Turen går til Filadelfia

Jeg har skrevet om det at føle sig magtesløs over en længere periode og om det at føle at man ikke slår til som pædagog. Hvordan det indimellem har været frustrerende at arbejde tværfagligt og at oveni de gode oplevelser med beboerne er der også indimellem sideløbende forløb der kan være frustrerende og nedslående.

Maj/juni 2020
Over det sidste års tid har mit team og jeg været ekstra opmærksomme på og bekymrede for en beboer med tiltagende/ustadige epileptiske anfald. Vi får i samråd med hans neurolog på Aalborg neurologiske ambulatorium og værge, sendt en henvisning til Filadelfia.
Første gang jeg hørte ordet Filadelfia, forestillede jeg mig at vi skulle til Philadelphia, USA. Det skal siges at min hjerne kom i omdrejninger; hvordan flyver vi med en beboer der sidder i kørestol, i mange timer og som vi ikke lige kan forklare hvad der foregår omkring ham. Men pyh! Det viste sig at vi ikke skulle længere end Dianalund, Sjælland og Philadelphia med ”Ph” blev heldigvis afløst af Filadelfia med ”F”.
Jeg blev lettet, det er trods alt kun en køretur på 3,5-4 timer.

Vi blev først kaldt til møde på Filadelfia. Besøget gik godt og overlægen ville gerne indlægge ham på deres afdeling for voksne med handicap, til observation og forhåbentlig finde ud af om beboerens epileptiske anfald kunne komme under bedre kontrol. Teamet omkring beboeren var meget glade og forhåbningsfulde omkring indlæggelsen – vi krydsede fingre for en udbytterig indlæggelse.

Men… overlægen nævnte at de ville have beboeren indlagt uden ledsager! Min kollega og jeg kiggede på hinanden – spændende! Beboeren kommunikerer via kropslige/nonverbale ytringer og har ikke verbalt sprog eller tegnsprog. Han har nedsat hørelse og forstår ikke almindelig tale, han kan ligeledes ikke se andet end lys og skygger. Han kommunikerer gennem lyde, mimik og kropssprog og vi svarer med taktil berøring og enkelte taktile tegn.
Vi brugte lang tid på at forklare overlægen dette, men hun virkede fortrøstningsfuld – det var de vant til. Min kollega og jeg ville tage beskeden med hjem igen og vidste at teamet derhjemme måske heller ikke var helt så trygge ved situationen.

Under forberedelserne til indlæggelsen, var der enkelte bump på vejen men vores leder tog sig af det og fik forhandlet sig frem til at beboeren gerne måtte have ledsagere med alligevel. Mit team, beboerens værge og jeg var lettede – vi er jo tolke for beboerne, vi kender deres sprog, deres præferencer og deres rutiner. Det handler ikke om at vi ikke tror på at personalet på Filadelfia kan gøre det godt, det handler om at vi gerne vil kunne formidle beboerens udspil og også være der til at tage imod de tiltag og ændringer som Filadelfia evt. ville komme med. Beboeren kan jo ikke selv efterfølgende fortælle hvordan det har været og vores erfaring er at kommunikation ansigt til ansigt altid er at foretrække frem for kommunikation via skrift eller telefon i en situation som denne.

Det er da hyggeligt…
Filadelfia 2020, det er juni, solen står højt, der er varmt og ingen vind. Den lille stue som beboeren har fået bliver hurtigt varm, men han har det godt, han virker til at nyde at have 1-1 kontakt og nogle gange 2-1 kontakt når vi samles til blandt andet måltider. På grund af Corona virus, må vi helst ikke opholde os andre steder end på stuen, til trods for at vi alle tre er testet negativ inden vi kom til sygehuset, derfor kommer sygeplejerskerne også med maden ned til os på stuen.
Når vi ikke taler med læger, sygeplejersker, fysioterapeut eller ergoterapeut, ser vi tv eller går ture, der er tid til nogle af de lidt mere hyggelige ting som højtlæsning, wellness med f.eks. creme og tid til bare at være sammen med beboeren og være tætte.
Selvom det alt sammen lyder meget hyggeligt, med god tid, en rolig beboer og god mad er der jo et formål med indlæggelsen. Vi får besøg af læge, sygeplejersker, ergoterapeut og fysioterapeut som ser på beboeren og snakker med os om hvad det er vi ser og oplever, og selvom lægen, sygeplejerskerne og det andet tværfaglige personale er søde og lytter til os, er det ikke altid nemt. Beboeren har det så godt mens vi er på Filadelfia, at de ikke kan observere nogle epileptiske anfald eller udslag hos ham, de må derfor nøjes med videoer på en iPad og tage imod de observationer vi kan fortælle dem om. Derfor er det også svært for dem at justere hans medicin, hvilket vi mærkede effekten af da vi kom hjem fra Filadelfia.

