Et projekt om forberedelsen til at miste en nærtstående

– og hvad der skete, da det blev virkelighed!

At miste

I Døvblindehuset i Nærum havde vi tilbage i 2017 en borger, som havde et nært familiemedlem med alvorlig cancer, som i den nærmeste fremtid, efter al sandsynlighed, ville afgå ved døden. Vi havde i flere år været forberedte på situationen, da familiemedlemmet var blevet tidligt diagnosticeret, så nogle medarbejdere havde rekvireret konsulentbistand ift. arbejdet med borgeren, når døden var indtruffet.

Fordi, hvordan forbereder man en døvblind borger på at skulle miste et endog meget nært familiemedlem, hvad betyder det, når familiemedlemmet pludselig er borte og borgeren aldrig mere kommer til at se vedkommende?

Hvad betyder det at miste?

Konsulenten anbefalede os, at vi anskaffede os et for nyligt dødt dyr, som kunne danne rammen for arbejdet med at sige farvel, med at forstå at nogen pludselig kan forsvinde, og at man aldrig mere skal opleve ting og traditioner med den afdøde.

Det blev anbefalet, at vi undlod at tale om sygdom, men i stedet fokuserede på at årsagen til døden var, at dyret var gammelt og derfor var død.

Den døde fugl

Skæbnen ville, at vi ganske kort tid efter så en krage flakke rundt i cirkler på asfalten lige uden for vores matrikel, og selvom det på mange måder var belejligt for os, så ville vi have været nødsaget til at aflive den også uden projekt.

For at synkronisere tegnsproget fandt vi frem til nogle nøgleord:

  • Gammel krage
  • Død
  • Begravet
  • Kommer til at gå igen – nej
  • Kommer til at kramme igen – nej
  • Være med til juleaften – nej
  • (kragen vil fremover kun ligge i jorden med lukkede øjne)
  • (begraves i jorden)

Der var flere ting, som det gav mening at synkronisere – ovenstående er dem jeg lige her kan huske.

Vi fandt frem til nogle rekvisitter – nogle hjælpeting:

  • Øl
  • Lys
  • Blomster
  • Gravsted med teksten ”Gammel krage død, ligger begravet her”
  • Personlige genstande til den døde

Vores mål med projektet var at skabe læring:

  • At røre og lugte til den døde
  • Fællesskabet omkring begravelsen
  • Erfaringen med at den døde ikke kommer igen
  • Stenen i haven som reference

Proces

En dyrekyndig person aflivede kragen, som vi gemte i en skotøjsæske, til vi var klar til at præsentere den for borgerne – der var speciel fokus på borgeren med det syge familiemedlem, men de andre borgere blev også forsøgt inddraget.

Samme dag til aftenkaffen tog vi kragen med ind, hvor alle borgere var til stede. Den var stadigvæk lidt varm og blød.

Vi talte om, at kragen var blevet gammel, og at det var derfor den var død. Borgerne mærkede på den, og vi talte om den forestående begravelse og gravstenen blev vist frem med påskriften; ”Gammel krage død, ligger begravet her”.

De talte med borgerne om de på forhånd aftalte nøgleord; Gammel krage død, begraves i jorden, kommer til at gå igen – nej, etc. etc…

Vi forberedte borgerne på, at vi i den kommende weekend ville holde en begravelse for kragen, og hvad det betød.

Alt efter kognitivt og kommunikativt niveau var der både konventionelt tegnsprog, taktilt tegnsprog og anden taktil og sansemæssig information, så hver enkelt borger fik sine indtryk gennem deres personlige sproglighed.

Et par dage efter gentog vi seancen. Vi brugte de samme nøgleord, men denne gang var kragen blevet helt stiv og kold – hvilket vi også fik talt om, fordi dette kunne blive et scenarie for ovennævnte borger med det syge familiemedlem, og sikkert også for andre over tid, når de skal sige farvel efter døden er indtruffen. Hvilket ligeledes var en anbefaling vi havde fået, så de kunne få sagt et ordentligt farvel, og få lov til en sidste gang at mærke og lugte til deres kære.

