Man skal godt nok have spist mange pandekager, før det giver mening at stå ved et bål med en pind i hånden

Citatet kom i forbindelse med en praktisk øvelse på Basisuddannelsen for et par år siden. Dagens tema var Meningsfulde aktiviteter og sammen med vores udelivsundervisere, havde vi arrangeret en række forskellige aktiviteter på udelivspladsen. En af aktiviteterne gik ud på at bage pandekager over bål. Deltagerne gik sammen 1:1, hvoraf den ene blev gjort døvblind, den anden skulle være kommunikationspartner. Sammen skulle de gennemføre en aktivitet og undersøge, hvad der skulle til, for at aktiviteten kunne blive tilgængelig og meningsfuld for begge parter.

Herunder skulle den seende og hørende kommunikationspartner forholde sig til, hvordan de ville forberede og kommunikere om aktiviteten, så den blev sansemæssig tilgængelig for den døvblindgjorte partner.

Da vi samlede os igen i undervisningslokalet og evaluerede de forskellige aktiviteter, sagde én af de døvblindgjorte deltagere: Man skal godt nok have spist mange pandekager, før det giver mening at stå ved et bål med en pind i hånden.

Sammen undersøgte vi, hvad der var på spil i forbindelse med oplevelsen og fik øje på, at vores (altså den seende og hørende partners) syn snyder os igen og igen, når vi arrangerer forskellige aktiviteter – også selvom vi gør os umage med at forberede, involverer og kommunikere om det, som sker.

Vi fik øje på, at der ingen taktil sammenhæng er mellem flydende pandekagedej og en færdig pandekage. Det er ikke muligt at mærke sig til sammenhængen, fordi man så brænder sine fingre i bålet. Vores syn danner the missing link mellem pandekagedejen og den færdige pandekage – vi ser, at panden kommer ind i ilden og hvordan den flydende pandekagedej samler sig, tykner og bliver bagt til en sammenhængende masse, en pandekage. Den proces får man ikke med sig, hvis man ikke kan se den. En lille eller svag synsrest vil være en stor hjælp, men vil det nok til at skabe en oplevelse af sammenhæng?

Hvis man ingen pandekage får, hvad går aktiviteten så ud på?

En anden deltager fortalte, at hun ingen pandekage fik, fordi den de bagte på gik i stykker og faldt ind i bålet. For hende gav aktiviteten slet ingen mening. Hun havde lavet noget klister (dej), som kom på en pande og så stod hun ved et bål med en pind i hånden… hmm! Igennem hendes oplevelse blev det tydeligt, hvor fragmenteret oplevelser er, når synet ikke er med, uanset hvor stor umage vi gør os for at fortælle om, hvad der sker. Vores læring blev, at for personen med døvblindhed er produktet vigtigt. Vi taler tit om, at processen er vigtig – men her opdagede vi, at produktet er utrolig vigtigt ift. at kunne forstå en sammenhæng. Hvis man ingen pandekage får, hvad går aktiviteten så ud på?

Citatet Man skal godt nok have spist mange pandekager, før det giver mening at stå ved et bål med en pind i hånden fortæller os noget om, at erfaringen med at spise pandekager er vigtig for at kunne skabe en sammenhæng i aktiviteten med at bage pandekager. Citatet fortæller os, at vi af og til må starte en ny aktivitet med slutningen. Metoden er kendt som baglæns kædning (Medfødt døvblindhed (2016), s. 81). Man deler en aktivitet op i mindre delaktiviteter og kæder dem sammen bagfra – man starter med slutningen. At starte med slutningen betyder, at man må forberede sine aktiviteter virkelig godt og ikke overlade noget til tilfældigheder. Man må hele tiden spørger sig selv, hvordan bliver aktiviteten sansemæssig tilgængelig for den anden? Hvad skal der til, og hvad skal vi gøre først?

Vores syn snyder os igen og igen – det skaber lynhurtigt sammenhænge for os, som vi slet ikke har øje for, førend nogen fortæller os, at der ikke er en sammenhæng taktilt.

Hvordan kommer vi omkring det i en travl hverdag? Hvilke erfaringer og oplevelser har I? Hvordan gør I i praksis?