Turen går til Filadelfia
Jeg har skrevet om det at føle sig magtesløs over en længere periode og om det at føle at man ikke slår til som pædagog. Hvordan det indimellem har været frustrerende at arbejde tværfagligt og at oveni de gode oplevelser med beboerne er der også indimellem sideløbende forløb der kan være frustrerende og nedslående.
Maj/juni 2020
Over det sidste års tid har mit team og jeg været ekstra opmærksomme på og bekymrede for en beboer med tiltagende/ustadige epileptiske anfald. Vi får i samråd med hans neurolog på Aalborg neurologiske ambulatorium og værge, sendt en henvisning til Filadelfia.
Første gang jeg hørte ordet Filadelfia, forestillede jeg mig at vi skulle til Philadelphia, USA. Det skal siges at min hjerne kom i omdrejninger; hvordan flyver vi med en beboer der sidder i kørestol, i mange timer og som vi ikke lige kan forklare hvad der foregår omkring ham. Men pyh! Det viste sig at vi ikke skulle længere end Dianalund, Sjælland og Philadelphia med ”Ph” blev heldigvis afløst af Filadelfia med ”F”.
Jeg blev lettet, det er trods alt kun en køretur på 3,5-4 timer.
Vi blev først kaldt til møde på Filadelfia. Besøget gik godt og overlægen ville gerne indlægge ham på deres afdeling for voksne med handicap, til observation og forhåbentlig finde ud af om beboerens epileptiske anfald kunne komme under bedre kontrol. Teamet omkring beboeren var meget glade og forhåbningsfulde omkring indlæggelsen – vi krydsede fingre for en udbytterig indlæggelse.
Men… overlægen nævnte at de ville have beboeren indlagt uden ledsager! Min kollega og jeg kiggede på hinanden – spændende! Beboeren kommunikerer via kropslige/nonverbale ytringer og har ikke verbalt sprog eller tegnsprog. Han har nedsat hørelse og forstår ikke almindelig tale, han kan ligeledes ikke se andet end lys og skygger. Han kommunikerer gennem lyde, mimik og kropssprog og vi svarer med taktil berøring og enkelte taktile tegn.
Vi brugte lang tid på at forklare overlægen dette, men hun virkede fortrøstningsfuld – det var de vant til. Min kollega og jeg ville tage beskeden med hjem igen og vidste at teamet derhjemme måske heller ikke var helt så trygge ved situationen.
Under forberedelserne til indlæggelsen, var der enkelte bump på vejen men vores leder tog sig af det og fik forhandlet sig frem til at beboeren gerne måtte have ledsagere med alligevel. Mit team, beboerens værge og jeg var lettede – vi er jo tolke for beboerne, vi kender deres sprog, deres præferencer og deres rutiner. Det handler ikke om at vi ikke tror på at personalet på Filadelfia kan gøre det godt, det handler om at vi gerne vil kunne formidle beboerens udspil og også være der til at tage imod de tiltag og ændringer som Filadelfia evt. ville komme med. Beboeren kan jo ikke selv efterfølgende fortælle hvordan det har været og vores erfaring er at kommunikation ansigt til ansigt altid er at foretrække frem for kommunikation via skrift eller telefon i en situation som denne.
Det er da hyggeligt…
Filadelfia 2020, det er juni, solen står højt, der er varmt og ingen vind. Den lille stue som beboeren har fået bliver hurtigt varm, men han har det godt, han virker til at nyde at have 1-1 kontakt og nogle gange 2-1 kontakt når vi samles til blandt andet måltider. På grund af Corona virus, må vi helst ikke opholde os andre steder end på stuen, til trods for at vi alle tre er testet negativ inden vi kom til sygehuset, derfor kommer sygeplejerskerne også med maden ned til os på stuen.
Når vi ikke taler med læger, sygeplejersker, fysioterapeut eller ergoterapeut, ser vi tv eller går ture, der er tid til nogle af de lidt mere hyggelige ting som højtlæsning, wellness med f.eks. creme og tid til bare at være sammen med beboeren og være tætte.
