Skriv om Corona fra en forældre på Kloden

 

 

CORONA-BLUES FIK JEG IKKE! Til gengæld fik jeg endnu mere respekt for hele personalegruppen i min datters boenhed. Da Coronaen ramte, blev jeg mest utryg for min datters mentale sundhed. Hvis man primært mærker sin egen eksistens gennem andre personers nærhed, varme og støtte, er man fuldstændig prisgivet, hvis afstandsprincippet bliver dominerende.

Heldigvis var pædagogernes etiske kompas intakt. De prioriterede tryghed for den enkelte beboer. Sikkerhedshensyn blev fulgt på begavet vis. Ingen kontakt udover levegruppen. Dagtilbuddet rykkede ind på matriklen, så der fortsat var stimuli, et gradbøjet miljøskift og gode ideer og indfald.

Det gjorde stort indtryk på mig, i hvor højt omfang personalegruppen begrænsede deres personlige frihed uden for arbejdstid. En sagde: ’Hjemme hos os er det kun min mand, der køber ind for at beskytte mig mest muligt’. Jeg hørte, at nogle af de ansatte med singlestatus valgte at dyrke social omgang med hinanden i fritiden og nøjedes med at FaceTime med øvrige venner/familie. Der er ingen tvivl om, at denne adfærd har været alt afgørende for, hvor smukt hele dette forløb har været.

Imponerende, at kunne favne en kæmpe udfordring, navigere i et farvand med konstante ændringer af retningslinjer og samtidig træffe kvalificerede beslutninger.

Jeg var ikke bekymret, for bekymring er vel dybest set manglende tiltro?  Jeg har følt mig SÅ privilegeret, at have en datter i jeres regi. Sammen er I stærke. Jeg hepper på jer!  Og det gør min datter også ❤️

Birte Helmer


Blog

Hvis jeg kan, kan du også!

I starten af 2019 blev jeg spurgt om jeg ville være med til at være en del af en blog om døvblindhed og vidensdeling. Jeg skulle dele hvad jeg og mine kolleger, går og laver i hverdagen samt hvilke udfordringer vi evt. kan løbe ind i.
Vi, pædagoger, ligger inde med alt mulig tavs viden, tips og tricks til at håndtere forskellige udfordringer, hvordan vi arbejder med forskellige problematikker i vores hverdag og de små stjernestunder vi oplever i tæt samarbejde med mennesker.

På dybt vand

At skulle skrive noget som andre skal læse, giver en vis præstationsangst. Jeg har aldrig været særlig stærk bogligt, jeg er klart typen der har det bedst med manuelt arbejde, hvor jeg kan få lov at arbejde med mine hænder og være tæt sammen med beboerne.
Det var derfor også med forbehold at jeg sagde ja til at tage del i bloggen, men som udgangspunkt har jeg alligevel altid ja-hatten på når det kommer til nye projekter - det er jo fedt at blive udfordret og netværke med nye kollegaer. Jeg gik til det med den indstilling at jeg jo skal skrive det jeg kender til, det vil sige at de blogindlæg om særlige nye teknikker, metoder eller konferencer nok ikke ville komme fra mig. Det jeg kan bidrage med, er oplevelser fra min egen og mine kollegaers hverdag.
Jeg lavede lidt forarbejde i et møde med Lisbeth, som har startet blogger projektet. Hun hjalp med at forventningsafstemme hvad det er min rolle er og hvad hun tænker at jeg skal bidrage med - det gjorde at jeg kunne overskue at være med til at skrive til bloggen.

