Et virtuelt møde

I den sidste tid, har nedlukning af Danmark ført til nye måder at holde møder på. I vores afdeling yder vi rådgivning til alle ude i landet omkring døvblindhed og det kunne fra d. 12 marts ikke ske ved fysiske møder. Derfor var vores arbejdsplads hurtig til at klæde os på med udstyr og webinars om brugen af Skype. Vi skrev ud til alle, at det selvfølgelig var muligt at få rådgivning, selvom vi ikke kunne mødes fysisk og vi sad alle klar.

Den første tid, var der meget stille. Vi fulgte med i medierne og forstod, at netop vores målgruppe var i risikogruppen. Vi kunne også regne ud, at det kunne skabe misforståelser eller frustration for det enkelte menneske pludselig at få ændret hverdagen med aflysning af besøg, lukkede skoler og dagtilbud uden selv at kunne følge med i medierne og få en begrundelse. Det satte pludselig spot på, hvad døvblindheden går ind og begrænser. Informationstilegnelsen om alt det vi andre fulgte intenst med i, fordi det ændrede vores livsvilkår drastisk, var på grund af kombinationen af nedsættelse på både syn og hørelse, begrænset for den enkelte med døvblindhed. Kommunikationen om, hvad der var i gang og muligheden for at dele det med andre (som kommunikation betyder) var en nødvendighed for os alle. Vi var nødt til at dele og spørge hinanden og høre andre spørge og fortælle i medierne - fordi det var så svært og nyt og ukendt for os alle. Denne kommunikation er også begrænset hos mange med døvblindhed. Mediers tilgængelighed, omgivelsernes kommunikationsfærdigheder og den enkeltes kommunikationskompetencer kom tydeligt frem som sårbare elementer for at det enkelte menneskes muligheder for at dele denne mærkelige tid med andre. Isolation og utryghed følger ofte i kølvandet på sådan en begrænsning. Det var svært at se den manglende tegnsprogstolkning i starten af de omsiggribende udmeldinger i medierne - dejligt at se den komme på plads efterhånden og ærgerligt at se den blive negligeret meget hurtigt igen. Det nedlukkede Danmark førte også til en begrænset bevægelsesfrihed for os alle og derfor også for det enkelte menneske med døvblindhed, som i forvejen er meget begrænset i muligheden for at bevæge sig frit omkring på grund af samfundets indretning tilrettet seende og hørende.

Men størst af alt var sundhedsreguleringen, der pludselig satte fysisk afstand mellem os. Mennesker med døvblindhed er afhængige af en tæt fysisk tilgang til andre mennesker. Det være sig i forhold til at blive ledsaget, i forhold til at kommunikere enten via taktilt tegnsprog, taktile pegninger, taktil fælles tredje, taktil turtagning, taktil kontakt, taktil bekræftelse, taktil udforskning og meget meget mere taktilt. Virus i tæt kontakt, virus i alt hvad vi rører ved satte en grim mur op imellem mennesker med døvblindhed og resten af samfundet. Heldigvis var professionelle rundt i landet og pårørende godt klædt på med viden om, hvad den taktile tilgang betyder helt essentielt for det enkelte menneske med døvblindhed. Her blev taget valg. De valg faldt ud til fordel for mange af de mennesker med døvblindhed, som vi kender til. Vi hørte fra professionelle og pårørende, hvordan de fik høje hygiejnerutiner indført og ikke begrænsede den taktile tilgang mellem dem og det enkelte menneske med døvblindhed. Vi hørte også om professionelle, der begrænsede deres egne private omgang for at have så få smittekæder som muligt i forhold til at være smittebærere. Et stort Hurra for den store indsats rundt om i landet skal virkelig lyde!

Vi hørte også om de positive virkninger, som nedlukningen førte til. Nogle fik en større ro, fordi de ikke skulle igennem så mange skift mellem forskellige miljøer. Desværre hørte vi ærgerlige historier om mennesker med erhvervet døvblindhed, der blev "glemt" af de offentlige systemer og derved var i total isolation af information og mulighed for kommunikation eller at komme frit omkring.

I alt dette stod vi som rådgivere klar med et lyttende øre i telefonen, med et beroligende ord i en sms og muligheder for virtuelle møder. Hvis vi ser bort fra når teknikken drillede og de nogle gange manglende evner til at få teknikken til at fungere, så var der specielt en ting, der sprang os i øjnene. Vores rådgivning er ikke rådgivning om hvordan en dimsedut skal sættes på en anden dimsedut. Det er om døvblindheden, der sætter sine begrænsninger i hverdagen for det enkelte menneske. Det er ofte emotionelt, det kan være svært at forstå og svært at forklare for de mennesker vi rådgiver. Derfor er kropsprog, mimik og tryghed så alt afgørende for en ordentlig rådgivning. Når man ikke kan se armene over kors, det hævede øjenbryn, det nedslåede blik, de rynkede bryn, de kastede blikke, smilet osv.,  så bliver det svært for den enkelte rådgiver at ramme ind i det relationelle og i at skabe den rette forståelse for modtagerne.