Selvom det alt sammen lyder meget hyggeligt, med god tid, en rolig beboer og god mad er der jo et formål med indlæggelsen. Vi får besøg af læge, sygeplejersker, ergoterapeut og fysioterapeut som ser på beboeren og snakker med os om hvad det er vi ser og oplever, og selvom lægen, sygeplejerskerne og det andet tværfaglige personale er søde og lytter til os, er det ikke altid nemt. Beboeren har det så godt mens vi er på Filadelfia, at de ikke kan observere nogle epileptiske anfald eller udslag hos ham, de må derfor nøjes med videoer på en iPad og tage imod de observationer vi kan fortælle dem om. Derfor er det også svært for dem at justere hans medicin, hvilket vi mærkede effekten af da vi kom hjem fra Filadelfia.
Da vi kommer hjem igen, går det faktisk meget godt med beboeren til at starte med. Der bliver lavet medicinjusteringer flere gange og pludselig oplever vi at beboeren har det dårligt. Vi kan sammen med vores sygeplejerske og beboerens egen læge ikke rigtig finde ud af om det er fysisk ubehag eller psykisk ubehag, da det heller ikke er tydeligt på beboerens udspil hvad der generer ham. Vi kan se han har det dårligt, hans udspil og kropssprog viser os at vi er nødt til at gøre noget, han kræver hjælp, han har det rigtig dårligt. Det bliver nogle måneder hvor vi har fat i flere forskellige faggrupper for at udlede hvad der plager ham, men uden at finde ud af hvad det er.
Magtesløst og sårbart
Jeg oplever at det også er hårdt for mig. Den uvidenhed der er omkring problematikken og den magtesløshed der opstår, tager min energi og pludselig føler jeg heller ikke at jeg slår til som pædagog trods utallige pædagogiske tiltag. Tiltag jeg kender og har brugt mange gange med stor succes, som har hjulpet beboeren i andre situationer hvor han har haft det dårligt.
Jeg bliver usikker og urolig i mit fag – et fag som jeg ellers jeg har følt jeg er god til og hvor jeg er vokset med opgaven over de sidste 6 år. Det er hårdt at have det sådan, mit arbejde er jo et af mine tilhørssteder, jeg ved hvem jeg er her og hvad der er forventes af mig. Derfor er denne periode svær for mig. Jeg laver flere skadesanmeldelser da jeg ikke har det godt når jeg tager hjem efter en vagt.
Skadesanmeldelsen skriver jeg for at passe på mig selv og det er en oplysning til min leder om at der er eller har været en problematik jeg skal have støtte til at komme igennem. Det kan være en indikator til min leder om at det kunne være nødvendigt at søge flere ressourcer til beboeren, det kan hjælpe min leder til at søge om hjælp til mig i form af f.eks. individuel supervision eller psykolog.
Heldigvis kan jeg stadig godt lide at komme på arbejde, hvilket i høj grad hænger sammen med at jeg har verdens bedste kolleger. De forstår at det er svært og de tager hånd om mig når jeg er på arbejde. Vi støtter hinanden i arbejdet omkring beboeren og der bliver sat ord på at det er okay hvis jeg (eller en anden kollega) en dag, synes det er svært at skulle hjælpe beboeren i en vagt.
Men det er en mærkelig situation at stå i.
Normalt elsker jeg at være sammen med beboeren, og han er den jeg oftest først søger at være sammen med i en vagt. Men i denne periode oplever jeg mig selv komme på arbejde og sige til mine kolleger, at jeg helst vil hjælpe en anden beboer hvis det er muligt. På samme tid kan jeg ikke rigtig slippe ham, og jeg sørger som regel for, lige at holde et øje på ham og være der for ham eller min kollega hvis behovet er der.
Hjælp udefra
Den samme magtesløshed hører jeg mine kolleger fortælle om og det er selvfølgelig også hårdt.