Det er slet ikke så svært

Inden jeg går i gang med at skrive et blogindlæg, sørger jeg for at tale med mine kollegaer om, hvad det er jeg har tænkt mig at dele og stiller dem spørgsmål, så jeg også kan få deres tavse viden, ideer og holdninger med i det jeg skriver. At skrive disse blogindlæg har gjort at jeg taler mere fagligt med mine kolleger, ikke kun i levegruppen Ilden, men også de andre levegruppper på Kloden.
Mads, der er med til at organisere bloggen, er teknisk snild og har lavet en skabelon til hvordan man skriver et blogindlæg - han har sagt mellem 300 – 600 ord, for at det bliver en letfordøjelig tekst, det er selvfølgelig okay at skrive mere hvis man har materiale til det.
Men dette har jeg holdt mig til. Det hjælper mig med at begrænse mig, lige så meget som det hjælper mig med at det bliver overkommeligt at skrive et blogindlæg. Jeg har indtil videre kun fået positiv feedback på mine små indlæg om de forskellige aktiviteter der sker på Kloden – det er altså dejligt at læserne vender tilbage med en lille kommentar eller et like på facebook.

Alle er velkomne!

Grunden til at jeg laver dette blogindlæg, er fordi jeg gerne vil opfordre vores læsere om også at vidensdele ting fra jeres hverdag.
Dovblindhed.dk er et fælles projekt, hvor alle kan være med til at læse og dele.
De små historier fra hverdagen kan blive til inspiration for andre, eller andre kan kommentere deres løsninger hvis dit blogindlæg handler om en problemstilling du arbejder med, på din arbejdsplads. Alle emner er velkomne - det handler jo om at vi får så meget viden frem i lyset som muligt, der er ikke et emne der er for småt eller for stort.
Det er inspirerende at læse hvad andre tumler med i deres hverdag og hvis det kan starte en snak eller en debat er det perfekt - om det er på bloggen, facebook eller på arbejdspladsen.

Hvis du gerne vil dele din hverdag med bloggen - et problem eller måske "bare" en dejlig stjernestund, kan du kontakte mig på facebook via facebookgruppen døvblindhed.dk eller send mig en mail på tanja.christiansen@rn.dk – så sørger jeg for at du kan blive gæsteblogger her på dovblindhed.dk!


En studerendes betragtninger

En studerendes betragtninger - skrevet af psykologistuderende Rasmus Hougaard Pedersen

Mit 2019 har været præget af døvblindhed. Eller rettere sagt en introduktion til døvblindheden fordi, at jeg kan næppe sige, at jeg helt kan forstå, hvordan at det må være for personer at leve med døvblindheden. Jeg er studentermedhjælper og studerer til dagligt psykologi på Aalborg Universitet. Jeg har i dette semester været så heldig at kunne koble min faglighed fra uddannelsen og arbejdet på ISHD gennem bl.a. mit projekt på 9. semester. Herigennem har jeg udarbejdet et materiale over en kvalitativ undersøgelse, der har fokus på børn og unges skildringer af deres hverdagsverden med Usher-syndrom. Det viser sig nemlig, at der ikke er lavet meget forskning, der udelukkende beskæftiger sig med børn og unge og deres forståelse af deres egne livsomstændigheder med Usher-syndrom. Samtidig er der lavet en lang række studier, der belyser, at personer med Usher-syndrom har en øget psykosocial sårbarhed og desværre er i øget risiko for en lang række meget uhensigtsmæssige følger.

Derfor var der studentermedhjælpere og konsulenter, der heldigvis fik øjnene op for denne mangel på viden og igangsatte en undersøgelse. Tre kyndige konsulenter fra henholdsvis CFD og ISHD har interviewet syv børn og unge, og jeg har så lavet det omfattende (og til tider trættende) transskriptionsarbejde, der har resulteret i 163 siders beskrivelser af børn og unge liv med Usher. Gennem en eklektisk analytisk ramme med elementer hentet fra tematisk analyse og content analysis, så er der identificeret 10 temaer, der går på tværs af de syv interviews. Det er temaer, der bl.a. skildrer deres fysiske og psykiske udfordringer, deres forhold og udvikling i forholdet til diagnosen, relationernes betydning, strategier, og flere andre temaer, der meget bredt beskriver tilværelsen af at være ung med Usher. Temaerne giver mulighed for at fordybe sig yderligere, og jeg arbejder lige nu på et materiale omkring Anderledeshed, som var særligt til stede i de unges beskrivelser. Ved at have en større forståelse for de forhold, som de unge selv skildrer i deres liv, så kan det blive muligt at kunne intervenere på en mere effektiv måde, så man kan undgå de psykosociale konsekvenser som bl.a. ensomhed og isolation, der kan være forbundet med at leve med døvblindhed i dag.

