Fortolkningens kunst - når et grin ikke bare er et grin

Hej :-)

Mit navn er Pernille Bruun Madsen, jeg er ansat som pædagogisk medhjælper på en specialskole. Jeg vil i det følgende beskrive nogen af de tanker jeg har gjort, og stadig gør mig, som ny i samspillet med de elever vi har.

I mit daglige arbejde på Geelsgårdskolen i Virum fortolker jeg dagligt de tegn, udtryk, lyde, kropsholdning og mimik som mine elever giver mig. Når den verbale kommunikation ikke er den primære kommunikationsmulighed, er det tegn, udtryk, lyde, kropsholdning og mimik, der kommer til at få betydning og spille en rolle, når jeg kommunikerer med og til eleven. Men det er jo oftest sådan med fortolkning, at det er individuelt, hvordan vi hver især fortolker det vi oplever. Min kollega kan meget nemt fortolke et tegn fra en elev anderledes end jeg gør det. Og her opstår behovet for kommunikation af de fortolkninger, vi hver især laver. Og det er ikke kun fortolkninger af elevernes udspil, men også fortolkninger af mine kollegaers udspil som jeg dagligt er opmærksom på.

Det er ikke mere end tre måneder siden, at jeg startede på Geelsgårdskolen. Jeg står derfor over for at være ny og at skulle lære eleverne at kende. Det spiller også ind i min fortolkning. I mit tilfælde er det derfor endnu mere afgørende, at jeg kommunikerer det jeg ser og fortolker, både til eleverne og til de af mine kollegaer, der kender den enkelte elev jeg er sammen med.

Jo mere jeg lærer eleverne at kende, jo mere jeg kommunikerer om det jeg ser og tolker til mine kollegaer, jo mere nærmer vores individuelle fortolkninger hinanden og det tegn, der før blev tolket forskelligt, bliver nu tolket ens. Men dette kan ikke lade sig gøre uden en vedvarende kommunikation omkring, hvad jeg ser og tænker – også selvom jeg måske ikke er i tvivl om, hvad jeg ser og hvad eleven forsøger at kommunikere. For selvom der i nogle tilfælde ikke er tvivl om, at eleven er frustreret, kan det være svært måske at vurdere, hvorfor eleven er frustreret eller hvilken form for frustration det er. Derudover hvilke handlinger og tiltag det så kræver fra min side af. Vi kan kalde det fortolkningens kunst – og fortolkningens kunst består også af nuancer.

Når det verbale sprog ikke er den primære kommunikationskilde, kræver det en anden og en ekstra opmærksomhed på de andre kommunikationsmuligheder som eleven har. Når man samtidig også er sammen med elever, der ikke bruger udtryk på samme måde, som man selv gør, kræver det i endnu højere grad noget af mig. For nogen gange er et grin ikke bare et grin. Nogle gange er et grin noget eleven bruger til at selvregulere, eller egentlig fortælle, at noget ikke er som det skal være. Måske kommer ubehag hos en elev til udtryk som et grin. Og nogle gange er et grin et udtryk for, at eleven er veltilpas og rent faktisk synes at det vi laver er fedt.

En konkret måde vi på min afdeling arbejder med at samstemme fortolkninger af kommunikative udspil fra eleverne, er gennem det vi kalder kommunikationspas. Det er små hæfter, der for det meste hænger på elevens kørestol eller er i elevens klasse. I kommunikationspasset, der er individuelt for hver elev, står der beskrivelser af tegn, lyde, mimik mm. der kan hjælpe en ny som mig, med at skabe et grundlag og en ramme at fortolke ud fra, når jeg skal kommunikere med og til eleven. Det er en lille guide, der fortæller, at længerevarende kropslig rettethed mod den anden betyder, at jeg har set dig og siger ja til det du foreslår, en bestemt lyd indikerer, at det er rart at gynge, eller et bestemt håndtegn betyder, at jeg gerne vil på toilettet. Som ny er det guld værd, at få den viden og kunne rammesætte min egen fortolkning. For fortolkning kan man ikke undgå at gøre. Det kan ikke slukkes. Det sker helt af sig selv, når man er i relationer med elever, hvor den verbale kommunikation ikke er den primære. Det gælder sådan set altid – også når den verbale kommunikation er i spil. Men så er det enormt værdifuldt, at have en ramme at fortolke ud fra. Og selvom rammen for fortolkningen er der, er det stadig vigtigt, at kommunikere om fortolkningen og om kommunikationen. For som sagt tidligere – en fortolkning består af nuancer og en elevs kommunikation består af nuancer. Den fortolkning, der ligger i det kommunikative arbejde, jeg befinder mig i hver dag, når jeg er sammen med elever og kollegaer er en kunstform. En kunstform der hele tiden holder mig op på, at et grin ikke altid bare er et grin.