Vores leder arrangerer en ekstra supervision for os, en supervision med fokus på hvordan vi, som personalegruppe, kan arbejde med følelsen af magtesløshed og være i situationen. Det giver også mulighed for at vi alle kommer på samme side, kan blive enige om hvad der skal ske fremover og hvordan vi skal håndtere det.
Supervisionen har i den grad hjulpet mine kolleger og jeg. Vi overvejer at den hjælp beboeren skal have for at få det bedre, ikke længere er pædagogisk. Det kan være at løsningen er medicinsk i stedet - dermed ikke sagt at vi skal give op og træde tilbage. De pædagogiske tiltag er stadig valide og kan være med til at mindske brugen af medicin. Vi skal ikke droppe vores faglige viden og tiltag, de er vigtige redskaber.
Tværfagligt samarbejde er en kunst
Oktober 2020, beboeren skal indlægges på Filadelfia igen, i 14 dage. Vi, pædagoger, skal igen indlægges sammen med ham, det vil sige samme procedure som i juni. Vi er lidt mere rutinerede denne gang, vi kender til dagligdagen på hospitalet og hvad der forventes af os.
Men denne gang har beboeren en dårlig periode hvor han ikke har det særlig godt, og selvom det er svært at se at han ikke trives, er det alligevel rart at der er nogle, med en anden faglig tilgang, der kan observere ham.
Efter beboeren er kommet hjem fra Filadelfia, ved vi at noget af hans ubehag ikke er på grund af epilepsi – det er positivt, det er noget vi kan tage med til hans egen lægen her i Aalborg og fortsætte med at arbejde mod at beboeren kommer i bedre balance, så han kan deltage i det der sker omkring ham. Han er normalt en meget social person som elsker at være sammen med andre, smage på noget god mad og er i det hele taget åben for nye sansemæssige oplevelser.
Det tværfaglige samarbejde kan dog også være udfordrende, og det føltes indimellem som at vi talte forbi hinanden når vi talte med læger og sygeplejersker, både på Filadelfia, men til dels også herhjemme. Måske handler det om at jeg og mine kolleger har været i situationen omkring beboeren i flere måneder, vi er bekymrede og vil gerne have at beboeren får den nødvendige hjælp og gerne hurtigst muligt. Beboerens trivsel og velfærd er nedsat i denne periode, han er ofte ked af det og sover meget på grund af den medicin vi til sidst har været nødt til at give ham for at han kan falde til ro. Men det slider også på os omkring ham, at se en person jeg holder af, have det så dårligt og ikke være i stand til at hjælpe ham, gør ondt og jeg føler en kæmpe afmagt.
Som pædagog og omsorgsperson til et menneske der ikke selv kan kommunikere via tale- eller tegnsprog, er der et enormt ansvar og en følelse af pres for at få formidlet beboerens behov tydeligt og også korrekt.
”It’s okay, to not be okay”
Som det er lige nu, har vi stadig ingen svar på hvad beboeren har behov for, for at få det bedre. Men vi arbejder hårdt på at finde ud af det. Der er flere tiltag i vente hen over det næste stykke tid, men lige nu accepterer vi at det er et medicinsk problem og gør vores bedste med vores pædagogiske tiltag ved siden af.
I denne proces, over det sidste års tid, føler jeg at mine kolleger og jeg er kommet tættere på hinanden. Det har været et svært år, men selvom vi er urolige og har svært ved at være i det, så tror jeg alligevel vi er blevet mere opmærksomme på hinandens trivsel og på at det er okay at være åben omkring det der er svært. Jeg er glad for at komme på arbejde, også selvom de hårde dage stadig finder sted i ny og næ, da jeg ved at jeg altid vil kunne snakke åbent sammen med mine kolleger.
Hvis I har lyst må I gerne dele om I har oplevet følelsen af magtesløshed i jeres arbejde og hvordan bearbejdede I det?
Hvis jeg kan, kan du også!
