Et virtuelt møde

I den sidste tid, har nedlukning af Danmark ført til nye måder at holde møder på. I vores afdeling yder vi rådgivning til alle ude i landet omkring døvblindhed og det kunne fra d. 12 marts ikke ske ved fysiske møder. Derfor var vores arbejdsplads hurtig til at klæde os på med udstyr og webinars om brugen af Skype. Vi skrev ud til alle, at det selvfølgelig var muligt at få rådgivning, selvom vi ikke kunne mødes fysisk og vi sad alle klar.

Den første tid, var der meget stille. Vi fulgte med i medierne og forstod, at netop vores målgruppe var i risikogruppen. Vi kunne også regne ud, at det kunne skabe misforståelser eller frustration for det enkelte menneske pludselig at få ændret hverdagen med aflysning af besøg, lukkede skoler og dagtilbud uden selv at kunne følge med i medierne og få en begrundelse. Det satte pludselig spot på, hvad døvblindheden går ind og begrænser. Informationstilegnelsen om alt det vi andre fulgte intenst med i, fordi det ændrede vores livsvilkår drastisk, var på grund af kombinationen af nedsættelse på både syn og hørelse, begrænset for den enkelte med døvblindhed. Kommunikationen om, hvad der var i gang og muligheden for at dele det med andre (som kommunikation betyder) var en nødvendighed for os alle. Vi var nødt til at dele og spørge hinanden og høre andre spørge og fortælle i medierne - fordi det var så svært og nyt og ukendt for os alle. Denne kommunikation er også begrænset hos mange med døvblindhed. Mediers tilgængelighed, omgivelsernes kommunikationsfærdigheder og den enkeltes kommunikationskompetencer kom tydeligt frem som sårbare elementer for at det enkelte menneskes muligheder for at dele denne mærkelige tid med andre. Isolation og utryghed følger ofte i kølvandet på sådan en begrænsning. Det var svært at se den manglende tegnsprogstolkning i starten af de omsiggribende udmeldinger i medierne - dejligt at se den komme på plads efterhånden og ærgerligt at se den blive negligeret meget hurtigt igen. Det nedlukkede Danmark førte også til en begrænset bevægelsesfrihed for os alle og derfor også for det enkelte menneske med døvblindhed, som i forvejen er meget begrænset i muligheden for at bevæge sig frit omkring på grund af samfundets indretning tilrettet seende og hørende.

Men størst af alt var sundhedsreguleringen, der pludselig satte fysisk afstand mellem os. Mennesker med døvblindhed er afhængige af en tæt fysisk tilgang til andre mennesker. Det være sig i forhold til at blive ledsaget, i forhold til at kommunikere enten via taktilt tegnsprog, taktile pegninger, taktil fælles tredje, taktil turtagning, taktil kontakt, taktil bekræftelse, taktil udforskning og meget meget mere taktilt. Virus i tæt kontakt, virus i alt hvad vi rører ved satte en grim mur op imellem mennesker med døvblindhed og resten af samfundet. Heldigvis var professionelle rundt i landet og pårørende godt klædt på med viden om, hvad den taktile tilgang betyder helt essentielt for det enkelte menneske med døvblindhed. Her blev taget valg. De valg faldt ud til fordel for mange af de mennesker med døvblindhed, som vi kender til. Vi hørte fra professionelle og pårørende, hvordan de fik høje hygiejnerutiner indført og ikke begrænsede den taktile tilgang mellem dem og det enkelte menneske med døvblindhed. Vi hørte også om professionelle, der begrænsede deres egne private omgang for at have så få smittekæder som muligt i forhold til at være smittebærere. Et stort Hurra for den store indsats rundt om i landet skal virkelig lyde!

Vi hørte også om de positive virkninger, som nedlukningen førte til. Nogle fik en større ro, fordi de ikke skulle igennem så mange skift mellem forskellige miljøer. Desværre hørte vi ærgerlige historier om mennesker med erhvervet døvblindhed, der blev "glemt" af de offentlige systemer og derved var i total isolation af information og mulighed for kommunikation eller at komme frit omkring.

I alt dette stod vi som rådgivere klar med et lyttende øre i telefonen, med et beroligende ord i en sms og muligheder for virtuelle møder. Hvis vi ser bort fra når teknikken drillede og de nogle gange manglende evner til at få teknikken til at fungere, så var der specielt en ting, der sprang os i øjnene. Vores rådgivning er ikke rådgivning om hvordan en dimsedut skal sættes på en anden dimsedut. Det er om døvblindheden, der sætter sine begrænsninger i hverdagen for det enkelte menneske. Det er ofte emotionelt, det kan være svært at forstå og svært at forklare for de mennesker vi rådgiver. Derfor er kropsprog, mimik og tryghed så alt afgørende for en ordentlig rådgivning. Når man ikke kan se armene over kors, det hævede øjenbryn, det nedslåede blik, de rynkede bryn, de kastede blikke, smilet osv.,  så bliver det svært for den enkelte rådgiver at ramme ind i det relationelle og i at skabe den rette forståelse for modtagerne.