Derfor er vi rigtig glade for at vi nu er begyndt at kunne komme ud og møde dem vi rådgiver i levende live igen. Det er ikke alle steder, der er "åbent" for vores besøg, men det kommer lige så stille. Vi har lært meget i denne tid - døvblindheden er trådt meget klart frem med sine begrænsninger for informationstilegnelse, kommunikation, orientering og social deltagelse. Den relationelle rådgiverfunktion har vist sit værd og vi drager gerne ud på den lange køretur ud i det ganske land for at yde den optimale rådgivning for alle.


Speaker and audience

Nordisk vidensdeling og Mattias Ehns afhandling om Usher syndrom

Et par dage i Örebro

Mit navn er Ramus Hougaard Pedersen. Jeg er specialestuderende på Aalborg Universitet og studentermedhjælper hos Institut for Syn, Hørelse og Døvblindhed. Jeg har skrevet dette blogindlæg om bl.a. fredagens afhandling af Mattias Ehn på Örebro Universitet, der er kommet med ny og spændende forskning omkring betydningen af arbejdsliv og livsstrategier for personer med Usher syndrom.

Når man har fyldt et auditorie på den måde som Mattias Ehn gjorde i sin doktorafhandling om ’Life Strategies, Work and Health in People with Usher syndrome’, hvor publikum var nødt til at sidde på trapperne for at høre med, så kan man ikke være i tvivl om, at man berører et emne, der er relevant for mange, og hvor der er brug for ny viden.

Bettina og jeg var inviteret til Mattias’ forsvar af sin doktorafhandling, der berørte fire studier, som han sammen med forskergruppen på Örebro Universitetshospital havde været i gang med i løbet af de sidste 4 år. To af studierne var kvantitative undersøgelser af henholdsvis Usher type 1 og Usher type 2, der var orienteret mod sammenhængen mellem sundhed og arbejde. Mattias havde i sin kliniske praksis som psykolog i døvblindeteamet i Stockholm oplevet, at personer med Usher med tilknytning til arbejdsmarkedet generelt havde et bedre helbred og større livskvalitet end personer, der befandt sig uden for arbejdsmarkedet. Denne viden tog han med ind i sin afhandling, hvor han brugte den store svenske registerdatabase af personer med Usher syndrom til at kunne udforske sammenhæng mellem arbejde og sundhed.

Mattias Ehn
Mattias Ehn

Afhandlingerne

De to studier indikerede, at der var en sammenhæng mellem arbejde og sundhed. For Usher type 2 var der bl.a. flere personer uden arbejde, der følte sig deprimerede, havde mindreværd og mistet troen på sig selv end personer, som havde et arbejde. Der var dog andre områder, hvor de to grupper ikke var signifikant forskellige; bl.a. i oplevelsen af træthed eller hovedpine. I studiet med personer, der havde Usher type 1 havde Mattias særlig fokuseret på, at personer uden arbejde havde en højere grad af økonomiske problemer samt oplever meget mindre social tillid sammenlignet med personer med arbejde. Omvendt er der dog flere personer med arbejde i studiet, der oplever at føle sig krænket. Studierne indikerer, at tilknytning til arbejdsmarkedet generelt har en positiv betydning for personer med Usher syndroms sundhed. Når man arbejder statistisk med en lille gruppe af personer med Usher syndrom, så kan det være vanskeligt at opnå signifikante resultater, da det ofte kræver mange personer. Denne problematik møder Mattias også i sin forskning og anvender i de to andre studier kvalitative metoder. Det ene studie udforsker vha. fokusgruppeinterviews de livsstrategier, som personer med Usher type 2 benytter for at leve med deres sansetab, og det andet studie benytter individuelle interview til at udforske de levede erfaringer omkring arbejde for personer med Usher type 2. Begge studier fandt meget interessante temaer. Deltagerne i fokusgruppeinterviewene beskrev en overordnet strategi om ’at være ved roret’, der er en aktiv måde at kunne håndtere livet med Usher syndrom på. Deltagernes beskrivelser i de individuelle interview resulterede i følgende fire temaer; ’følelser af tilfredsstillelse’, ’en indsats, der kræver balance’, ’at møde begrænsninger’ og ’følelser af usikkerhed’. Længden af forsvaret på de tre timer afslørede, at der er meget, der kunne diskuteres i forbindelse med de fire studier, og for mit eget vedkommende rummer særligt Mattias’ kvalitative forskning og de projekter, som vi har været i gang om børn og unge med Usher syndrom, mange fællestræk på metodisk og på mere teoretisk niveau. Jeg vil opfordre alle med interesse for emnet selv at læse om afhandlingen på http://oru.diva-portal.org/smash/record.jsf?pid=diva2%3A1379141&dswid=-8107.

 

Dagen forinden havde vi haft et møde med ph.d. Moa Wahlqvist, der var vejleder for Mattias. Mødet var en mulighed for at diskutere vores eget projekt med de syv børn og unge med Usher syndrom, hvor fokus særligt var på hvordan, at man kunne formidle undersøgelsen mest effektivt. Moa kunne med baggrund i sin egen afhandling ’Health and People with Usher syndrome’ fortælle om, hvad hun havde gjort, og vi fik en fin diskussion omkring nordisk samarbejde og relationen mellem praksis og forskning i arbejdet med mennesker, der har Usher syndrom.