Da vi kommer hjem igen, går det faktisk meget godt med beboeren til at starte med. Der bliver lavet medicinjusteringer flere gange og pludselig oplever vi at beboeren har det dårligt. Vi kan sammen med vores sygeplejerske og beboerens egen læge ikke rigtig finde ud af om det er fysisk ubehag eller psykisk ubehag, da det heller ikke er tydeligt på beboerens udspil hvad der generer ham. Vi kan se han har det dårligt, hans udspil og kropssprog viser os at vi er nødt til at gøre noget, han kræver hjælp, han har det rigtig dårligt. Det bliver nogle måneder hvor vi har fat i flere forskellige faggrupper for at udlede hvad der plager ham, men uden at finde ud af hvad det er.

Magtesløst og sårbart
Jeg oplever at det også er hårdt for mig. Den uvidenhed der er omkring problematikken og den magtesløshed der opstår, tager min energi og pludselig føler jeg heller ikke at jeg slår til som pædagog trods utallige pædagogiske tiltag. Tiltag jeg kender og har brugt mange gange med stor succes, som har hjulpet beboeren i andre situationer hvor han har haft det dårligt.

Jeg bliver usikker og urolig i mit fag – et fag som jeg ellers jeg har følt jeg er god til og hvor jeg er vokset med opgaven over de sidste 6 år. Det er hårdt at have det sådan, mit arbejde er jo et af mine tilhørssteder, jeg ved hvem jeg er her og hvad der er forventes af mig. Derfor er denne periode svær for mig. Jeg laver flere skadesanmeldelser da jeg ikke har det godt når jeg tager hjem efter en vagt.
Skadesanmeldelsen skriver jeg for at passe på mig selv og det er en oplysning til min leder om at der er eller har været en problematik jeg skal have støtte til at komme igennem. Det kan være en indikator til min leder om at det kunne være nødvendigt at søge flere ressourcer til beboeren, det kan hjælpe min leder til at søge om hjælp til mig i form af f.eks. individuel supervision eller psykolog.

Heldigvis kan jeg stadig godt lide at komme på arbejde, hvilket i høj grad hænger sammen med at jeg har verdens bedste kolleger. De forstår at det er svært og de tager hånd om mig når jeg er på arbejde. Vi støtter hinanden i arbejdet omkring beboeren og der bliver sat ord på at det er okay hvis jeg (eller en anden kollega) en dag, synes det er svært at skulle hjælpe beboeren i en vagt.
Men det er en mærkelig situation at stå i.
Normalt elsker jeg at være sammen med beboeren, og han er den jeg oftest først søger at være sammen med i en vagt. Men i denne periode oplever jeg mig selv komme på arbejde og sige til mine kolleger, at jeg helst vil hjælpe en anden beboer hvis det er muligt. På samme tid kan jeg ikke rigtig slippe ham, og jeg sørger som regel for, lige at holde et øje på ham og være der for ham eller min kollega hvis behovet er der.

Hjælp udefra
Den samme magtesløshed hører jeg mine kolleger fortælle om og det er selvfølgelig også hårdt.
Vores leder arrangerer en ekstra supervision for os, en supervision med fokus på hvordan vi, som personalegruppe, kan arbejde med følelsen af magtesløshed og være i situationen. Det giver også mulighed for at vi alle kommer på samme side, kan blive enige om hvad der skal ske fremover og hvordan vi skal håndtere det.
Supervisionen har i den grad hjulpet mine kolleger og jeg. Vi overvejer at den hjælp beboeren skal have for at få det bedre, ikke længere er pædagogisk. Det kan være at løsningen er medicinsk i stedet - dermed ikke sagt at vi skal give op og træde tilbage. De pædagogiske tiltag er stadig valide og kan være med til at mindske brugen af medicin. Vi skal ikke droppe vores faglige viden og tiltag, de er vigtige redskaber.