Derfor er vi rigtig glade for at vi nu er begyndt at kunne komme ud og møde dem vi rådgiver i levende live igen. Det er ikke alle steder, der er "åbent" for vores besøg, men det kommer lige så stille. Vi har lært meget i denne tid - døvblindheden er trådt meget klart frem med sine begrænsninger for informationstilegnelse, kommunikation, orientering og social deltagelse. Den relationelle rådgiverfunktion har vist sit værd og vi drager gerne ud på den lange køretur ud i det ganske land for at yde den optimale rådgivning for alle.


tegnsproget ind i fremtiden

Bring tegnsproget med ind i fremtiden!

I takt med teknologiens udvikling er det i dag blevet rutine, at alle nyfødte døve/hørehæmmede personer får indopereret et dobbelt CI, så snart døvheden/høretabet konstateres. Dette har haft en stor betydning for arbejdsudbuddet for døve professionelle, fordi antallet af job er reduceret, fordi der ikke længere er brug for deres tegnsprogskompetencer og dette specielt i skoler, fritidshjem og ungdomsuddannelser.

Men er dette nu også den rigtige udvikling? Kan vi i dag undvære tegnsproget i vores praksis? Eller mere korrekt spurgt, kan vi i dag undvære døve/hørehæmmede kolleger med deres primære sprog?

Det korte svar er nej - det kan vi ikke. I hvert fald ikke i vores speciale, hvor vi arbejder med mennesker med dobbelt sansetab. I Døvblindehuset har vi modsat den generelle tendens i DK haft en strategi, hvor vi har valgt bevidst at ansætte døve tegnsprogsbrugere til pædagogisk arbejde med vores døvblinde borgere.

Årsagen til dette er følgende:

  • For 12 år siden var der ikke en eneste døv/hørehæmmet medarbejder i Døvblindehuset - hvilket betød at vores tegnsprogskompetence var afgrænset af borgernes brug af tegn. Og da døvblinde borgere har en tendens til at gentage og udvikle ekkolali, hvis de ikke bliver sprogligt stimuleret, så var dette en satsning frem mod at borgerne skulle have muligheden for at genopdage deres modersmål - og også udvikle det.
  • Men for at dette kunne ske, måtte vi på medarbejdersiden øge vores tegnsprogskompetencer, og den bedste vej til det er gennem tegnsproglige kolleger, så tegnsproget bliver en integreret del af hverdagen.
  • Endvidere fik vi på et tidspunkt nogle borgere, som var helt afhængig af tegnsprog på et højt niveau - og ved den lejlighed oprustede vi yderligere, således at vi i dag har ca. 35 % døve/hørehæmmede medarbejdere.
  • Senest har vi for en 4-5 år siden modtaget nogle meget kognitivt udfordrede unge døvblinde borgere, som har et meget svagt ekspressivt symbolsk sprog - for de kommunikerer jo med de evner og muligheder de har. Men vi har også oplevet, at det kan være svært, at motivere denne gruppe til aktiviteter - og vi kan have svært ved at aflæse dem helt præcist. Disse unge har imidlertid alle en hørerest, så de kan stimuleres auditivt - hvilket jo er det samme man oplever mange andre steder - og det skal vi selvfølgelig arbejde med, men det har også været vores erfaring, at en kognitiv udfordret borger bliver mere opmærksom og skaber mere arousal, når medarbejderne taler med hænderne, kroppen og mimikken - fremfor os talende, som jo kan være lidt "kedelige" både at se og høre på.

 

Jeg har ofte hørt fra kolleger fra mit netværk, om det ikke er en for høj andel af døve/hørehæmmede medarbejdere - men jeg vil sige, at jeg synes det passer meget godt til vores arbejdsopgaver - men om det skal være 30 eller 40 %, som ville være det ideelle, skal jeg ikke kunne sige.

Når jeg så har svaret på dette, så kommer næste spørgsmål - giver det ikke en masse samarbejdsproblemer? Og jo det er ikke problemfrit, men hvis vi alle accepterer den to sproglige arbejdsplads som en præmis - og ikke mindst i min organisation CFD, hvor vi netop har fejret 150 års jubilæum - så går det, og så må vi leve med de udfordringer det afstedkommer.

Generelt må man dog sige, at døve/hørehæmmede medarbejdere eller ansøgere har et lavere uddannelsesniveau, sammenlignet med vores hørende medarbejdere og ansøgere, så derfor kan rekrutteringen af pædagogisk uddannede døve/hørehæmmede godt være svært - vi har sagt nej tak til et utal af ansøgere fra døve/hørehæmmede pga. manglende relevant uddannelse og ofte bare manglende uddannelse.

Så min bøn til sagsbehandlerne rundt omkring i landet vil være, giv nu de døve/hørehæmmede muligheden for at få sig en uddannelse, og årsagen til den bøn er ikke grundet filantropi og medfølelse med døve/hørehæmmede, for de skal også selv være motiveret og presse på. Min hovedpointe er, at borgere med dobbelt sansetab, både de tegnsprogskommunikerende, men så sandelig også de svagt kommunikerende borgere uden ekspressivt tegnsprog, som måske bliver flertallet i fremtidens borgere i vores specialiserede sociale tilbud - de har brug for tegnsproget mange år ud i fremtiden!!