Nogle af de særlige aspekter, som projektet og arbejdet på ISHD har lært mig, er et større fokus på mere praksisrettede problemstillinger. På universitetet lærer du at reflektere kritisk over metodiske og teoretiske perspektiver, men du finder først ud af hvor værdifuld en viden, som du har lært, når den bliver anvendt til at kunne forstå og bearbejde praktiske problemstillinger, som der eksisterer udenfor universitetets mure. Det giver det en helt anden motivation for sit fag, når man kan fornemme de virkelige implikationer ud fra det arbejde, som man har været i gang med, og denne kobling er jeg meget taknemmelig for at have prøvet i 2019. Jeg håber således også i dette år; 2020, at videreudvikle og formidle viden fra mit arbejde, der kan få betydning for professionelle og personer, der har døvblindhed tæt inde på livet.

 


Alle kan bevæge sig i hverdagen

Alle kan bevæge sig i hverdagen

Også beboere med omfattende bevægelseshandicap. Aktiviteterne skal bare tilpasses den enkelte.

Af Anita Jønsson Christensen, pædagog, Kloden/Ilden, Aalborg 

Jeg vil i forbindelse med projektet “Den reflekterende praktiker” dele nogle refleksioner og erfaringer med tilpassede bevægelsesaktiviteter i botilbud.

Jeg er pædagog i et botilbud, hvor flere af beboerne ud over nedsat syn og nedsat hørelse også har omfattende bevægelseshandicap, eksempelvis spasticitet. Da fysisk aktivitet er vigtig for menneskers trivsel generelt, ville jeg gerne blive klogere på, hvordan jeg kan tilbyde dette i botilbuddet. Også til de beboere, der har omfattende motoriske udfordringer.

Jeg har for at blive klogere på emnet haft kontakt med CDH’s APA-team (Adapted Physical Activity, altså tilpasset kropslig aktivitet), ergoterapeut, sparringsgruppen i projektet og kollegerne i Ilden. Tak til jer alle for stor hjælpsomhed og væsentlige input, viden og vinkler på emnet. Det har givet mange refleksioner.

Jeg har undervejs i projektet justeret mit fokus fra noget aftenskoleagtigt til de mange individuelle tilbud om ikke kun store, men også små, kortvarige bevægelsesaktiviteter i hverdagen.

Beboerne har brug for hjælp til at skabe rammerne for at kunne være så aktive som muligt med de udfordringer og ressourcer, de hver især har. Bevægelsesaktiviteter for denne målgruppe tænker jeg meget bredt. Der er tale om beboere, der ikke kan løbe eller gribe en bold. De kan også have vanskeligheder med at kontrollere deres bevægelser. Men de kan udføre mindre og ofte langsommere bevægelser. Og det er vigtigt at vedligeholde og om muligt udvikle de evner, de trods alt har.

Idéliste over aktiviteter Jeg har i samarbejde med kollegerne i Ilden lavet en idéliste med konkrete eksempler på individuelt tilpassede bevægelsesaktiviteter til hver af beboerne på min arbejdsplads.