Selvom det har været to lange dage og transporttiden på de 6 timer har været lidt udmattende, så har de to dage budt på spændende perspektiver at tage med ind i den nuværende men også fremtidige undersøgelser. Man kan lære meget af samarbejde og vidensdeling, og de sidste to dage har været et meget godt eksempel på dette.

 


Blog

Hvis jeg kan, kan du også!

I starten af 2019 blev jeg spurgt om jeg ville være med til at være en del af en blog om døvblindhed og vidensdeling. Jeg skulle dele hvad jeg og mine kolleger, går og laver i hverdagen samt hvilke udfordringer vi evt. kan løbe ind i.
Vi, pædagoger, ligger inde med alt mulig tavs viden, tips og tricks til at håndtere forskellige udfordringer, hvordan vi arbejder med forskellige problematikker i vores hverdag og de små stjernestunder vi oplever i tæt samarbejde med mennesker.

På dybt vand

At skulle skrive noget som andre skal læse, giver en vis præstationsangst. Jeg har aldrig været særlig stærk bogligt, jeg er klart typen der har det bedst med manuelt arbejde, hvor jeg kan få lov at arbejde med mine hænder og være tæt sammen med beboerne.
Det var derfor også med forbehold at jeg sagde ja til at tage del i bloggen, men som udgangspunkt har jeg alligevel altid ja-hatten på når det kommer til nye projekter - det er jo fedt at blive udfordret og netværke med nye kollegaer. Jeg gik til det med den indstilling at jeg jo skal skrive det jeg kender til, det vil sige at de blogindlæg om særlige nye teknikker, metoder eller konferencer nok ikke ville komme fra mig. Det jeg kan bidrage med, er oplevelser fra min egen og mine kollegaers hverdag.
Jeg lavede lidt forarbejde i et møde med Lisbeth, som har startet blogger projektet. Hun hjalp med at forventningsafstemme hvad det er min rolle er og hvad hun tænker at jeg skal bidrage med - det gjorde at jeg kunne overskue at være med til at skrive til bloggen.

Det er slet ikke så svært

Inden jeg går i gang med at skrive et blogindlæg, sørger jeg for at tale med mine kollegaer om, hvad det er jeg har tænkt mig at dele og stiller dem spørgsmål, så jeg også kan få deres tavse viden, ideer og holdninger med i det jeg skriver. At skrive disse blogindlæg har gjort at jeg taler mere fagligt med mine kolleger, ikke kun i levegruppen Ilden, men også de andre levegruppper på Kloden.
Mads, der er med til at organisere bloggen, er teknisk snild og har lavet en skabelon til hvordan man skriver et blogindlæg - han har sagt mellem 300 – 600 ord, for at det bliver en letfordøjelig tekst, det er selvfølgelig okay at skrive mere hvis man har materiale til det.
Men dette har jeg holdt mig til. Det hjælper mig med at begrænse mig, lige så meget som det hjælper mig med at det bliver overkommeligt at skrive et blogindlæg. Jeg har indtil videre kun fået positiv feedback på mine små indlæg om de forskellige aktiviteter der sker på Kloden – det er altså dejligt at læserne vender tilbage med en lille kommentar eller et like på facebook.

Alle er velkomne!

Grunden til at jeg laver dette blogindlæg, er fordi jeg gerne vil opfordre vores læsere om også at vidensdele ting fra jeres hverdag.
Dovblindhed.dk er et fælles projekt, hvor alle kan være med til at læse og dele.
De små historier fra hverdagen kan blive til inspiration for andre, eller andre kan kommentere deres løsninger hvis dit blogindlæg handler om en problemstilling du arbejder med, på din arbejdsplads. Alle emner er velkomne - det handler jo om at vi får så meget viden frem i lyset som muligt, der er ikke et emne der er for småt eller for stort.
Det er inspirerende at læse hvad andre tumler med i deres hverdag og hvis det kan starte en snak eller en debat er det perfekt - om det er på bloggen, facebook eller på arbejdspladsen.

Hvis du gerne vil dele din hverdag med bloggen - et problem eller måske "bare" en dejlig stjernestund, kan du kontakte mig på facebook via facebookgruppen døvblindhed.dk eller send mig en mail på tanja.christiansen@rn.dk – så sørger jeg for at du kan blive gæsteblogger her på dovblindhed.dk!


Er du også til kommunikative relationer?

Om at se det store i det små - Kommunikative Relationer og videoanalyse hjælper dig på vej

Efter mange års ansættelse i amtslig/regionalt regi på specialområdet - og med knap 13 år på det døvblindespecifikke område som pædagogisk konsulent for børn og unge med medfødt døvblind, har jeg oplevet forskellige tendenser og forandringer på det specialpædagogiske felt. Uanset paradigme eller pædagogiske retninger og holdninger til mennesket og dets udvikling, har vi et medfødt behov for at kommunikere. At være er at kommunikere. Alle sociale relationer, al personlig udvikling og identitet, al læring, al interaktion med omgivelserne bygger på og forudsætter kommunikation.

Jeg hedder Pia Mosegaard og er pædagogisk konsulent ved Institut for Syn Hørelse og Døvblindhed i Aalborg. Som medlem af det nationale netværk Kommunikative Relationer har jeg set mange videoklip af samspil mellem en person med døvblindhed og nærperson. Jeg har set og oplevet, hvor betydningsfuld relationen er for det kommunikative samspil og vigtigheden af, hvilket perspektiv nærpersonen handler ud fra.