I starten af 2019 blev jeg spurgt om jeg ville være med til at være en del af en blog om døvblindhed og vidensdeling. Jeg skulle dele hvad jeg og mine kolleger, går og laver i hverdagen samt hvilke udfordringer vi evt. kan løbe ind i.
Vi, pædagoger, ligger inde med alt mulig tavs viden, tips og tricks til at håndtere forskellige udfordringer, hvordan vi arbejder med forskellige problematikker i vores hverdag og de små stjernestunder vi oplever i tæt samarbejde med mennesker.
På dybt vand
At skulle skrive noget som andre skal læse, giver en vis præstationsangst. Jeg har aldrig været særlig stærk bogligt, jeg er klart typen der har det bedst med manuelt arbejde, hvor jeg kan få lov at arbejde med mine hænder og være tæt sammen med beboerne.
Det var derfor også med forbehold at jeg sagde ja til at tage del i bloggen, men som udgangspunkt har jeg alligevel altid ja-hatten på når det kommer til nye projekter - det er jo fedt at blive udfordret og netværke med nye kollegaer. Jeg gik til det med den indstilling at jeg jo skal skrive det jeg kender til, det vil sige at de blogindlæg om særlige nye teknikker, metoder eller konferencer nok ikke ville komme fra mig. Det jeg kan bidrage med, er oplevelser fra min egen og mine kollegaers hverdag.
Jeg lavede lidt forarbejde i et møde med Lisbeth, som har startet blogger projektet. Hun hjalp med at forventningsafstemme hvad det er min rolle er og hvad hun tænker at jeg skal bidrage med - det gjorde at jeg kunne overskue at være med til at skrive til bloggen.
Det er slet ikke så svært
Inden jeg går i gang med at skrive et blogindlæg, sørger jeg for at tale med mine kollegaer om, hvad det er jeg har tænkt mig at dele og stiller dem spørgsmål, så jeg også kan få deres tavse viden, ideer og holdninger med i det jeg skriver. At skrive disse blogindlæg har gjort at jeg taler mere fagligt med mine kolleger, ikke kun i levegruppen Ilden, men også de andre levegruppper på Kloden.
Mads, der er med til at organisere bloggen, er teknisk snild og har lavet en skabelon til hvordan man skriver et blogindlæg - han har sagt mellem 300 – 600 ord, for at det bliver en letfordøjelig tekst, det er selvfølgelig okay at skrive mere hvis man har materiale til det.
Men dette har jeg holdt mig til. Det hjælper mig med at begrænse mig, lige så meget som det hjælper mig med at det bliver overkommeligt at skrive et blogindlæg. Jeg har indtil videre kun fået positiv feedback på mine små indlæg om de forskellige aktiviteter der sker på Kloden – det er altså dejligt at læserne vender tilbage med en lille kommentar eller et like på facebook.
Alle er velkomne!
Grunden til at jeg laver dette blogindlæg, er fordi jeg gerne vil opfordre vores læsere om også at vidensdele ting fra jeres hverdag.
Dovblindhed.dk er et fælles projekt, hvor alle kan være med til at læse og dele.
De små historier fra hverdagen kan blive til inspiration for andre, eller andre kan kommentere deres løsninger hvis dit blogindlæg handler om en problemstilling du arbejder med, på din arbejdsplads. Alle emner er velkomne - det handler jo om at vi får så meget viden frem i lyset som muligt, der er ikke et emne der er for småt eller for stort.
Det er inspirerende at læse hvad andre tumler med i deres hverdag og hvis det kan starte en snak eller en debat er det perfekt - om det er på bloggen, facebook eller på arbejdspladsen.
Hvis du gerne vil dele din hverdag med bloggen - et problem eller måske "bare" en dejlig stjernestund, kan du kontakte mig på facebook via facebookgruppen døvblindhed.dk eller send mig en mail på tanja.christiansen@rn.dk – så sørger jeg for at du kan blive gæsteblogger her på dovblindhed.dk!