Nogle af forslagene kræver tid og god normering (eksempelvis bevægelse i varmtvandsbassin) - andre er små kortvarige input, som er lettere at få passet ind i dagligdagen (f.eks. en lille gyngetur i sejlet, når personen alligevel skal forflyttes), og nogle af aktiviteterne kan efter tilrettelægning, introduktion og tilvænning bruges uden eller med kun lidt hjælp og støtte. Der er også nogle aktiviteter, der handler om at give mulighed for stillingsskift og bevægelsesfrihed. Det kan eksempelvis være at hjælpe en beboer ud af sin kørestol og ned at ligge. Nogle af aktiviteterne igen handler om noget, pædagogen gør med beboerens krop, f.eks. at smøre fødder ind i creme. Andre aktiviteter handler om at skabe rammer og motivation for, at beboeren selv bevæger sig, f.eks. at bevæge en arm for at føre noget velsmagende op til munden.

Nøgleordene er Forudsætninger, Motivation og Reaktion Forudsætninger: Når man vælger aktivitetstilbud, må man tage udgangspunkt i beboerens forudsætninger. Hvilke kropsdele kan beboeren bevæge? Det kan f.eks. være en arm, en hånd, ben eller hoved og tunge.?

Motivationen: Hvad motiverer beboeren? Hvad tiltrækkes personen af? Hvad interesserer ham eller hende? Hvad viser personen glæde ved?

Det kan f.eks. være relationer, samspillet med en partner, Sansestimuli f.eks. smag eller vibrationer, udforskning af genstande, at få noget til at ske f.eks. få et instrument til at frembringe en lyd, hvis man har hørelse, eller vælte et tårn, hvis man kan se.

Efterfølgende kan forudsætninger og motivation kombineres på forskellig vis. Her er nogle eksempler:

  • Få placeret en ske med nutella i hånden og selv føre den op til munden
  • Spille på et keyboard
  • Række armen ud og vælte et tårn
  • Plaske i vand med hænder eller fødder
  • Udforske genstande med munden
  • Række ud mod en partner og kramme
  • Komme udenfor og mærke vejrfænomener som vind, temperatur, sol.

Reaktion: Husk altid at aflæse beboerens udtryk, og respektér, hvis der siges fra over for den tilbudte aktivitet, eller hvis beboeren har fået nok, er blevet træt eller bare ikke vil mere.

Fysiske rammer og hjælpemidler støtter bevægelsesfriheden Det at sidde i en kørestol begrænser nogle former for bevægelse. Det kan derfor være rart at komme ud af stolen og kunne bevæge sig mere frit. Nogle kan, når de ligger ned, skifte stilling og f.eks. vælge, om de vil ligge på ryggen eller på siden. Benene kan også bevæges mere frit, og der skal ikke bruges så mange kræfter på at holde hovedet.

Et af de steder, hvor der er størst bevægelsesfrihed, er i vand. Karbad, spabad og varmtvandsbassin er en fornøjelse for mange af de beboere, jeg kender. Kan man ikke selv holde hovedet oven vande, kan pædagogen støtte, og der kan benyttes hjælpemidler som f.eks. en svømmevest.

Der findes forskellige hjælpemidler til bevægelsesaktiviteter. Der er gå-hjælpemidler, f.eks. Meywalker, en slags gangstativ med sæde og handi-sling, som er en gå-sele, der sættes på en loftlift. Nogle gange er det svært at finde det helt rigtige hjælpemiddel, og man må være opfindsom. F.eks. har en beboer, som gerne vil udforske med munden, fået monteret forskellige genstande på et skærebræt, der sidder på en fleksibel “arm,” der kan sættes fast på en bordkant.

Struktur, gentagelser og færdigheder er gode for aktiviteterne Vi har i Ilden gennemført et projekt omkring arousal-regulering (se sidste nr. af Luppen & Tegn’Stiften, red.). I den forbindelse har beboere fået tilbudt samme aktivitet på samme tidspunkt hver dag igennem flere måneder. Det har haft den effekt, at i hvert fald nogle af beboerne viste tegn på genkendelse, var parate og tog initiativ til at gå i gang med aktiviteten. De blev også bedre

til at de konkrete bevægelsesaktiviteter og mere udholdende. Så det kan give nogle gevinster med strukturerede, hyppigt tilbagevendende aktiviteter.