Tværfagligt samarbejde er en kunst
Oktober 2020, beboeren skal indlægges på Filadelfia igen, i 14 dage. Vi, pædagoger, skal igen indlægges sammen med ham, det vil sige samme procedure som i juni. Vi er lidt mere rutinerede denne gang, vi kender til dagligdagen på hospitalet og hvad der forventes af os.
Men denne gang har beboeren en dårlig periode hvor han ikke har det særlig godt, og selvom det er svært at se at han ikke trives, er det alligevel rart at der er nogle, med en anden faglig tilgang, der kan observere ham.
Efter beboeren er kommet hjem fra Filadelfia, ved vi at noget af hans ubehag ikke er på grund af epilepsi – det er positivt, det er noget vi kan tage med til hans egen lægen her i Aalborg og fortsætte med at arbejde mod at beboeren kommer i bedre balance, så han kan deltage i det der sker omkring ham. Han er normalt en meget social person som elsker at være sammen med andre, smage på noget god mad og er i det hele taget åben for nye sansemæssige oplevelser.

Det tværfaglige samarbejde kan dog også være udfordrende, og det føltes indimellem som at vi talte forbi hinanden når vi talte med læger og sygeplejersker, både på Filadelfia, men til dels også herhjemme. Måske handler det om at jeg og mine kolleger har været i situationen omkring beboeren i flere måneder, vi er bekymrede og vil gerne have at beboeren får den nødvendige hjælp og gerne hurtigst muligt. Beboerens trivsel og velfærd er nedsat i denne periode, han er ofte ked af det og sover meget på grund af den medicin vi til sidst har været nødt til at give ham for at han kan falde til ro. Men det slider også på os omkring ham, at se en person jeg holder af, have det så dårligt og ikke være i stand til at hjælpe ham, gør ondt og jeg føler en kæmpe afmagt.
Som pædagog og omsorgsperson til et menneske der ikke selv kan kommunikere via tale- eller tegnsprog, er der et enormt ansvar og en følelse af pres for at få formidlet beboerens behov tydeligt og også korrekt.

”It’s okay, to not be okay”
Som det er lige nu, har vi stadig ingen svar på hvad beboeren har behov for, for at få det bedre. Men vi arbejder hårdt på at finde ud af det. Der er flere tiltag i vente hen over det næste stykke tid, men lige nu accepterer vi at det er et medicinsk problem og gør vores bedste med vores pædagogiske tiltag ved siden af.
I denne proces, over det sidste års tid, føler jeg at mine kolleger og jeg er kommet tættere på hinanden. Det har været et svært år, men selvom vi er urolige og har svært ved at være i det, så tror jeg alligevel vi er blevet mere opmærksomme på hinandens trivsel og på at det er okay at være åben omkring det der er svært. Jeg er glad for at komme på arbejde, også selvom de hårde dage stadig finder sted i ny og næ, da jeg ved at jeg altid vil kunne snakke åbent sammen med mine kolleger.

Hvis I har lyst må I gerne dele om I har oplevet følelsen af magtesløshed i jeres arbejde og hvordan bearbejdede I det?


En kontrast til forskel - af Cathrine Olesen

 

En kontrast til forskel – men med enkle midler.

Døvblindhed giver nogle særlige udfordringer i forhold til at udvikle og udfordre ens evne til at bevæge sig frit. Kombinationen af sansetabet på de 2 fjernsanser (syn og hørelse) begrænser mængden af tilegnelse af den information, som skal anvendes til den erkendelsesproces for hvor er jeg? hvor er jeg på vej hen? og hvordan kommer jer dertil?

Hos nogle mennesker med døvblindhed handler det om at kunne finde, for dem relevante, placeringer i deres nærmiljø såsom at finde deres lejlighed eller et toilet – men også det endnu nærmere – det at kunne finde sin tallerken, krus og bestik, som er placeret foran én.