Søndagshygge
Wellnessoplevelse
På en almindelig hverdag skal beboerne i Ilden tidligt op og afsted i dagtilbud, men i weekenderne er der tid og mulighed for at skrue ned for tempoet. Her kan beboerne, lige som så mange andre, godt lide at sove længe og tage den helt med ro.
Det er også her vi har mulighed for at lave nogle andre aktiviteter end vi har tid til i hverdagen.
Mine to faste weekendpartnere, Bente og Jeanette, har i aftenvagten lørdag aftalt at vi skal samle beboerne i stuen og lave en dejlig afslappende wellnessoplevelse, søndag formiddag – det var jeg selvfølgelig med på!
Forberedelserne til sådan en omgang wellness hygge kan være lidt omfattende.
Wellness er mange ting, f.eks. fodbad, massage, klang massage, håndmassage, rolig musik og ikke mindst tid, nærvær og tæt kontakt.
På en almindelig weekendvagt er vi tre pædagoger til seks beboere og der er mange praktiske opgaver der skal håndteres i form af blandt andet personlig hygiejne, måltider og vasketøj. Det kan derfor være en prøvelse at samle beboerne på samme tid i en længere periode, men det kan lykkedes hvis man virkelig giver det et forsøg.
Vi havde aftalt at wellness hyggen startede en times tid inden frokosten, det gav et par timer til alt det praktiske og til at sove længe inden også.
Keep it simple, but good
På sådan en almindelig søndag formiddag, med begrænset tid men overskud til aktiviteter, er det vigtigt at sørge for at vi ikke gaber over for meget. Aktiviteten skal være simpel, uden for meget opstilling og oprydning. Der blev tændt for duftlyst, roligt wellnessmusik spillede over anlægget, lyset blev dæmpet i stuen, beboernes forskellige cremer og olier blev fundet frem og så var der gang i wellness/hygge.
Jeanette, Bente og jeg hjalp beboerne med at sidde i stuen så det gav mening for dem, nogle kan godt lide at slappe af til musikken, enten siddende i kørestolen eller ligge med kugledyne over sig og nogle fik massage på fødderne eller hænderne med duftende cremer eller olier, der var dog en enkelt der ikke havde lyst til at deltage, han var inde i stuen og se løjerne, men kørte lidt senere ind til sig selv igen.
Jeanette der har været på klangmassagekursus fandt sine skåle frem og gav også beboerne klangmassage hvilket er et stort hit er i afdelingen.
Der blev skruet op for sansestimulerende aktiviteter og vi kunne hurtigt se effekten. Beboerne blev afslappede, rolige og smilende hvilket også smittede af på os mens vi sad og masserede beboerne.
I forhold til tid, så var en times tid inden frokost et ret godt tidspunkt – for os, den her gang. Næste gang kan det være at det først kan blive efter frokost eller lige efter morgenmad, det kommer alt sammen an på dagen og beboerne.
Vi blev dog hurtigt enige om at sørge for at lave wellness hygge oftere, vi snakkede endda om, at til sommer kan vi trække aktiviteten udenfor en dag, hvor solen skinner og der er dejlig varmt på terrassen.
Jul i Ilden
Julen nærmer sig
December er en travl måned, og det er den også i Ilden, faktisk er der travlt allerede fra slutningen af november. Der kommer mange forskellige tilbud om oplevelser i julemåneden. Kloden er kun 6 år gammel, pædagogerne er en blanding af pædagogerne fra gamle afdelinger og nyansatte pædagoger. I Ilden er vi derfor stadig ved at fastlægge hvilke traditioner vi gerne vil holde fast i og afprøver også nye eller tilpasser de traditioner der allerede ligger fast.
Nogle af de aktiviteter beboerne i Ilden er inviteret til/har arrangeret:
- Allehelgen
- Sansegudstjeneste
- Julefrokost
- Juletur
- Store bagedag
- Julegudstjeneste
Udfordringer
I Ilden stræber vi som regel på at alle beboerne kommer ud og oplever så meget som muligt.