Variation er godt Det er godt for kroppen med varierede bevægelser og stillinger i løbet af en dag, så der er også gevinster ved at tilbyde noget forskelligt. F.eks. undgås liggesår.

Relationer spiller også ind Når en beboer og en medarbejder laver aktiviteter sammen, vil de naturligt påvirke hinanden. Begge påvirkes via spejlneuroner af hinandens dagsform og humør. Den generelle relation spiller også ind: Hvor godt kender man hinanden, hvilke oplevelser har man haft sammen og hvor godt kan man lide hinanden? Både medarbejder og beboer kan have forskellig dagsform. Det kan være nogle af grundene til, at en beboers motivation for samme aktivitet kan variere.

Aktiviteterne skal være tilbud, som tager udgangspunkt i beboernes forudsætninger og motivation, beboeren skal efter bedste evne forberedes på aktiviteten, og pædagogen skal være opmærksom på beboerens signaler (mimik, lyd osv.), der fortæller, om beboeren ønsker at aktiviteten fortsættes, justeres eller afbrydes. Der er mange ting, der spiller ind (bl.a. andre behov (f.eks. bleskift eller sult) samt dagsform hos beboer og pædagog), og det kan derfor sagtens være at samme aktivitetstilbud modtages positivt den ene dag og afvises den næste.

Bevægelsesaktiviteter i en hverdag, som skal hænge sammen Da vi i et botilbud har mange forskellige opgaver for at få hverdagen til at hænge sammen, og eftersom det er beboernes fritid, vi varetager, vil jeg prioritere, at aktivitetstilbuddene er frivillige, lettilgængelige og individuelle. Aktiviteter i en gruppe synes jeg passer bedre ind i et skoletilbud, beskæftigelsestilbud eller aktivitets- og samværstilbud. I botilbuddet har beboerne hver især nogle ting, der skal passes, f.eks. personlig hygiejne og medicin. Så bevægelsesaktiviteterne skal være et tilbud, de kan vælge til eller fra. Aktiviteterne må gerne være små og kortvarige, fordelt over dagen, så beboeren hyppigt får brugt sin krop på forskellige måder.


Raketter der letter

Du gætter aldrig, hvad projektet kom til at hedde!

Mere end hver anden imod ny teknologi!

I Nordjylland er vi langt fra enige om, hvorvidt det er en god idé at indføre nyt teknisk udstyr som robotter, sensorer, apps, ipads osv i det offentlige. Sådan lyder det i en befolkningsanalyse foretaget af Medico Insight+, der har spurgt 1307 danskere om deres holdning til teknologi. Særligt interessant bliver det, når vi isoleret set kigger på kvinder med høj anciennitet. Og tilsætter vi lidt geografisk krydderi har vi i Nordjylland ikke været så enige siden Drømmekagen blev erklæret Nordjysk: Her er mere end hver anden adspurgte nemlig imod ny teknologi.

Man siger, at man er uskyldig til det modsatte er bevist, og jeg tror i øvrigt kun på den statistik jeg selv har manipuleret. Statistikken her har måske været aktuel engang men er i dag løgn og latin: Fra ledelse til medarbejdere.

Mit navn er Mads Lund-Petersen og jeg arbejder som innovationskonsulent i Området for Kommunikation og Specialpædagogik. Jeg er gæsteblogger og kommer til at bidrage med små fortællinger fra udviklingsverden - særligt når det indebærer nye teknologier. For at forstå min påstand om statstikken herover, skal vi springe lidt i tid og sted, så spænd bælterne og fyld kaffekanden, nu rejser vi en tur ind i udviklingshjertet på vores lille organisation i nordens Paris, Aalborg.

