Når vi glemmer basis - af Janne Østergaard Svenningsen

Når vi glemmer basis… altså den enkelte beboers grundsten, vores basis døvblinde faglighed, vores nyere neuropædagogiske faglighed, og relationernes betydning. Ja, så kan det for eksempel betyde, at en beboer fravælger at blive COVID-19 vaccineret. - Og det er ærgerligt, når man bor tæt sammen med andre med svækket lungefunktion.

Jeg har kendt Peter i mange år, (på godt døvblindsk betyder det vel omkring 30 år), og i ca. 15 år, har jeg været hans tryghedsperson i mødet med læger, til blodprøver og lignende. Det har været en lang og svær rejse og en pædagogisk udfordring, med rigtig mange bump på vejen, med ændret strukturer samt personaleskifte, men vi har sammen kæmpet og har sammen fået det til at fungere…… I hvert fald så godt at alle blodprøver og vaccinationer lykkes, når vi følger vores rutine, som er:

  • Samme kendte nærpersoner (både pædagog og sygeplejerske/læge)
  • Samme taktile og verbale forberedelse
  • Samme sted (yndlingsstolen i egen lejlighed)
  • Samme struktur (rækkefølge, mærke på tingene osv.)
  • Samme ord
  • Ja, helt ned til samme chokolade!!
  • Min bevidsthed om, at mit nervesystem kan smitte, hvorfor jeg er meget bevidst om min udstråling og ro.
  • Og ikke mindst en tydelig rollefordeling, og at jeg tør være chefen!!

Når vi følger denne rutine, er Peters amygdala beroliget så meget som mulig. Amygdala er den lille kerne i hjernen, der styrer ”kamp-flugt”, så han instinktive behov for at sige ”nej tak” pga. utryghed, mindskes naturligt.

Desværre lykkedes det ikke personalet på 1. vaccinationsdag, at skabe tilpas meget ro for Peter, til at han kunne sige ja tak til vaccinen. Jeg tænker, at det kan være en kombination af:

1: min tanke om at det med vaccination ikke er så svært (blodprøve er det sværeste), fordi det også efterhånden er lykkedes for få andre kollegaer, som jeg har haft i oplæring. 2: At der har været en travl hverdag med mange gøremål, hvor vi ikke når at tænke i dybden, og tænkt på hvordan det kunne lykkes at gøre Peter tryg til at blive vaccineret. 3: at jeg havde forestillet mig at vaccinationen selvfølgelig foregik i egen lejlighed.

Det udmøntede sig i, at vi desværre ikke havde fået forberedt de personer, der var på job på den store 1. vaccinations-dag, godt nok. Deres forarbejde med verbal og taktil forberedelse var et super pædagogisk arbejde. De havde held med at holde en god stemning helt til et min før stikket (og hjulpet Peter til at være i positivt behag i arousalkompasset jf. Susan Hart og Marianne Bentzen). De var desværre ikke klædt nok på med ovenstående viden om Peters rutine ved blodprøver, men udover det, var der flere faktorer som kunne påvirke Peters fravalg af vaccinen den første gang. Dels:

  • betød strukturen, at vaccinationen foregik i et fællesrum, (hvor Peter normalt kommer max 2 x pr. mdr., men pga. COVID-19-nedlukning, kun har været et par gange det sidste år),
  • betød normeringen, at der var person-skifte lige før han skulle sidde og stikkes. (for at tage vare på en anden, der havde brug for tryghed under sin vaccination).

Disse faktorer tror vi spiller en afgørende betydning for at Peter pludselig vælger at sige nej tak, da han sidder på stolen. Til sammen gjorde det, at Peter kom over i ubehag i arousalkompasset og der skete en aktivering af kamp/flugt i Amygdala. Efterfølgende forsøgte de med vaccination i beboerens egen lejlighed, men da var han blevet for usikker og det lykkedes ikke.

I går var så den store dag! Min leder havde på forhånd lavet en aftale om, at det denne gang skulle foregå i Peters lejlighed. Jeg var kaldt ind til at være sammen med Peter og vi fulgte de 8 punkter, som vi plejer og holdt den genkendelige rutine. Da lægen kom ned til os i lejligheden, måtte jeg lige diskutere med lægen at det skulle være i højre arm, selv om hun ville i venstre. Helt instinktivt, fik jeg lige fortalt Peter at Annette (den sædvanlige sygeplejerske) ikke kunne komme i dag, så derfor var det i stedet Lena. Peter skulle lige beroliges med at det bliver Annette igen. Peter forblev heldigvis tryg ved situationen og lægen - og heldigvis modtog han sin vaccination!

Så nu håber vi, at vi kan vi lavet det samme set up næste gang, så Peter også vælger at sige ja tak til 2. vaccination.