.

Det udmøntede sig i, at vi desværre ikke havde fået forberedt de personer, der var på job på den store 1. vaccinations-dag, godt nok. Deres forarbejde med verbal og taktil forberedelse var et super pædagogisk arbejde. De havde held med at holde en god stemning helt til et min før stikket (og hjulpet Peter til at være i positivt behag i arousalkompasset jf. Susan Hart og Marianne Bentzen). De var desværre ikke klædt nok på med ovenstående viden om Peters rutine ved blodprøver, men udover det, var der flere faktorer som kunne påvirke Peters fravalg af vaccinen den første gang. Dels:

  • betød strukturen, at vaccinationen foregik i et fællesrum, (hvor Peter normalt kommer max 2 x pr. mdr., men pga. COVID-19-nedlukning, kun har været et par gange det sidste år),
  • betød normeringen, at der var person-skifte lige før han skulle sidde og stikkes. (for at tage vare på en anden, der havde brug for tryghed under sin vaccination).

Disse faktorer tror vi spiller en afgørende betydning for at Peter pludselig vælger at sige nej tak, da han sidder på stolen. Til sammen gjorde det, at Peter kom over i ubehag i arousalkompasset og der skete en aktivering af kamp/flugt i Amygdala. Efterfølgende forsøgte de med vaccination i beboerens egen lejlighed, men da var han blevet for usikker og det lykkedes ikke.

I går var så den store dag! Min leder havde på forhånd lavet en aftale om, at det denne gang skulle foregå i Peters lejlighed. Jeg var kaldt ind til at være sammen med Peter og vi fulgte de 8 punkter, som vi plejer og holdt den genkendelige rutine. Da lægen kom ned til os i lejligheden, måtte jeg lige diskutere med lægen at det skulle være i højre arm, selv om hun ville i venstre. Helt instinktivt, fik jeg lige fortalt Peter at Annette (den sædvanlige sygeplejerske) ikke kunne komme i dag, så derfor var det i stedet Lena. Peter skulle lige beroliges med at det bliver Annette igen. Peter forblev heldigvis tryg ved situationen og lægen - og heldigvis modtog han sin vaccination!

Så nu håber vi, at vi kan vi lavet det samme set up næste gang, så Peter også vælger at sige ja tak til 2. vaccination.