Alting har en ende – en regnorm den har to…

I 1968 skrev den britiske forfatter Arthur C. Clarke romanen Rumrejsen 2001. Sideløbende blev romanen filmatiseret og værket blev således til mens filmen blev indspillet i samarbejde med instruktøren Stanley Kubrick. Resultatet blev en af de mest ikoniske og kult science fiction film nogensinde. Men hvad har halvfærdige romaner og syrede fremtidsfilm om ondskabsfulde (men intelligente) robotter med vores virkelighed her i området for Kommunikation og Specialpædagogik i 2019 at gøre? Det vender vi tilbage til lidt senere.

Vores såkaldte IKT-projektet er ikke hos os længere. For IKT-projektets vedkommende skiftede projektet ham i takt med dets indledningsvise forundersøgelser. I starten af 2019 opdagede vi gennem interviews på bl.a. botilbuddene Kloden og Danalien, at der var ganske få medarbejdere, der dels vidste, hvad bogstaverne IKT stod for, og dels vidste, hvad man mente, når man talte om IKT. Det viste sig at være en stor barriere for projektets videre fremdrift. For hvordan kunne vi arbejde med IKT, når ikke engang vi vidste, hvad IKT var? Du har måske allerede Googl’et IKT og erfaret, at der i skrivende stund er 21.100.000 resultater. Det er derfor med IKT, som det er med alt andet. Alting har en ende. En regnorm har dog to. I hvert fald, hvis du spørger Shu-bi-dua. En regnorm er altså undtagelsen, der bekræfter reglen.

Heldigvis er ethvert problem en løsning i forklædning og med hjælp fra et af centerets teknologi-fortalere udskiftede vi IKT-begrebet med ’pædagogisk teknologi’. Med IKT’ets endeligt og dette nye arbejdsbegreb, manglede vi kun en projekttitel. I bedste click-bait stil lader vi dog titlen vente lidt endnu, og kalder projektet for Projektet. Du gætter nemlig aldrig, hvad det så kom til at hedde…

Afprøvning af fire indsatser

Hvordan kan teknologi skabe de bedste forudsætninger for at hjælpe borgere og medarbejdere, og dermed gøre organisationens tilbud og afdelinger teknologisk førende og dagsordensættende?

Svaret er fire indsatser vi kalder for Borgerprofiler, Sprint, Supportrelation og Skalering, som alle bygger på interviews med medarbejdere og ledere. De fire indsatser bliver i skrivende stund færdigpudset og i november afprøver vi dem i samarbejde med udvalgte beboere fra bostederne Kloden og Danalien, som projektet foreløbigt er afgrænset til. Målgruppen er voksne med medfødt døvblindhed.

Indsats 1 Borgerprofiler: Øge vores brugerdrevet fokus med afsæt i borgernes behov og problemer ved hjælp af et borgerprofilsskema, som også kan bruges på tværs af borgerne
Indsats 2 Sprint: Øge medarbejdernes ejerskab til og viden om nye teknologier gennem et såkaldt IKT-sprint (udviklingsforløb) over to uger med fokus på borgere og teknologi
Indsats 3 Support: Øge kendskabet til og relationen mellem teknisk IT-support og pædagoger ved at kommunikere om de muligheder vi har i dag
Indsats 4 Drift og Skalering: Forbedre forudsætninger for drift og forberede skalering ved at organisere ledelsen fra start og dermed prioritere og sikre vidensdeling af forudsætninger

Dem kommer vi til at tale mere om i nogle af de næste blogindlæg som jeg, eller andre involverede i projektet, skriver om her på bloggen.

Nordjyske kvinder med høj anciennitet og bløde mænd

”Jeg har læst en undersøgelse, der viste, at kvinder ikke tænder på bløde mænd. Hvordan ved man, om man er en blød mand? Man kunne fx prøve at stille skarpt på sin kone, og stille sig selv spørgsmålet, hvad har samlivet med mig gjort ved hende? Er hun stadig en glad legekammerat, eller er hun blevet en sur dominerende kælling? Hvis det er det sidste, så er der noget der tyder på, at man ikke har givet hende det modspil hun har krav på, og samtidig bedt om”.

