Anbefaling af bog - af Rasmus Hougaard Pedersen

En anbefaling om at læse en lille bog om den døvblinde pige Kaja

Da jeg for lidt over en måned siden i en mail fik anbefalet en bog af en af mine norske kollegaer med ordene; ”Man leser den på en time men glemmer den aldri”, så var jeg selvsagt nødt til at bestille en kopi af bogen ’Med verden i hendene’ af Liv Holmen. Da jeg nu en måned senere fik mulighed for at læse bogen, så kan jeg kun nikke genkendende til denne udtalelse og giver nu en lille boganbefaling med videre til jer. ’Med verden i hendene’ er en specialpædagogs beretning om nogle af hendes oplevelser med den døvblinde pige, Kaja, og det er en bog, der ikke synes af meget – men det er i den grad både en fængslende, rørende og alligevel håbefuld fortælling, som efterlader et stort indtryk.

Kaja, der blev født med trisomi 13, som kan give en række misdannelser i organerne, og Kaja havde stærke epileptiske anfald hele sit liv. På trods af at livet på den måde kan synes brutal, så får Liv Holmen beskrevet hvordan, at Kajas kærlighed til mennesker omkring hende og vilje til at leve, lyste op, og påvirkede de personer, der var tættest på hende. Liv fortæller om denne rejse og ekspedition ind i en ukendt verden; Kajas verden. Her er det Kaja, der er vejviser, og Liv og Kaja får tillidsfuldt bygget et stærkt bånd op. Som læser følger man med på rejsen gennem forfatterens førstehåndsperspektiv, og er både med i de mest lyse glædestunder og de mest smertelige tider, hvor Liv får formidlet sine egne følelser; både de glade og de bekymrede, videre til læseren, så man selv begynder at smile, eller man måske får en lille knude i maven. Jeg tror, at man skal være gjort af et meget særligt stof, hvis man ikke finder fortællingen bevægende. Det, der også gør beskrivelserne bevægende og tænkevækkende, er de digte, som på hver tredje side sætter rammen for stemningen. Det er en stærk fortællerstil, som leder tankerne hen på digtsamlingen ’Da min yngste søn blev født’ af Line Staahlnacke om at være mor til et barn med CHARGE syndrom.

Det er svært at forestille sig hvem ’Med verden i hendene’ ikke kunne henvende sig til, og hvem der ikke vil kunne lære noget helt grundlæggende både om at være menneske, men også at kunne forstå livet for døvblinde personer og mennesker med udfordringer. Bogen giver samtidig en forståelse for arbejdet med døvblinde og hvordan man forstår den døvblindes verden gennem de udspil og udtryk, som den døvblinde anvender. Det giver perspektiver på hvordan man bygger en relation op, så verden, der kan synes uforudsigelig og til tider brutal, kan blive mere tryg og forudsigelig. Selvom min hverdag som udviklingsmedarbejder i Specialrådgivningen for Døvblinde indeholder meget læsning af til tider meget akademiske tekster, så (og måske også derfor) er det utroligt lærerigt at få et indblik i denne poetiske og meget menneskelige fortælling, og det er med til at sætte en tyk streg under hvorfor, at arbejdet med personer med døvblindhed er så utrolig vigtigt.

Kaja blev 21 år gammel. Den norske psykolog Magne Raundalen beskriver i forordet: ”For meg repræsenterer denne boken i sum alt jeg har strukket meg mot og ønsket at stå for i mitt eget liv som barnepsykolog. Liv Holmen har gitt oss en stor gave i denne rapporten fra humanismens utpost. I bioteknologiens tidsalder trenger vi slike mer enn noen gang.”

Tak for læsningen.

Med verden i hendene’ af Liv Holmen. Lyrikkforlaget. 2020.


Fagligt Fokus 2020 i Døvblindehuset i Nærum

Fagligt Fokus 2020

– om faglig ledelse, partnerkompetence og faglig forståelse,

som platform for transfer af viden og lokal meningsforståelse

af: Mona Pagnozzi, teamleder i Døvblindehusets dagtilbud og Lone Plougmann, teamleder på Døvblindehusets døgntilbud.