Weekenden efter havde vi købt øl, blomster, lys i en lanterne og vi havde stenen med inskriptionen. Borgeren som var i centrum,

havde lavet en lille personlig ting i form af en perlekrans, som han kunne give kragen med i graven. Vi lavede bål i haven for at have noget fælles at samles omkring, og alle blev inviteret ned i haven til bålet og forestående begravelsen. Nogle borgere kom kun kort for at se og smuttede hurtigt igen efter en kort information, andre blev hele seancen, begge reaktioner var okay.

Borgeren mærker en sidste gang på kragen inden vi går i gang med selve begravelsesritualet.

Ved fælles hjælp gravede vi et hul og borgeren lagde kragen ned i hullet. Han fik også lagt sin perlekrans ned i graven, og vi lagde jord ovenpå, lagde stenen og blomsterne og satte lyset ved siden af.

Som det fremgår af billedet her, kan man se, hvordan vi sammen fik gravet hullet, og hvordan vi i fællesskab med nogle korte afstikkere fik begravet kragen.

Derefter drak vi øl og sodavand.

Stenen skulle så bruges i fremtiden som reference og som tilbageblik, hvor man kunne mindes erfaringen med den døde krage – og som samtalereference, når en borger i fremtiden mister en nærtstående.

Så det var en læringssituation, en mestringssituation, hvor borgerne igennem egen deltagelse i en ”som om situation” – det vi i en uddannelsesretorik kalder for et rollespil – kan forberedes og hjælpes på vej til det ”at miste”.

En situation som alle mennesker har svært ved – og som på mange måder må være endnu mere vanskeligt for mennesker med et dobbelt sansetab og nedsat psykisk funktionsevne.

Epilog – og det bar frugt

Denne fortælling er blevet aktuel igen, fordi psykolog i CFD Litte Frehr har barslet med en psykiatri uddannelse, som bl.a. beskæftiger sig med ”Hvad er død for vores borgere”. Og i den forbindelse blev Heidi inviteret indenfor til at fortælle om vores næsten 4 år gamle projekt – således fik det nyt liv, og vi tænkte, at det ville give god mening at dele det med andre.

Og for at binde en sløjfe på fortællingen, så døde borgerens familiemedlem i foråret 2018, og han fik både sagt farvel i kapellet og til begravelsen – her er hvad der bl.a. står i hans dagbog fra de to dage;

”NN har i dag fået at vide, at hans mor er død. Det foregik i dagtilbuddet med tegnsprog og piktogrammer, og det virkede som om, at NN forstod det. …. Efter en halv time tog vi ind til kapellet for at tage afsked med NN’s mor. Vi gik ind sammen med familien, og NN havde blomster og en hjemmelavet halskæde med. NN ville gerne med hen til kisten, og han fik lagt blomsterne og halskæden. Jeg fik ham også til at røre mor 2 gange. NN var meget med i hvad der skete. Vi var der 5-10 minutter, så begyndte NN at hive i min arm, for at indikere, at nu skulle vi gå, og det gjorde vi så.”

”Vi kom i god tid i kirken, så NN kunne se kisten, blomsterne og fornemme stemningen. Da kisten skulle bæres ud, gik NN og jeg bagved, dette gik så fint. Ude ved rustvognen lagde NN en rød rose ved mors kiste, og jeg fik ham også til at røre kisten og så sagde vi farvel, og så vognen køre med mor. Herefter var der kaffebord i en nærliggende cafe. NN var utrolig glad…. Vi er næsten sikker på, at NN har forstået, at nu er mor her ikke længere.”

Så når vi i dag genlæser dette, så kan vi godt være stolte af både borgeren og Døvblindehuset – dagbogsteksten fortæller os, at vores arbejde bar frugt, at borgeren faktisk lærte at mestre den svære situation at miste. Og ikke bare at miste hvem som helst, men at miste sin mor, som stod ham meget nær.

 

NB: Det er naturligvis indhentet tilladelse til at bringe både tekst fra dagbog, billeder og nævne at det nære familiemedlem var moderen.

Privacy Preference Center