Kommunikation kan kurere

Kommunikation kan kurere er titlen på en artikel skrevet i 2009 af den norske specialpsykolog Anne Varran Nafstad fra Skådalen kompetansesenter i Oslo, Norge. I artiklen beskriver hun bla. nogle faktorer, der kan have betydning for udvikling af kommunikativ agens hos personer med døvblindhed. Det at være et menneske med oplevede kommunikative relationer – og det at man får en oplevelse af sig selv som en, der er værdig for/til den andens opmærksomhed, betyder yderligere udvikling af selvtillid og selvværd. ”Vigtigheden af at opleve, at jeg er en som er værdig at blive lyttet til”. Måske forstår du ikke mit budskab, men jeg føler, at du forsøger”. Følelsen af, at en anden vil mig, er ofte det der står tilbage som det mest betydningsfulde øjeblik.

For at det kan blive muligt, kræver det bl.a. en partner, der ser den anden - personen med døvblindhed – i et DU perspektiv som en ligeværdig partner, der ytrer sig med en rettethed og herefter forsøger at forstå personens ytring. Ses ytringen fra et JEG perspektiv overtages den døvblindes stemme og partner bliver et talerør. Ved at se på ytringen fra et DET perspektiv ses ytringen ud fra en observerende rolle fokuseret på observeret adfærd uden at se meningen bag - fx en selvdestruktiv handling – et uengageret emotionelt perspektiv med tendens til fastlåste betydninger med risiko for at vi ikke har øje for og møder den døvblinde persons kommunikative kompetencer. Som mennesker positionerer vi os, måden vi ser den anden på, og effekten af den position har betydning for både den kommunikative relation men også relationen som helhed. I praksis kan det ses som ”de to har noget helt særligt sammen, og det kan vi ikke……” Måske – men det ene udelukker ikke det andet…..

Workshop og videoanalyse

Hvis du er blevet inspireret eller nysgerrig på egen praksis, handlemuligheder og udvikling af kommunikative relationer, er det muligt at deltage i en workshop, hvor vi sammen analyserer dit videoklip, – måske valgt i forhold til at se på DU perspektivet i samspillet - eller det du er optaget af.

Analysedagen henvender sig til fagpersonale, som har afsluttet NGU og som derfor er fortrolige med at anvende videoanalyse som pædagogisk redskab, samt at håndtere og omsætte ny viden i praksis. Du skal selvfølgelig vælge et videoklip af et samspil med dig selv og en person med kombineret sansetab på syn og hørelse.

Klik på linket for at læse mere om workshoppen og tilmelde dig: Link til videoworkshop

Netværksdeltagere i Kommunikative relationer:

  • CDH: Pædagog Pia Haugaard pia.haugaard@rn.dk og Pædagog Sanne Brink sabr@rn.dk
  • Geelsgårdskolen: Pædagog Ina Hansen ina.hansen.01@regionh.dk
  • CFD: Pædagog Christa Østergaard Kaastrup COEK@cfd.dk
  • ISHD: Pædagogisk konsulent Bente Knudsen bekn@rn.dk Pædagogisk konsulent Karina Højbjerre Seiler k.seiler@rn.dk  (pause 2020) og Pædagogisk konsulent Pia Mosegaard pia.mosegaard@rn.dk

Læs mere

Artiklen ”Kommunikation kan kurere” Anne Varran Nafstad kan downloades her.

Man kan købe bogen bag teorien om kommunikative relationer af Anne Varran Nafstad og Inger Bøgh Rødbroe hos Materialecentret.

 


Amsterdam cykler

I det tågede Amsterdam......

Døvblindhed - en unik funktionsnedsættelse

I det “tågede” Amsterdam mødes jeg med det internationale forbund for Døvblinde og Sense International. Har det noget at gøre med den almindelige hverdag sammen med den enkelte borger med døvblindhed? Ja vil jeg påstå. For det er i det internationale arbejde, at der kæmpes for at døvblindhed er en unik funktionsnedsættelse og derved kræver unik service/ indsats. Hvis der ikke hele tiden fokuseres på det specielle og unikke ved døvblindheden, så forsvinder viden, samarbejde og politisk velvilje til at støtte ekstra for mennesker med kombinationen af nedsættelse på de to fjernsanser som alt er bygget op omkring. Mennesket med døvblindhed er unikt - det er også beskrevet klart i vores nordiske definition af døvblindhed. Det må dog ikke betyde, at vi ikke bringer døvblindheden frem som en vigtig definition. Viden om døvblindhed er udviklet ved fælles fokus på den unikke funktionsnedsættelse, der er speciel fordi begge fjernsanser er begrænset.