Men vi er udfordrede på at der er fem kørestolsbrugere i Ilden og som regel kun tre pædagoger på arbejde, derfor kræver det at vi får hjælp af lidt ekstra hænder når vi skal ud og af huset.
Vi inddrager gerne vores leder til at hjælpe med at skubbe en kørestol eller køre bussen for os og måske kan vi spørge om hjælp fra de andre afdelinger til også at skubbe en kørestol. Vi er også så heldige at vores leder gerne lader os kalde ekstra vikarer ind til særlige begivenheder.
Julen – Sansernes fest
For at understrege at vi er kommet til en særlig tid på året, er det vigtigt med traditioner. Det er de klassiske traditioner som jule bag, lyskæder og lyskilder i alle mulige former, juletræ og julekalendere (gerne dem med chokoladesmag).
Der bliver skruet helt op for sanseindtrykkene i december måned.
Nogle af de særlige traditioner vi har i Ilden er f.eks. den dag hvor Janne tager sin frituregryde med og der bliver kogt klejner til den store guldmedalje.
Kloden holder også store bagedag med julesmåkager, duften breder sig i levegrupperne, der bliver smagt og mærket på dejen og til sidst smages der på de lækre småkager.
Her i Ilden er vi især glade for småkager med tranebær og lakrids – opskriften er længere nede i teksten!
Beboerne i Ilden tager også til forskellige julearrangementer: julefrokost, juletur og julegudstjeneste.
I år har Aalborg ZOO hængt julelys op rundt i parken og julelys er et stort hit i Ilden, og der blev derfor lagt ekstra energi i en juletur for alle beboerne. Efter der var set på julelysene og mærket den kolde vind i kinderne, var de på restaurant i ZOO. Jeg har fået fortalt at beboerne nød turen på restaurant. Det kan ellers godt være lidt spændende hvordan de reagerer på at sidde i et rum med flere mennesker, hvor der kan være larm og lidt uro. Men det var en vellykket tur med glade beboere – det kunne godt gå hen og blive en ny fast tradition.
Snart kommer juleaften – jeg skal holde jul i Ilden sammen med gode kolleger og de fem skønne beboere der holder jul i Ilden, jeg er sikker på at det også bliver en dejlig aften, med alt hvad der tilhører!
God jul og godt nytår fra alle os på Kloden i Aalborg!
Opskrift på lakrids-tranebærsmåkager
Fra bogen ”Grigo’s hjemmebag” af Markus Grigo, ca. 35 småkager
½tsk bagepulver
60g soltørrede tranebær
1 æg
180g koldt smør, skåret i tern
30g lakridspulver
250g hvedemel
225g fint rørsukker
Sigt mel og bagepulver sammen i en skål, tilsæt lakridspulver, soltørrede tranebær og smør. Findel smørret ud i blandingen med fingrene, indtil smørret ikke kan mærkes mere.
Tilsæt rørsukker og æg, saml dejen hurtigt og forsigtigt med hænderne – du må endelig ikke ælte dejen.
Del dejen i 2 og tril hver til en pølse med en diameter på størrelse med en 20 krone.
Pak dejrullerne i bagepapir og stil dem i køleskab eller i fryseren, til de er hårde – eller i hvert fald kolde.
Skær dejrullerne i 1cm tykke skiver og form dem evt. lidt mere runde, inden de sættes på bageplader med bagepapir. Sæt dem med lidt afstand til hinanden, de flyder lidt ud.
Bag dem ved 180grader varmluft i 8-10 minutter. Tag dem ud og lad dem køle lidt af på bagepladen, inden de flyttes over på bagerist, hvor de afkøles helt. Når de er helt afkølet, opbevares de i en beholder med tætsluttende låg.
Velbekomme!
Halloween på Botilbuddet Kloden
Halloween på Kloden
Efteråret og vinteren er en tid hvor der er mange traditioner på Kloden og i det hele taget på hele CDH. Det er derfor oplagt for mig at skrive om her på bloggen.