I mit forrige virke som pædagog har jeg haft et fokus på, hvordan jeg kan kompensere synsnedsættelsen for de borgere, som jeg skulle støtte udviklingen af. For år siden fik jeg et simpelt arbejdsredskab fra den daværende synspædagog til at sikre kontraster i indretningen. Tippet bestod i at gøre brug af en mat plastiklomme og holde den op for mine øjne i ca. 20-30 cm afstand fra mit ansigt. Hvis jeg kunne se kontraster imellem baggrunden og det objekt, som jeg ville se, burde kontrasten være stor nok til at kunne dække udfordringer med manglende kontrastsyn. Jeg har kun oplevet positive resultater ved at gøre brug af denne metode.

Med en plastiklomme i nærheden blev det pludselig nemmere at indtænke muligheder for, hvordan jeg kunne styrke den enkeltes borgers orienteringsevne til at mestre eller genmestre opgaver ved brug af kontraster – eller skabe tryghed til at bevæge sig frit omkring igen.

Jeg kan nævne flere eksempler fra praksis, hvor det at have fokus på kontrasten har haft positiv effekt på borgerens selvstændighed. Det der overraskede mig i processen var, at det ikke altid krævede de store midler til at få det udført - med maling, tape, folie eller en ensfarvet dug kan man komme langt med at kompensere for en synsnedsættelse.

En simpel ting som selvstændigt at mestre at skylle ud efter eget toiletbesøg, kan mistes ved en flytning til ny bolig eller udskiftning af toilet. Når man som døvblind har en begrebsforståelse for ”skyld-ud-knappen” sidder oven på cisternen, men pludselig er toilettet en anden model, så kan man mangle information om at funktionen er placeret på væggen – og det bliver ikke bedre at, knappen er hvid på hvid væg.  Her har jeg erfaring med, at hvis jeg anviste knappen på væggen taktilt i kombination med at knappen var blevet malet i en kontrastfarve, kunne dette mestres igen.

Et andet eksempel på anvendelse af et lille middel med stor effekt var: En borger var pludselig begyndt at gå ind i det bord, der havde samme placering som altid. Synet var svundet ind, og det blev for udfordrende at se det grå bord mod trægulvet. En sort dug på bordet var løsningen for, at borgeren igen så bordet. Vægge ud i rummet kan være svære at spotte, hvis de er hvide med hvide vægge omkring sig, men med et par signalgivende felter i forventet synsfelt kan sådan en væg blive synlig igen.

I en periode arbejdede jeg sammen med en borger, som var meget ansvarsfuld med at tømme den fælles opvaskemaskine, og det var vigtigt for borgeren at alt kom retur på rette plads i skabe og skuffe. Borgeren havde en ganske begrænset synsfunktion, hvilket medvirkede at han famlede sig frem efter grebene på skabslågerne. Efter forsøg med at markere grebene på skabe og skuffer med kontrastfarvet folie, var det tydeligt at borgeren ikke famlede mere, men nu kunne spotte grebene direkte. Borgeren var positiv for tiltaget og ønskede efterfølgende samme installering i lejligheden.

Ved alle former for tiltag i det fysiske miljø skal man være bevidst om flader der er blanke, kan give genskær og dermed blændingsgener, som har modsatte effekt på orienteringen. Jeg håber dog at oplægget her, kan inspirere og motivere til at forsøge sig frem for at give personer med døvblindhed den ekstra støtte, således at de får succesoplevelser med at mestre og føler sig trygge til at bevæge sig frit.

 

Cathrine Olesen

Specialrådgiver og VISOspecialist


Blog

Hvis jeg kan, kan du også!

I starten af 2019 blev jeg spurgt om jeg ville være med til at være en del af en blog om døvblindhed og vidensdeling. Jeg skulle dele hvad jeg og mine kolleger, går og laver i hverdagen samt hvilke udfordringer vi evt. kan løbe ind i.
Vi, pædagoger, ligger inde med alt mulig tavs viden, tips og tricks til at håndtere forskellige udfordringer, hvordan vi arbejder med forskellige problematikker i vores hverdag og de små stjernestunder vi oplever i tæt samarbejde med mennesker.