Et fælles fokus på døvblindheden

Når samfund, kommunikation, relation, information er tilrettelagt efter syn og hørelse, er nedsættelse på begge de sanser en begrænsning for det enkelte menneske med den sansenedsættelse. At forstå hvad det betyder er at forstå døvblindhed og det er vigtigt for det unikke menneske med døvblindhed. Det gælder altså om at blive ved med at have et fælles fokus på døvblindheden, så omverdenen kan tilrettelægges så døvblindheden begrænser det enkelte menneske mindst muligt. Derfor er det netop udbredelse af forståelsen af døvblindhed som en unik funktionsnedsættelse, der igen er på den internationale dagsorden. Det vil vi i Forbundet Deafblind International arbejde videre med sammen med de andre internationale forbund og organisationer. I Danmark er der også et kontinuerligt arbejde med at sætte fokus på den specielle funktionsnedsættelse, for man kan ikke forvente at samfundet ved særlig meget om netop døvblindhed, der har så lille en population. Det er op til os, der arbejder i feltet at være vidensbærere, vidensudviklere og advokater. I nutidig tale skal vi måske kalde os influencere.


Wellnessbillede

Søndagshygge

Wellnessoplevelse

På en almindelig hverdag skal beboerne i Ilden tidligt op og afsted i dagtilbud, men i weekenderne er der tid og mulighed for at skrue ned for tempoet. Her kan beboerne, lige som så mange andre, godt lide at sove længe og tage den helt med ro.
Det er også her vi har mulighed for at lave nogle andre aktiviteter end vi har tid til i hverdagen.
Mine to faste weekendpartnere, Bente og Jeanette, har i aftenvagten lørdag aftalt at vi skal samle beboerne i stuen og lave en dejlig afslappende wellnessoplevelse, søndag formiddag – det var jeg selvfølgelig med på!

Forberedelserne til sådan en omgang wellness hygge kan være lidt omfattende.
Wellness er mange ting, f.eks. fodbad, massage, klang massage, håndmassage, rolig musik og ikke mindst tid, nærvær og tæt kontakt.
På en almindelig weekendvagt er vi tre pædagoger til seks beboere og der er mange praktiske opgaver der skal håndteres i form af blandt andet personlig hygiejne, måltider og vasketøj. Det kan derfor være en prøvelse at samle beboerne på samme tid i en længere periode, men det kan lykkedes hvis man virkelig giver det et forsøg.
Vi havde aftalt at wellness hyggen startede en times tid inden frokosten, det gav et par timer til alt det praktiske og til at sove længe inden også.

Keep it simple, but good

På sådan en almindelig søndag formiddag, med begrænset tid men overskud til aktiviteter, er det vigtigt at sørge for at vi ikke gaber over for meget. Aktiviteten skal være simpel, uden for meget opstilling og oprydning. Der blev tændt for duftlyst, roligt wellnessmusik spillede over anlægget, lyset blev dæmpet i stuen, beboernes forskellige cremer og olier blev fundet frem og så var der gang i wellness/hygge.
Jeanette, Bente og jeg hjalp beboerne med at sidde i stuen så det gav mening for dem, nogle kan godt lide at slappe af til musikken, enten siddende i kørestolen eller ligge med kugledyne over sig og nogle fik massage på fødderne eller hænderne med duftende cremer eller olier, der var dog en enkelt der ikke havde lyst til at deltage, han var inde i stuen og se løjerne, men kørte lidt senere ind til sig selv igen.
Jeanette der har været på klangmassagekursus fandt sine skåle frem og gav også beboerne klangmassage hvilket er et stort hit er i afdelingen.
Der blev skruet op for sansestimulerende aktiviteter og vi kunne hurtigt se effekten. Beboerne blev afslappede, rolige og smilende hvilket også smittede af på os mens vi sad og masserede beboerne.

I forhold til tid, så var en times tid inden frokost et ret godt tidspunkt – for os, den her gang. Næste gang kan det være at det først kan blive efter frokost eller lige efter morgenmad, det kommer alt sammen an på dagen og beboerne.

Vi blev dog hurtigt enige om at sørge for at lave wellness hygge oftere, vi snakkede endda om, at til sommer kan vi trække aktiviteten udenfor en dag, hvor solen skinner og der er dejlig varmt på terrassen.

 


Julepakker

Jul i Ilden

Julen nærmer sig

December er en travl måned, og det er den også i Ilden, faktisk er der travlt allerede fra slutningen af november. Der kommer mange forskellige tilbud om oplevelser i julemåneden. Kloden er kun 6 år gammel, pædagogerne er en blanding af pædagogerne fra gamle afdelinger og nyansatte pædagoger. I Ilden er vi derfor stadig ved at fastlægge hvilke traditioner vi gerne vil holde fast i og afprøver også nye eller tilpasser de traditioner der allerede ligger fast.

Nogle af de aktiviteter beboerne i Ilden er inviteret til/har arrangeret:

  • Allehelgen
  • Sansegudstjeneste
  • Julefrokost
  • Juletur
  • Store bagedag
  • Julegudstjeneste

Udfordringer

I Ilden stræber vi som regel på at alle beboerne kommer ud og oplever så meget som muligt.
Men vi er udfordrede på at der er fem kørestolsbrugere i Ilden og som regel kun tre pædagoger på arbejde, derfor kræver det at vi får hjælp af lidt ekstra hænder når vi skal ud og af huset.
Vi inddrager gerne vores leder til at hjælpe med at skubbe en kørestol eller køre bussen for os og måske kan vi spørge om hjælp fra de andre afdelinger til også at skubbe en kørestol. Vi er også så heldige at vores leder gerne lader os kalde ekstra vikarer ind til særlige begivenheder.