Mine små hverdags blog-indlæg håber jeg er med til at inspirere, men jeg vil også gerne belyse nogle af de udfordringer vi oplever i hverdagen og hvordan vi vælger at takle udfordringerne.
I forberedelse til et blogindlæg som dette, er jeg rundt og snakke med mine kollegaer, ikke kun i Ilden men også i de andre levegrupper, for at høre hvordan de oplever og takler aktiviteter på Kloden. Det er spændende at høre de forskellige levegruppers overvejelser og fremgangsmetoder.
Jeg vælger at holde fokusset på Ilden igennem oplægget, da det er her jeg selv har base.
Bagedysten
I weekenden inden d. 31. oktober, bliver der på Kloden holdt Halloween kagedyst, de fire levegrupper på Kloden: Jord, Vand, Luft og Ild laver hver især en kage med halloween tema. Beboere og pædagoger samles omkring de fire kager i fællesstuen, der bliver smagt på alle kagerne og det er beboerne der bedømmer hvilken kage der skal vinde vandrepokalen for den bedste halloween kage.
Ilden bager
Beboerne er med igennem processen om at få lavet kagen der skal repræsentere deres levegruppe.
I Ilden er beboerne med til at handle ind, bage og pynte kagen.
At bage med en beboer med døvblindhed og som også sidder i kørestol pga. f.eks. cerebral parese kan være en udfordring. Her I Ilden fokuserer vi på at stimulere sanserne i de aktiviteter der sker.
Ingredienserne kan man smage på, dufte til og mærke mellem fingrene og på tungen.
Skålen kan placeres i beboerens skød mens man bruger el-piskeris, så det hele vibrerer og larmer.
Pynten kan man også smage på, så skal man bare sørge for at lave og købe lidt ekstra J
Selvfølgelig skal der også smages på det færdige produkt når tiden er.
Praktiske udfordringer
Halloween bagedysten er ny på Kloden, den er kun tre år gammel, så detaljerne omkring det praktiske er vi stadig ved at finde ud af. I Ilden kom bagedysten på et punkt til personalemødet. Her kunne vi snakke om hvad der gik godt, hvad der gik knap så godt og hvad vi gerne vil have der skal ændres til næste år. Når der bliver besluttet noget, oplever jeg, at vi får snakket med de andre levegrupper også, således at alle er med på hvordan det hele kan arrangeres bedre til næste år.
Stemmerne bliver talt
Det er beboerne der stemmer om vinderkagen. Alle kagerne bliver set, smagt og snakket om. Beboerne får derefter et flag de skal sætte i den kage de synes der fortjener vandrepokalen til næste år. Hvis det er helt umuligt at vælge kan man godt få to flag og vælge to kager. Den eneste regel er at man ikke må stemme på sin egen levegruppes kage.
Ildens beboere kan ikke med ord eller tegnsprog udtrykke hvilken kage de synes der vinder – her er til op til beboerens partner at tolke på ansigtsudtryk, kropslige udtryk og beboerens lyde, for at se hvilken kage der er størst reaktion på. Det kan være ekstra høje smask, at der bliver rakt ud efter mere kage, smil, grin og lignende.
Vinderen af årets bagedyst
I år blev vinderen Ilden. Vi stillede op med en lagkage, med hjemmelavede lagkagebunde, vanillecreme, hindbærcoulis, lyserød flødeskum og hjemmelavede marengs spøgelser på toppen.
Trofæet er hjemmelavet, et plastik skelet med trofæ på hovedet og et i et armene spraymalet i guld.
Næste år bliver der igen dystet om trofæet med nye spændende uhyggelige kager.
Er Halloween blevet en del af traditionerne på jeres arbejdsplads endnu og i så fald hvordan gør I?
Stjernestunder
Velkommen til døvblindhed.dk, et spændende projekt som jeg, som pædagog, synes er fantastisk at være en del af. Vidensdeling er en vigtig del af min praksis, da jeg ofte oplever at der findes en masse skjult viden hos mine kollegaer.