På dybt vand

At skulle skrive noget som andre skal læse, giver en vis præstationsangst. Jeg har aldrig været særlig stærk bogligt, jeg er klart typen der har det bedst med manuelt arbejde, hvor jeg kan få lov at arbejde med mine hænder og være tæt sammen med beboerne.
Det var derfor også med forbehold at jeg sagde ja til at tage del i bloggen, men som udgangspunkt har jeg alligevel altid ja-hatten på når det kommer til nye projekter - det er jo fedt at blive udfordret og netværke med nye kollegaer. Jeg gik til det med den indstilling at jeg jo skal skrive det jeg kender til, det vil sige at de blogindlæg om særlige nye teknikker, metoder eller konferencer nok ikke ville komme fra mig. Det jeg kan bidrage med, er oplevelser fra min egen og mine kollegaers hverdag.
Jeg lavede lidt forarbejde i et møde med Lisbeth, som har startet blogger projektet. Hun hjalp med at forventningsafstemme hvad det er min rolle er og hvad hun tænker at jeg skal bidrage med - det gjorde at jeg kunne overskue at være med til at skrive til bloggen.

Det er slet ikke så svært

Inden jeg går i gang med at skrive et blogindlæg, sørger jeg for at tale med mine kollegaer om, hvad det er jeg har tænkt mig at dele og stiller dem spørgsmål, så jeg også kan få deres tavse viden, ideer og holdninger med i det jeg skriver. At skrive disse blogindlæg har gjort at jeg taler mere fagligt med mine kolleger, ikke kun i levegruppen Ilden, men også de andre levegruppper på Kloden.
Mads, der er med til at organisere bloggen, er teknisk snild og har lavet en skabelon til hvordan man skriver et blogindlæg - han har sagt mellem 300 – 600 ord, for at det bliver en letfordøjelig tekst, det er selvfølgelig okay at skrive mere hvis man har materiale til det.
Men dette har jeg holdt mig til. Det hjælper mig med at begrænse mig, lige så meget som det hjælper mig med at det bliver overkommeligt at skrive et blogindlæg. Jeg har indtil videre kun fået positiv feedback på mine små indlæg om de forskellige aktiviteter der sker på Kloden – det er altså dejligt at læserne vender tilbage med en lille kommentar eller et like på facebook.

Alle er velkomne!

Grunden til at jeg laver dette blogindlæg, er fordi jeg gerne vil opfordre vores læsere om også at vidensdele ting fra jeres hverdag.
Dovblindhed.dk er et fælles projekt, hvor alle kan være med til at læse og dele.
De små historier fra hverdagen kan blive til inspiration for andre, eller andre kan kommentere deres løsninger hvis dit blogindlæg handler om en problemstilling du arbejder med, på din arbejdsplads. Alle emner er velkomne - det handler jo om at vi får så meget viden frem i lyset som muligt, der er ikke et emne der er for småt eller for stort.
Det er inspirerende at læse hvad andre tumler med i deres hverdag og hvis det kan starte en snak eller en debat er det perfekt - om det er på bloggen, facebook eller på arbejdspladsen.

Hvis du gerne vil dele din hverdag med bloggen - et problem eller måske "bare" en dejlig stjernestund, kan du kontakte mig på facebook via facebookgruppen døvblindhed.dk eller send mig en mail på tanja.christiansen@rn.dk – så sørger jeg for at du kan blive gæsteblogger her på dovblindhed.dk!


Amsterdam cykler

I det tågede Amsterdam......

Døvblindhed - en unik funktionsnedsættelse

I det “tågede” Amsterdam mødes jeg med det internationale forbund for Døvblinde og Sense International. Har det noget at gøre med den almindelige hverdag sammen med den enkelte borger med døvblindhed? Ja vil jeg påstå. For det er i det internationale arbejde, at der kæmpes for at døvblindhed er en unik funktionsnedsættelse og derved kræver unik service/ indsats. Hvis der ikke hele tiden fokuseres på det specielle og unikke ved døvblindheden, så forsvinder viden, samarbejde og politisk velvilje til at støtte ekstra for mennesker med kombinationen af nedsættelse på de to fjernsanser som alt er bygget op omkring. Mennesket med døvblindhed er unikt - det er også beskrevet klart i vores nordiske definition af døvblindhed. Det må dog ikke betyde, at vi ikke bringer døvblindheden frem som en vigtig definition. Viden om døvblindhed er udviklet ved fælles fokus på den unikke funktionsnedsættelse, der er speciel fordi begge fjernsanser er begrænset.