Julen – Sansernes fest

For at understrege at vi er kommet til en særlig tid på året, er det vigtigt med traditioner. Det er de klassiske traditioner som jule bag, lyskæder og lyskilder i alle mulige former, juletræ og julekalendere (gerne dem med chokoladesmag).
Der bliver skruet helt op for sanseindtrykkene i december måned.
Nogle af de særlige traditioner vi har i Ilden er f.eks. den dag hvor Janne tager sin frituregryde med og der bliver kogt klejner til den store guldmedalje.
Kloden holder også store bagedag med julesmåkager, duften breder sig i levegrupperne, der bliver smagt og mærket på dejen og til sidst smages der på de lækre småkager.
Her i Ilden er vi især glade for småkager med tranebær og lakrids – opskriften er længere nede i teksten!
Beboerne i Ilden tager også til forskellige julearrangementer: julefrokost, juletur og julegudstjeneste.

I år har Aalborg ZOO hængt julelys op rundt i parken og julelys er et stort hit i Ilden, og der blev derfor lagt ekstra energi i en juletur for alle beboerne. Efter der var set på julelysene og mærket den kolde vind i kinderne, var de på restaurant i ZOO. Jeg har fået fortalt at beboerne nød turen på restaurant. Det kan ellers godt være lidt spændende hvordan de reagerer på at sidde i et rum med flere mennesker, hvor der kan være larm og lidt uro. Men det var en vellykket tur med glade beboere – det kunne godt gå hen og blive en ny fast tradition.

Snart kommer juleaften – jeg skal holde jul i Ilden sammen med gode kolleger og de fem skønne beboere der holder jul i Ilden, jeg er sikker på at det også bliver en dejlig aften, med alt hvad der tilhører!

God jul og godt nytår fra alle os på Kloden i Aalborg!

Opskrift på lakrids-tranebærsmåkager

Fra bogen ”Grigo’s hjemmebag” af Markus Grigo, ca. 35 småkager

½tsk bagepulver
60g soltørrede tranebær
1 æg
180g koldt smør, skåret i tern
30g lakridspulver
250g hvedemel
225g fint rørsukker

Sigt mel og bagepulver sammen i en skål, tilsæt lakridspulver, soltørrede tranebær og smør. Findel smørret ud i blandingen med fingrene, indtil smørret ikke kan mærkes mere.
Tilsæt rørsukker og æg, saml dejen hurtigt og forsigtigt med hænderne – du må endelig ikke ælte dejen.
Del dejen i 2 og tril hver til en pølse med en diameter på størrelse med en 20 krone.
Pak dejrullerne i bagepapir og stil dem i køleskab eller i fryseren, til de er hårde – eller i hvert fald kolde.
Skær dejrullerne i 1cm tykke skiver og form dem evt. lidt mere runde, inden de sættes på bageplader med bagepapir. Sæt dem med lidt afstand til hinanden, de flyder lidt ud.
Bag dem ved 180grader varmluft i 8-10 minutter. Tag dem ud og lad dem køle lidt af på bagepladen, inden de flyttes over på bagerist, hvor de afkøles helt. Når de er helt afkølet, opbevares de i en beholder med tætsluttende låg.

 

Velbekomme!


Skelethoved med blomster

Halloween på Botilbuddet Kloden

Halloween på Kloden

Efteråret og vinteren er en tid hvor der er mange traditioner på Kloden og i det hele taget på hele CDH. Det er derfor oplagt for mig at skrive om her på bloggen.
Mine små hverdags blog-indlæg håber jeg er med til at inspirere, men jeg vil også gerne belyse nogle af de udfordringer vi oplever i hverdagen og hvordan vi vælger at takle udfordringerne.
I forberedelse til et blogindlæg som dette, er jeg rundt og snakke med mine kollegaer, ikke kun i Ilden men også i de andre levegrupper, for at høre hvordan de oplever og takler aktiviteter på Kloden. Det er spændende at høre de forskellige levegruppers overvejelser og fremgangsmetoder.
Jeg vælger at holde fokusset på Ilden igennem oplægget, da det er her jeg selv har base.

Bagedysten

I weekenden inden d. 31. oktober, bliver der på Kloden holdt Halloween kagedyst, de fire levegrupper på Kloden: Jord, Vand, Luft og Ild laver hver især en kage med halloween tema. Beboere og pædagoger samles omkring de fire kager i fællesstuen, der bliver smagt på alle kagerne og det er beboerne der bedømmer hvilken kage der skal vinde vandrepokalen for den bedste halloween kage.

Ilden bager

Beboerne er med igennem processen om at få lavet kagen der skal repræsentere deres levegruppe.
I Ilden er beboerne med til at handle ind, bage og pynte kagen.
At bage med en beboer med døvblindhed og som også sidder i kørestol pga. f.eks. cerebral parese kan være en udfordring. Her I Ilden fokuserer vi på at stimulere sanserne i de aktiviteter der sker.
Ingredienserne kan man smage på, dufte til og mærke mellem fingrene og på tungen.
Skålen kan placeres i beboerens skød mens man bruger el-piskeris, så det hele vibrerer og larmer.
Pynten kan man også smage på, så skal man bare sørge for at lave og købe lidt ekstra J
Selvfølgelig skal der også smages på det færdige produkt når tiden er.