 

Døvblindehuset i Nærum er en social virksomhed under CFD, der overordnet baserer sine sociale tilbud på kernekompetencerne ”kommunikation og socialpædagogisk viden om personer, der er døve, døvblinde eller som har et betydeligt høretab”. Organisatorisk består Døvblindehuset af et dagtilbud, et botilbud med to afdelinger og et solisttilbud for i alt 11 borgere. Der er ca. 40 faste medarbejdere, to teamledere og en virksomhedsleder.

Fagligt Fokus 2020, opstod som idé under et lederuddannelsesforløb, hvor visionen blev at højne fagligheden og arbejdsglæden i Døvblindehuset, direkte koblet op på kerneydelsen.

Borgerne i Døvblindehuset i Nærum er alle døve eller svært hørehæmmede og blinde eller svært synshæmmede. At være døvblind betyder konkret at nedsættelsen af de to fjernsanser, syn og hørelse, er så alvorlig, at sanserne ikke kan supplere eller kompensere hinanden. Borgerne i Døvblindehuset er afhængige af et tegnsprogsmiljø, men også af supplerende kommunikationsformer fx i form af taktilt og haptisk tegnsprog, billedkommunikation og lignende. De har i tillæg til deres sansenedsættelse desuden nedsat fysisk/psykisk funktionsniveau og psykiatriske- og autismespektrumsforstyrrelser. Dette stiller høje krav til medarbejdernes partnerkompetencer og faglige forståelse inden for det specifikke specialiserede område, hvor metoderne der anvendes, skal sikre, at den enkelte oplever sig selv som et værdigt menneske med et kommunikerende jeg.

Som teamledere i Døvblindehuset er vi medarbejdernes nærmeste leder i praksis, og dem der i sidste ende er ansvarlige for at politiske og strategiske mål og intentioner oversættes og omsættes til faglige løsninger i hverdagen. Med Døvblindehusets speciale og en interesse for udvikling af egen praksis var det derfor oplagt at udfordre os selv i de faglige ledelsesopgaver, vi står med i hverdagen. Vores praksis er organiseret, så teamlederne præsterer arbejde som socialpædagoger i teamene 1-2 gange om ugen, for at udnytte de muligheder, der ligger i at være tæt på kerneopgaven og de mennesker fagligheden er rettet mod, nemlig borgerne.  Og kerneopgaven er netop hvad Fagligt Fokus 2020 handler om.

 

At arbejde med mennesker med et dobbelt sansetab, stiller høje krav til den faglige forståelse og indsats, da det er et speciale der rækker ud over den almindelige pædagogiske forståelsesramme, hvor viden om alternativ kommunikation er essentiel. Borgerne i Døvblindehuset er i høj grad afhængige af partnerens evne til at præsentere omgivelserne gennem sanselige og taktile udtryk, for at opnå tilgang til og viden om omverdenen. Dette fordrer tæt fysisk kontakt mellem borger og partner for at opnå samklang i relationen, hvilket stiller krav til partnerens kompetencer inden for nærvær, indlevelse og oversættelse. For nogle er det en helt ny måde at arbejde på, hvor grænsen mellem partneren og borgeren bliver flydende, fordi samspillet kræver fysisk tæthed og fælles sanseoplevelser.

 

Når vi ønsker at udvikle fagligheden, er det for at sikre, at medarbejderne hele tiden har den rette specialviden om de helt særlige døvblindespecifikke strategier, der er basis for kerneydelsen og som er baggrunden for at vi i Døvblindehuset prioriterer at medarbejderne klædes på til opgaven gennem obligatorisk tegnsprogsundervisning, basisuddannelse i døvblindhed og NGU, som er en nordisk grunduddannelse og overbygning på basisuddannelsen på diplomniveau.