Et fælles fokus på døvblindheden

Når samfund, kommunikation, relation, information er tilrettelagt efter syn og hørelse, er nedsættelse på begge de sanser en begrænsning for det enkelte menneske med den sansenedsættelse. At forstå hvad det betyder er at forstå døvblindhed og det er vigtigt for det unikke menneske med døvblindhed. Det gælder altså om at blive ved med at have et fælles fokus på døvblindheden, så omverdenen kan tilrettelægges så døvblindheden begrænser det enkelte menneske mindst muligt. Derfor er det netop udbredelse af forståelsen af døvblindhed som en unik funktionsnedsættelse, der igen er på den internationale dagsorden. Det vil vi i Forbundet Deafblind International arbejde videre med sammen med de andre internationale forbund og organisationer. I Danmark er der også et kontinuerligt arbejde med at sætte fokus på den specielle funktionsnedsættelse, for man kan ikke forvente at samfundet ved særlig meget om netop døvblindhed, der har så lille en population. Det er op til os, der arbejder i feltet at være vidensbærere, vidensudviklere og advokater. I nutidig tale skal vi måske kalde os influencere.


Vidensdeling sammen

Vi vidensdeler hverdagspraksis om døvblindhed!

I december 2017 startede mit nye lederjob for specialrådgiverne for døvblinde. En af de første snakke jeg havde var med Lisbeth Clausen. Hun var i gang med et projekt om at forske i egen praksis på vores center. Her var hun opslugt af hvordan man kunne dele praksisviden med hinanden på tværs i landet. Et engagement, der smittede enormt og som vi sammen besluttede at gøre mere ved. Det blev til dette fantastiske koncept.

Velkommen til døvblindhed.dk.

I mit virke i døvblindeområdet i 25 år på både dansk, nordisk og internationalt plan, har det altid stået klart, at det er nødvendigt at hjælpe hinanden på tværs med at blive klogere på arbejdet med mennesker med medfødt døvblindhed. Det er jo en utrolig lille del af befolkningen, der har døvblindhed og derfor er det sjældent og ret uforståeligt for andre, der ikke kender til mennesker med døvblindhed. Før i tiden – brugte praktikere hinanden på tværs af landegrænser. Man kom i praktik hos hinanden og lærte af hinanden. Viden om døvblindhed opstod i praksis og opstår stadig i praksis. Det er dog kommet længere væk, det med at dele med hinanden på tværs af tilbud og landegrænser. Men det kan teknologien heldigvis hjælpe os med i dag. Lad os udnytte de nye medier, hvor man kan mødes i det virtuelle rum og sparre med hinanden, give hinanden ideer og støtte hinanden i de svære udfordringer.

Døvblindhed er én funktionsnedsættelse

At døvblindhed er én funktionsnedsættelse er svært at forstå for mange. Det er vel en synsnedsættelse og en hørenedsættelse? Nej, det kan desværre ikke bare beskrives sådan, for når det er sansenedsættelser på begge vores 2 eneste fjernsanser, så bliver det en kombineret sansenedsættelse, der giver sig udslag i at være en helt særlig og unik funktionsnedsættelse. En funktionsnedsættelse, der viser sig som medfødt hos 0,022% af befolkningen!! Samtidig viser denne døvblindhed sig hos en meget forskellig gruppe af mennesker – der findes pt. over 40 forskellige diagnoser og mange ukendte baggrunde for døvblindheden og derfor er de pædagogiske tiltag jo også nødt til at være meget forskellige. Hvad er det så vi kan hjælpe hinanden med – når det hele er så forskelligt? Det er forståelsen af hvad døvblindheden kan give af begrænsninger i forståelse af hinanden i relationen, i forståelsen af en helt anderledes måde at opfatte verden på, en helt anderledes måde at udtrykke sig på gennem berøringer og bevægelse. Ofte skal vi ved hjælp af viden om det dobbelte sansetab tolke en adfærd, der for andre tolkes som autistiske træk, OCD, lav kognitivt niveau, m.m. Vi skal forsøge at forstå hvordan berøringer og bevægelser kan være kompetente sproglige udtryk for noget, der er sanset i verden. Vi skal forsøge at tilpasse vores tilgang til den enkelte med kommunikative, informative og interaktive metoder, der ofte skal udføres på meget anderledes måder end via de automatiske visuelle og auditive kanaler.