Praktiske udfordringer

Halloween bagedysten er ny på Kloden, den er kun tre år gammel, så detaljerne omkring det praktiske er vi stadig ved at finde ud af. I Ilden kom bagedysten på et punkt til personalemødet. Her kunne vi snakke om hvad der gik godt, hvad der gik knap så godt og hvad vi gerne vil have der skal ændres til næste år. Når der bliver besluttet noget, oplever jeg, at vi får snakket med de andre levegrupper også, således at alle er med på hvordan det hele kan arrangeres bedre til næste år.

Stemmerne bliver talt

Det er beboerne der stemmer om vinderkagen. Alle kagerne bliver set, smagt og snakket om. Beboerne får derefter et flag de skal sætte i den kage de synes der fortjener vandrepokalen til næste år. Hvis det er helt umuligt at vælge kan man godt få to flag og vælge to kager. Den eneste regel er at man ikke må stemme på sin egen levegruppes kage.
Ildens beboere kan ikke med ord eller tegnsprog udtrykke hvilken kage de synes der vinder – her er til op til beboerens partner at tolke på ansigtsudtryk, kropslige udtryk og beboerens lyde, for at se hvilken kage der er størst reaktion på. Det kan være ekstra høje smask, at der bliver rakt ud efter mere kage, smil, grin og lignende.

Vinderen af årets bagedyst

I år blev vinderen Ilden. Vi stillede op med en lagkage, med hjemmelavede lagkagebunde, vanillecreme, hindbærcoulis, lyserød flødeskum og hjemmelavede marengs spøgelser på toppen.

Trofæet er hjemmelavet, et plastik skelet med trofæ på hovedet og et i et armene spraymalet i guld.
Næste år bliver der igen dystet om trofæet med nye spændende uhyggelige kager.

Er Halloween blevet en del af traditionerne på jeres arbejdsplads endnu og i så fald hvordan gør I?


Pandekager på bål

Meningsfulde aktiviteter - taktil sammenhæng

Man skal godt nok have spist mange pandekager, før det giver mening at stå ved et bål med en pind i hånden

Citatet kom i forbindelse med en praktisk øvelse på Basisuddannelsen for et par år siden. Dagens tema var Meningsfulde aktiviteter og sammen med vores udelivsundervisere, havde vi arrangeret en række forskellige aktiviteter på udelivspladsen. En af aktiviteterne gik ud på at bage pandekager over bål. Deltagerne gik sammen 1:1, hvoraf den ene blev gjort døvblind, den anden skulle være kommunikationspartner. Sammen skulle de gennemføre en aktivitet og undersøge, hvad der skulle til, for at aktiviteten kunne blive tilgængelig og meningsfuld for begge parter.

Herunder skulle den seende og hørende kommunikationspartner forholde sig til, hvordan de ville forberede og kommunikere om aktiviteten, så den blev sansemæssig tilgængelig for den døvblindgjorte partner.

Da vi samlede os igen i undervisningslokalet og evaluerede de forskellige aktiviteter, sagde én af de døvblindgjorte deltagere: Man skal godt nok have spist mange pandekager, før det giver mening at stå ved et bål med en pind i hånden.

Sammen undersøgte vi, hvad der var på spil i forbindelse med oplevelsen og fik øje på, at vores (altså den seende og hørende partners) syn snyder os igen og igen, når vi arrangerer forskellige aktiviteter – også selvom vi gør os umage med at forberede, involverer og kommunikere om det, som sker.

Vi fik øje på, at der ingen taktil sammenhæng er mellem flydende pandekagedej og en færdig pandekage. Det er ikke muligt at mærke sig til sammenhængen, fordi man så brænder sine fingre i bålet. Vores syn danner the missing link mellem pandekagedejen og den færdige pandekage – vi ser, at panden kommer ind i ilden og hvordan den flydende pandekagedej samler sig, tykner og bliver bagt til en sammenhængende masse, en pandekage. Den proces får man ikke med sig, hvis man ikke kan se den. En lille eller svag synsrest vil være en stor hjælp, men vil det nok til at skabe en oplevelse af sammenhæng?

Hvis man ingen pandekage får, hvad går aktiviteten så ud på?

En anden deltager fortalte, at hun ingen pandekage fik, fordi den de bagte på gik i stykker og faldt ind i bålet. For hende gav aktiviteten slet ingen mening. Hun havde lavet noget klister (dej), som kom på en pande og så stod hun ved et bål med en pind i hånden… hmm! Igennem hendes oplevelse blev det tydeligt, hvor fragmenteret oplevelser er, når synet ikke er med, uanset hvor stor umage vi gør os for at fortælle om, hvad der sker. Vores læring blev, at for personen med døvblindhed er produktet vigtigt. Vi taler tit om, at processen er vigtig – men her opdagede vi, at produktet er utrolig vigtigt ift. at kunne forstå en sammenhæng. Hvis man ingen pandekage får, hvad går aktiviteten så ud på?