Sådan joker Niels Hausgaard i et af hans utallige one man shows, og vi kunne stille selv samme spørgsmål: Er vores organisation stadig en glad legekammerat? Svaret er til dels nej. Vi har måske ikke været gode nok til at give det modspil, som der er blevet efterspurgt ift. pædagogisk teknologi, for som en af medarbejderne fra Kloden så pænt formulerer det: ”Jeg kommer tit ud på plejehjem eller lignende og tænker hold kæft hvor er det smart, hvorfor har vi ikke det?”

For nok er Nordjyske kvinder med høj anciennitet skeptiske for teknologi, men den skepsis har længe været forankret hos en ledelse, som netop har afspejlet dette demografiske forhold. Det modsatte viste sig nemlig ude i driften, hvor alle længe har stillet spørgsmålet: Hvorfor har vi ikke gjort det her noget før?

Nu har ledelsen for alvor fået øjnene op for potentialet af pædagogisk teknologi og som et resultat af en inspirerende konference ved Socialstyrelsen blev projektet født og forankret i tilbuddet Aktivitets- og Botilbud – CDH under tilbudsleder Lotte Hornung.

Du gætter aldrig, hvad projektet kom til at hedde!

En projekttitel eller overskrift skal stå på mål med det projektet eller artiklen indeholder. Det vil altså sige, at du skal komme ud på den anden side af dette blogindlæg, med en viden, der sikrer, at du ved hvad dette projekt handler om (i grove træk) og hvorfor vi er, hvor vi er. For at finde svaret skal vi en tur ud af EU. For skæbnen ville, at undertegnede på en konference i Norge mødte Jamie Knight og hans sidekick ’Lion’. Jamie arbejder som Senior Accessibility Specialist hos BBC og i hans præsentation på konferencen forklarede Jamie, hvordan teknologi har hjulpet ham med at give stabilitet, autonomi og uafhængighed. Han brugte frasen: ”For me, technology is like Magic”. Han referer altså her til føromtalte britiske forfatter Arthur C. Clarke, som står bag det vi populært kalder for Clarkes tre love og særligt den tredje lov er blevet en inspiration til projektet her:

”Any sufficiently advanced technology is indistinguishable from magic”. Her siger Arthur nemlig, at en tilstrækkelig avanceret teknologi ikke kan skelnes fra magi. I projektets styregruppe tror vi ligeledes på denne lov; at teknologi kan være som magi. Projektet kalder vi derfor ’Teknologi kan være Magi’.

Da filmen Rumrejsen 2001 havde premiere i 1968, blev den præsenteret for en verden, som på en måde ventede på en film, der kunne give en vision for fremtiden. Dengang havde man ikke megen erfaring med rumrejser og for stort set hele verden var tanken, om et uendeligt univers, både skræmmende, inspirerende, fremmede og uoverskueligt. Det var endnu kun få mennesker, der havde prøvet en computer.

På botilbuddene og i aktivitetscentrene har man også ventet, længe. Måske ikke på en film men på en ny fortælling, et sted at starte og en vision at sigte efter. For selvom vi gennem flere år har anvendt teknologier, går tingene så stærkt i dag at ingen kan prale af at have ret meget mere end et par års erfaring med en specifik teknologi og ingen ved alt. Efterhånden som vi bliver klogere i processen og arbejdet med nye pædagogiske teknologier, må vi derfor tilpasse fortællingen undervejs som vi skriver vores historie - ligesom Arthur og Stanley i udviklingen af Rumrejsen 2001.

Dette er vores rumrejse 2019. Jeg håber I vil følge med her på bloggen som projektet skrider frem. Projektet er nemlig som med førnævnte Shu-bid-dua lingo: Alting har en ende, en regnorm den har to. Regnormen må være undtagelsen, der bekræfter reglen. Så selvom man har prøvet med denne slags projekter og indsatser før, er dette projekt undtagelsen, der bekræfter reglen.

Ready for take off - nu letter vi!