Alle mennesker har behov for at kommunikere – også når talesproget ikke kan fungere som kommunikationskanal. At være er at kommunikere. Alle sociale relationer, al personlig udvikling og identitet, al læring, al interaktion med omgivelserne bygger på og forudsætter kommunikation. (Socialministeriet 2013: 5)

Teknologien og det historiske faglige arbejde på tværs, kan nu sammensmeltes og opkvalificere arbejdet i praksis med mennesker med medfødt døvblindhed i dette nye koncept med ”Vidensdeling af hverdagspraksis”. Det bliver en sikker succes på mange fronter, hvis i derude vil være med til at bidrage med alle hverdagens små refleksioner og ideer. Det er en blanding af alle de små hverdagsudfordringer og den dybe specialisering af netop viden om døvblindhed, som vi kan hjælpe hinanden med. Derfor er alle oplevelser, undringer, ideer, m.m. som i hver især har hver dag, vigtige for alle jeres kollegaer rundt omkring i landet. Så vær gode ved hinanden og del, del, del.


Raketter der letter

Du gætter aldrig, hvad projektet kom til at hedde!

Mere end hver anden imod ny teknologi!

I Nordjylland er vi langt fra enige om, hvorvidt det er en god idé at indføre nyt teknisk udstyr som robotter, sensorer, apps, ipads osv i det offentlige. Sådan lyder det i en befolkningsanalyse foretaget af Medico Insight+, der har spurgt 1307 danskere om deres holdning til teknologi. Særligt interessant bliver det, når vi isoleret set kigger på kvinder med høj anciennitet. Og tilsætter vi lidt geografisk krydderi har vi i Nordjylland ikke været så enige siden Drømmekagen blev erklæret Nordjysk: Her er mere end hver anden adspurgte nemlig imod ny teknologi.

Man siger, at man er uskyldig til det modsatte er bevist, og jeg tror i øvrigt kun på den statistik jeg selv har manipuleret. Statistikken her har måske været aktuel engang men er i dag løgn og latin: Fra ledelse til medarbejdere.

Mit navn er Mads Lund-Petersen og jeg arbejder som innovationskonsulent i Området for Kommunikation og Specialpædagogik. Jeg er gæsteblogger og kommer til at bidrage med små fortællinger fra udviklingsverden - særligt når det indebærer nye teknologier. For at forstå min påstand om statstikken herover, skal vi springe lidt i tid og sted, så spænd bælterne og fyld kaffekanden, nu rejser vi en tur ind i udviklingshjertet på vores lille organisation i nordens Paris, Aalborg.

Alting har en ende – en regnorm den har to…

I 1968 skrev den britiske forfatter Arthur C. Clarke romanen Rumrejsen 2001. Sideløbende blev romanen filmatiseret og værket blev således til mens filmen blev indspillet i samarbejde med instruktøren Stanley Kubrick. Resultatet blev en af de mest ikoniske og kult science fiction film nogensinde. Men hvad har halvfærdige romaner og syrede fremtidsfilm om ondskabsfulde (men intelligente) robotter med vores virkelighed her i området for Kommunikation og Specialpædagogik i 2019 at gøre? Det vender vi tilbage til lidt senere.

Vores såkaldte IKT-projektet er ikke hos os længere. For IKT-projektets vedkommende skiftede projektet ham i takt med dets indledningsvise forundersøgelser. I starten af 2019 opdagede vi gennem interviews på bl.a. botilbuddene Kloden og Danalien, at der var ganske få medarbejdere, der dels vidste, hvad bogstaverne IKT stod for, og dels vidste, hvad man mente, når man talte om IKT. Det viste sig at være en stor barriere for projektets videre fremdrift. For hvordan kunne vi arbejde med IKT, når ikke engang vi vidste, hvad IKT var? Du har måske allerede Googl’et IKT og erfaret, at der i skrivende stund er 21.100.000 resultater. Det er derfor med IKT, som det er med alt andet. Alting har en ende. En regnorm har dog to. I hvert fald, hvis du spørger Shu-bi-dua. En regnorm er altså undtagelsen, der bekræfter reglen.