 

En af udfordringerne for os som teamledere i forhold til Fagligt Fokus 2020 er, hvordan vi som faglige ledere i samarbejde med medarbejderne kan sikre transfer af den konkrete læring medarbejderne opnår på efteruddannelsen, hvor målet er, at det skal være synligt for enhver, der træder ind i Døvblindehuset, at her er de døvblindepædagogiske strategier i fokus.
Vores udgangspunkt er, at forandring ikke alene er et resultat af en planlagt rationel proces, og at der ikke er noget lineært forhold mellem planlægning og forandring, da forandring sker som resultat af, at mange mennesker interagerer med hinanden lokalt. Så når vi ønsker fokus på faglig udvikling, må vores ledelsesperspektiv være at fokusere på den lokale meningsskabelse der finder sted i Døvblindehuset, på teammøder og i hverdagen. Det er i de mange samtaler, at den organisatoriske identitet og virkelighed dagligt bliver skabt og genskabt. Den faglige ledelse skal skabe rammer for samtaler, der ellers ikke ville finde sted, med udgangspunkt i de temaer der er vigtige for Døvblindehuset og kerneopgaven.

Når vi snakker faglig ledelse, gør den stigende kompleksitet noget ved medarbejdernes behov for ledelse, hvilket vi også har erfaret gennem interviews af medarbejderne. Medarbejdernes faglighed er altafgørende for kvaliteten i opgaveløsningen, hvilket sætter ledelsen af medarbejdernes faglighed i centrum, ud fra erkendelsen om, at organisationer udvikler sig gennem medarbejdernes handlinger og fortolkninger. Så med Fagligt Fokus 2020, vil vi gerne arbejde ud fra den præmis, at faglig ledelse kræver tilstedeværende ledelse, da det ikke er muligt at stå udenfor og lede ind i noget, når vi gerne vil skabe rum for og have øre for samtalerne i Døvblindehuset.
Endvidere er det ikke nok at medarbejderne er motiverede – for det er de! men rammerne for faglig udvikling må også være til stede - og det skal være trygt at navigere i organisationens kompleksitet. Vi er også nødt til at have øje for forskellighederne, at hver enkelt medarbejder har brug for at blive mødt, der hvor de nu er, hvis vi ønsker fokus på meningsskabelse, frem for meningsforstyrrelse. Vi tror på at vide muligheder for efteruddannelse samtidig med at den enkelte føler sig som en aktiv del af et fagligt udviklende fællesskab, er en forudsætning for et godt arbejdsmiljø, som implicit er en forudsætning for at sikre borgerne høj livskvalitet.

 

Og så var der lige det der med at 2020 bliver til 2021 på grund af pandemien, men vi er klar til en frisk start og har lagt rammerne for 2021, hvor startskuddet går med udarbejdelse af Døvblindehusets Mission, Vision og Værdier, fælles fagkurser, sikring af lokal sammenhængskraft gennem netværk, fælles teammøder, udvikling af metoder til vidensdeling og sparring for at sikre et stærkt arbejdsfællesskab i hele Døvblindehuset.


Fortolkningens kunst - når et grin ikke bare er et grin

Hej :-)

Mit navn er Pernille Bruun Madsen, jeg er ansat som pædagogisk medhjælper på en specialskole. Jeg vil i det følgende beskrive nogen af de tanker jeg har gjort, og stadig gør mig, som ny i samspillet med de elever vi har.

I mit daglige arbejde på Geelsgårdskolen i Virum fortolker jeg dagligt de tegn, udtryk, lyde, kropsholdning og mimik som mine elever giver mig. Når den verbale kommunikation ikke er den primære kommunikationsmulighed, er det tegn, udtryk, lyde, kropsholdning og mimik, der kommer til at få betydning og spille en rolle, når jeg kommunikerer med og til eleven. Men det er jo oftest sådan med fortolkning, at det er individuelt, hvordan vi hver især fortolker det vi oplever. Min kollega kan meget nemt fortolke et tegn fra en elev anderledes end jeg gør det. Og her opstår behovet for kommunikation af de fortolkninger, vi hver især laver. Og det er ikke kun fortolkninger af elevernes udspil, men også fortolkninger af mine kollegaers udspil som jeg dagligt er opmærksom på.