Citatet Man skal godt nok have spist mange pandekager, før det giver mening at stå ved et bål med en pind i hånden fortæller os noget om, at erfaringen med at spise pandekager er vigtig for at kunne skabe en sammenhæng i aktiviteten med at bage pandekager. Citatet fortæller os, at vi af og til må starte en ny aktivitet med slutningen. Metoden er kendt som baglæns kædning (Medfødt døvblindhed (2016), s. 81). Man deler en aktivitet op i mindre delaktiviteter og kæder dem sammen bagfra – man starter med slutningen. At starte med slutningen betyder, at man må forberede sine aktiviteter virkelig godt og ikke overlade noget til tilfældigheder. Man må hele tiden spørger sig selv, hvordan bliver aktiviteten sansemæssig tilgængelig for den anden? Hvad skal der til, og hvad skal vi gøre først?

Vores syn snyder os igen og igen – det skaber lynhurtigt sammenhænge for os, som vi slet ikke har øje for, førend nogen fortæller os, at der ikke er en sammenhæng taktilt.

Hvordan kommer vi omkring det i en travl hverdag? Hvilke erfaringer og oplevelser har I? Hvordan gør I i praksis?


Vidensdeling sammen

Vi vidensdeler hverdagspraksis om døvblindhed!

I december 2017 startede mit nye lederjob for specialrådgiverne for døvblinde. En af de første snakke jeg havde var med Lisbeth Clausen. Hun var i gang med et projekt om at forske i egen praksis på vores center. Her var hun opslugt af hvordan man kunne dele praksisviden med hinanden på tværs i landet. Et engagement, der smittede enormt og som vi sammen besluttede at gøre mere ved. Det blev til dette fantastiske koncept.

Velkommen til døvblindhed.dk.

I mit virke i døvblindeområdet i 25 år på både dansk, nordisk og internationalt plan, har det altid stået klart, at det er nødvendigt at hjælpe hinanden på tværs med at blive klogere på arbejdet med mennesker med medfødt døvblindhed. Det er jo en utrolig lille del af befolkningen, der har døvblindhed og derfor er det sjældent og ret uforståeligt for andre, der ikke kender til mennesker med døvblindhed. Før i tiden – brugte praktikere hinanden på tværs af landegrænser. Man kom i praktik hos hinanden og lærte af hinanden. Viden om døvblindhed opstod i praksis og opstår stadig i praksis. Det er dog kommet længere væk, det med at dele med hinanden på tværs af tilbud og landegrænser. Men det kan teknologien heldigvis hjælpe os med i dag. Lad os udnytte de nye medier, hvor man kan mødes i det virtuelle rum og sparre med hinanden, give hinanden ideer og støtte hinanden i de svære udfordringer.

Døvblindhed er én funktionsnedsættelse

At døvblindhed er én funktionsnedsættelse er svært at forstå for mange. Det er vel en synsnedsættelse og en hørenedsættelse? Nej, det kan desværre ikke bare beskrives sådan, for når det er sansenedsættelser på begge vores 2 eneste fjernsanser, så bliver det en kombineret sansenedsættelse, der giver sig udslag i at være en helt særlig og unik funktionsnedsættelse. En funktionsnedsættelse, der viser sig som medfødt hos 0,022% af befolkningen!! Samtidig viser denne døvblindhed sig hos en meget forskellig gruppe af mennesker – der findes pt. over 40 forskellige diagnoser og mange ukendte baggrunde for døvblindheden og derfor er de pædagogiske tiltag jo også nødt til at være meget forskellige. Hvad er det så vi kan hjælpe hinanden med – når det hele er så forskelligt? Det er forståelsen af hvad døvblindheden kan give af begrænsninger i forståelse af hinanden i relationen, i forståelsen af en helt anderledes måde at opfatte verden på, en helt anderledes måde at udtrykke sig på gennem berøringer og bevægelse. Ofte skal vi ved hjælp af viden om det dobbelte sansetab tolke en adfærd, der for andre tolkes som autistiske træk, OCD, lav kognitivt niveau, m.m. Vi skal forsøge at forstå hvordan berøringer og bevægelser kan være kompetente sproglige udtryk for noget, der er sanset i verden. Vi skal forsøge at tilpasse vores tilgang til den enkelte med kommunikative, informative og interaktive metoder, der ofte skal udføres på meget anderledes måder end via de automatiske visuelle og auditive kanaler.

Alle mennesker har behov for at kommunikere – også når talesproget ikke kan fungere som kommunikationskanal. At være er at kommunikere. Alle sociale relationer, al personlig udvikling og identitet, al læring, al interaktion med omgivelserne bygger på og forudsætter kommunikation. (Socialministeriet 2013: 5)

Teknologien og det historiske faglige arbejde på tværs, kan nu sammensmeltes og opkvalificere arbejdet i praksis med mennesker med medfødt døvblindhed i dette nye koncept med ”Vidensdeling af hverdagspraksis”. Det bliver en sikker succes på mange fronter, hvis i derude vil være med til at bidrage med alle hverdagens små refleksioner og ideer. Det er en blanding af alle de små hverdagsudfordringer og den dybe specialisering af netop viden om døvblindhed, som vi kan hjælpe hinanden med. Derfor er alle oplevelser, undringer, ideer, m.m. som i hver især har hver dag, vigtige for alle jeres kollegaer rundt omkring i landet. Så vær gode ved hinanden og del, del, del.