HVOR OG HVORDAN kan vi dele sorg og tab med mennesker med medfødt døvblindhed? Og hvordan støtter vi beboerne i disse processer?

Afsked og sorg er et livsvilkår for alle, men for borgere med døvblindhed oplever de også en del udskiftning i deres kreds af nærpersoner, og det kan være også være forbundet med tab, savn og sorg, som vi måske ikke altid giver den opmærksomhed, som der er brug for. Et af de spørgsmål jeg stiller er, hvordan kan vi støtte og hjælpe beboerne gennem svære ting i livet, så de ikke efterlades i et stort følelsesmæssigt tomrum præget af følelsesmæssig ensomhed, som kan smerte dybt og give anledning til voldsomme reaktioner og ændret adfærd?

Mit navn er Inger Simonsen og jeg er pædagogisk konsulent indenfor området døvblindfødte voksne CDH. Jeg har samarbejdet med denne gruppe i mange år, og oplevet at tab, sorg, svære ting i livet og savn har mange ansigter, og at det kan være svært at dele disse følelser med beboerne. Jeg tror heller ikke, at vi har været gode nok til at have fokus på dette, måske fordi vi ikke forstod deres sorgreaktioner. De går måske også mere ud og ind af sorgen og kan ikke tale så længe om det ad gangen. Jeg tror på, at alle sørger men sorgen kommer ud på andre måder i denne gruppe og ofte også senere.

Ubearbejdet tab

Kan vi bedømme, hvilke af deres relationer, der ved ophør resulterer i tab og sorg for beboeren? Jeg tror det ikke, og jeg er overbevist om, at mange har ubearbejdet tab og sorg, som de bærer på ”indersiden”. Da de ofte har oplevet mange tab, som de ikke har fået bearbejdet kan et nyt tab også åbne op for gamle tab og sorger. Så når vi ser en reaktion, kan det også være en reaktion på mange tab, og sorgen over det.

Vi oplever også, at der i forbindelse med sorg og tab kan blive taget beslutninger, der bliver taget af hensyn til og i omsorg for beboeren. Men det passer ikke altid ind i beboerens forståelsesramme. For mig er det misforstået hensyn, at tro at en person, der ikke kan stille spørgsmål m. m. ikke skal informeres. I sådanne situationer må vi skærpe vores opmærksomhed yderligere på eventuelle reaktioner på sorg og tab.

Uanset om man taler med beboerne om deres tab eller ej, tror jeg ikke, det er muligt for dem at lade være med at reagere på tabet. Ofte vil disse tab og den sorg der følger med komme til udtryk i den enkeltes reaktioner, væremåde og sindsstemninger.

Det er klart, at det kan gøre det yderligere kompliceret, hvis de ikke er i besiddelse af sproglige og kognitive kompetencer, der gør dem i stand til at udtrykke sig om deres ofte kaotiske følelser.

Der opleves også, at når et menneske, som de kender eller hører om dør, giver det anledning til at nogen beboere har brug for at snakke om andre, der er døde tidligere.

Vi skal være opmærksom på, at sorgen kan have mange forskellige udtryk, så reaktioner på sorg og tab kan være meget individuelle. Tidspunktet for hvornår sorgen kommer til udtryk kan også variere meget, og der kan gå uger, måneder og år – forsinket sorgreaktion.

Vi skal støtte dem i sorgprocessen, og hjælpe dem med at holde fast i minderne og de gode fortællinger om dem, der er rejst, flyttet eller er død, så de stadig får en plads i beboernes liv på en ny måde.

Jeg har ofte erfaret, at det kan være svært at få skabt et ”rum” sammen med beboerne til samtale og nærvær, hvor der bliver ro, tid og plads til den trygge fortrolige samtale om dybere emner eksempelvis sorg, tab og savn.

Mindehaven – det fortrolige rum

I boformerne er der så mange ting, der afleder og stjæler deres opmærksomhed, så man når måske aldrig til det ” fortrolige rum”.

Det havde vi et ønske om, at Mindehaven på CDH kunne bruges til. Det var vigtigt for os at skabe en ramme, hvor beboeren kan føle sig tryg og være til stede uforstyrret sammen med en medarbejder. Det er vigtigt at medarbejderen kender beboeren og gerne også dennes historie, og at beboeren oplever sig set, mødt, forstået og trøstet.

Der er i Mindehaven mulighed for, at man individuelt kan skabe et ” minderum” eksempelvis ved at tænde et lys ved start, og slukke det når denne stund er slut.

Se vores præsentation af Mindehaven i ord og billeder (klik billedet for at se stort format).

Mindehaven

Mindehaven

Efterskrift

Vi har oplevet at nogen beboere er nået til en forståelse af hvad de kan bruge Mindehaven til. De kan selv udtrykke ønsker om at komme ned i Mindehaven, og for nogen er det også vigtigt at have blomster og andet med.

I forbindelse med fælles arrangementer i Mindehaven, har jeg også hørt beboere ytre ønske om, at de gerne vil have et mindesymbol op for mor, far etc. Det opstår, når de er fysisk til stede i ” mindernes rum”. Det giver os som initiativtagere et vink om, at noget af vores mission er lykkedes, og at rammen er vigtig, for at der kan blive tid, ro og plads til tanker.

Mindehaven kan også forplante ro bare ved at være til stede i haven, sidde stille evt. med et tændt lys.

Der er ikke nogen måde at sørge på, der er mere rigtig end anden, der skal være plads til alles sorg og tab uanset udtryk.

Her i november var vi samlet omkring vores tradition med Allehelgens arrangement, hvor vi mindes beboere, personale og pårørende, der er gået bort siden sidste Allehelgen.

Jeg bemærkede et par beboere, der blev siddende længe i det inderste rum, stille og eftertænksomme så de ud, mens de kiggede på lysene. De havde ikke travlt med at komme videre trods et lille traktement ventede. (billeder fra Allehelgen ind her).

 

TID er det smukkeste man kan give et andet menneske

Hvordan gør I andre steder i forhold til dette tema?

Privacy Preference Center