Jeg arbejder på botilbuddet Kloden, i levegruppen Ilden, som et er et botilbud for voksne med medfødt døvblindhed. På Kloden bor der 25 beboere og de seks af dem bor i Ilden.
Stjernestunder, pædagogiske dilemmaer, udfordringer og tips og tricks er nogle af de temaer jeg vil belyse i mine blogposts. Jeg, vil sammen med mine kolleger i Ilden og måske også på hele Kloden fortælle om, hvordan vores hverdagspraksis ser ud og hvilke udfordringer såvel som succesoplevelser vi løber ind i.
Første blogpost fra mig er en stjernestund fra Kloden: Løvfaldsdag
På Kloden gør vi meget ud af traditionerne og siden Kloden kun er 6 år gammel, har der været rig mulighed for at skabe nye traditioner, som er med til at fejre årstiderne, helligdage eller bare en helt almindelig onsdag aften. Efteråret bliver markeret med det vi kalder Løvfaldsdag, der bliver holdt i haven med mad over bål, heksesuppe og forskellige aktiviteter som f.eks. græskarudskæring, male på sten eller lærreder, lave æblemost, mærke på kastanjer og mærke, at kulden begynder at bide lidt i kinderne. I år var vejret fantastisk med solskin, men om der havde regnet eller blæst, ville der stadig have været en Løvfaldsdag i haven.
Græskarudskæring med borgerne
Græskarudskæring med en beboer med døvblindhed kan være et spændende og udfordrende projekt. Men jeg oplever, at hvis man som hjælper, sætter tempoet ned og bruger sine sanser sammen med beboeren kan processen blive en fantastisk oplevelse for begge parter. At inddrage beboeren ved at præsentere græskaret, evt. sætte det i skødet på beboeren, så han/hun rigtig kan mærke tyngden, størrelsen og overfladen og samtidig tale sammen om græskarret med beboeren, måske under processen, måske når I er færdige med udskæringen. Gennem hånd over hånd kan man sammen skære græskarret ud, måske har beboeren lyst til at styre kniven selv, eller måske vil beboeren helst bare kigge på. Det handler om at tilpasse aktiviteten til den beboer du hjælper. Indmaden af græskarret er blødt og klistret med små kerner man kan mærke på, en god sansestimulerende aktivitet, hvor også den søde duft af græskar breder sig omkring beboeren. Til sidst skal man sørge for at sætte lys i græskarret, om det er et stearinlys, lys med batteri eller lyskæde er ikke vigtigt, men på en mørk aften, kan det have en stor effekt at se på de oplyste græskar i haven.
Beboere, pædagoger, vikarer og studerende samles i haven og får stimuleret alle sanserne mens hyggen står på. Der er også opbakning fra vores ledere, der gerne deltager i festlighederne sådan en solrig lørdag. I år har beboerne malet på lærreder i efterårsfarver, disse billeder bliver hængt op på Kloden i et fællesareal, og på denne måde er beboerne med til at sætte deres præg på Kloden.
Traditioner og forventninger
Løvfaldsdagen er en ny tradition, kun tre år gammel, det er derfor også en udfordring at få skabt rammerne således, at dagen er nogenlunde ens hvert år. Men det er en proces, og vi bliver bedre til strukturen. Løvfaldsdagen bliver altid holdt i haven på Kloden, pynten er den samme, græskarudskæring og pandekager over bål er gengangere, hvilket heksesuppen der bliver serveret til frokost også er. På denne måde kan vi med årene få skabt genkendelighed og forudsigelighed, som er noget af det der definere en tradition, og som også er essentiel for beboere med medfødt døvblindhed, da det kan være med til at skabe en forventningsglæde.
Hvilke traditioner glæder I jer til, og hvordan sørger I for at traditionerne bliver opretholdt år efter år på jeres arbejdsplads? Del gerne jeres erfaringer i kommentarerne :)