Det er ikke mere end tre måneder siden, at jeg startede på Geelsgårdskolen. Jeg står derfor over for at være ny og at skulle lære eleverne at kende. Det spiller også ind i min fortolkning. I mit tilfælde er det derfor endnu mere afgørende, at jeg kommunikerer det jeg ser og fortolker, både til eleverne og til de af mine kollegaer, der kender den enkelte elev jeg er sammen med.

Jo mere jeg lærer eleverne at kende, jo mere jeg kommunikerer om det jeg ser og tolker til mine kollegaer, jo mere nærmer vores individuelle fortolkninger hinanden og det tegn, der før blev tolket forskelligt, bliver nu tolket ens. Men dette kan ikke lade sig gøre uden en vedvarende kommunikation omkring, hvad jeg ser og tænker – også selvom jeg måske ikke er i tvivl om, hvad jeg ser og hvad eleven forsøger at kommunikere. For selvom der i nogle tilfælde ikke er tvivl om, at eleven er frustreret, kan det være svært måske at vurdere, hvorfor eleven er frustreret eller hvilken form for frustration det er. Derudover hvilke handlinger og tiltag det så kræver fra min side af. Vi kan kalde det fortolkningens kunst – og fortolkningens kunst består også af nuancer.

Når det verbale sprog ikke er den primære kommunikationskilde, kræver det en anden og en ekstra opmærksomhed på de andre kommunikationsmuligheder som eleven har. Når man samtidig også er sammen med elever, der ikke bruger udtryk på samme måde, som man selv gør, kræver det i endnu højere grad noget af mig. For nogen gange er et grin ikke bare et grin. Nogle gange er et grin noget eleven bruger til at selvregulere, eller egentlig fortælle, at noget ikke er som det skal være. Måske kommer ubehag hos en elev til udtryk som et grin. Og nogle gange er et grin et udtryk for, at eleven er veltilpas og rent faktisk synes at det vi laver er fedt.

En konkret måde vi på min afdeling arbejder med at samstemme fortolkninger af kommunikative udspil fra eleverne, er gennem det vi kalder kommunikationspas. Det er små hæfter, der for det meste hænger på elevens kørestol eller er i elevens klasse. I kommunikationspasset, der er individuelt for hver elev, står der beskrivelser af tegn, lyde, mimik mm. der kan hjælpe en ny som mig, med at skabe et grundlag og en ramme at fortolke ud fra, når jeg skal kommunikere med og til eleven. Det er en lille guide, der fortæller, at længerevarende kropslig rettethed mod den anden betyder, at jeg har set dig og siger ja til det du foreslår, en bestemt lyd indikerer, at det er rart at gynge, eller et bestemt håndtegn betyder, at jeg gerne vil på toilettet. Som ny er det guld værd, at få den viden og kunne rammesætte min egen fortolkning. For fortolkning kan man ikke undgå at gøre. Det kan ikke slukkes. Det sker helt af sig selv, når man er i relationer med elever, hvor den verbale kommunikation ikke er den primære. Det gælder sådan set altid – også når den verbale kommunikation er i spil. Men så er det enormt værdifuldt, at have en ramme at fortolke ud fra. Og selvom rammen for fortolkningen er der, er det stadig vigtigt, at kommunikere om fortolkningen og om kommunikationen. For som sagt tidligere – en fortolkning består af nuancer og en elevs kommunikation består af nuancer. Den fortolkning, der ligger i det kommunikative arbejde, jeg befinder mig i hver dag, når jeg er sammen med elever og kollegaer er en kunstform. En kunstform der hele tiden holder mig op på, at et grin ikke altid bare er et grin.