Heldigvis er ethvert problem en løsning i forklædning og med hjælp fra et af centerets teknologi-fortalere udskiftede vi IKT-begrebet med ’pædagogisk teknologi’. Med IKT’ets endeligt og dette nye arbejdsbegreb, manglede vi kun en projekttitel. I bedste click-bait stil lader vi dog titlen vente lidt endnu, og kalder projektet for Projektet. Du gætter nemlig aldrig, hvad det så kom til at hedde…

Afprøvning af fire indsatser

Hvordan kan teknologi skabe de bedste forudsætninger for at hjælpe borgere og medarbejdere, og dermed gøre organisationens tilbud og afdelinger teknologisk førende og dagsordensættende?

Svaret er fire indsatser vi kalder for Borgerprofiler, Sprint, Supportrelation og Skalering, som alle bygger på interviews med medarbejdere og ledere. De fire indsatser bliver i skrivende stund færdigpudset og i november afprøver vi dem i samarbejde med udvalgte beboere fra bostederne Kloden og Danalien, som projektet foreløbigt er afgrænset til. Målgruppen er voksne med medfødt døvblindhed.

Indsats 1 Borgerprofiler: Øge vores brugerdrevet fokus med afsæt i borgernes behov og problemer ved hjælp af et borgerprofilsskema, som også kan bruges på tværs af borgerne
Indsats 2 Sprint: Øge medarbejdernes ejerskab til og viden om nye teknologier gennem et såkaldt IKT-sprint (udviklingsforløb) over to uger med fokus på borgere og teknologi
Indsats 3 Support: Øge kendskabet til og relationen mellem teknisk IT-support og pædagoger ved at kommunikere om de muligheder vi har i dag
Indsats 4 Drift og Skalering: Forbedre forudsætninger for drift og forberede skalering ved at organisere ledelsen fra start og dermed prioritere og sikre vidensdeling af forudsætninger

Dem kommer vi til at tale mere om i nogle af de næste blogindlæg som jeg, eller andre involverede i projektet, skriver om her på bloggen.

Nordjyske kvinder med høj anciennitet og bløde mænd

”Jeg har læst en undersøgelse, der viste, at kvinder ikke tænder på bløde mænd. Hvordan ved man, om man er en blød mand? Man kunne fx prøve at stille skarpt på sin kone, og stille sig selv spørgsmålet, hvad har samlivet med mig gjort ved hende? Er hun stadig en glad legekammerat, eller er hun blevet en sur dominerende kælling? Hvis det er det sidste, så er der noget der tyder på, at man ikke har givet hende det modspil hun har krav på, og samtidig bedt om”.

Sådan joker Niels Hausgaard i et af hans utallige one man shows, og vi kunne stille selv samme spørgsmål: Er vores organisation stadig en glad legekammerat? Svaret er til dels nej. Vi har måske ikke været gode nok til at give det modspil, som der er blevet efterspurgt ift. pædagogisk teknologi, for som en af medarbejderne fra Kloden så pænt formulerer det: ”Jeg kommer tit ud på plejehjem eller lignende og tænker hold kæft hvor er det smart, hvorfor har vi ikke det?”

For nok er Nordjyske kvinder med høj anciennitet skeptiske for teknologi, men den skepsis har længe været forankret hos en ledelse, som netop har afspejlet dette demografiske forhold. Det modsatte viste sig nemlig ude i driften, hvor alle længe har stillet spørgsmålet: Hvorfor har vi ikke gjort det her noget før?

Nu har ledelsen for alvor fået øjnene op for potentialet af pædagogisk teknologi og som et resultat af en inspirerende konference ved Socialstyrelsen blev projektet født og forankret i tilbuddet Aktivitets- og Botilbud – CDH under tilbudsleder Lotte Hornung.

Du gætter aldrig, hvad projektet kom til at hedde!

En projekttitel eller overskrift skal stå på mål med det projektet eller artiklen indeholder. Det vil altså sige, at du skal komme ud på den anden side af dette blogindlæg, med en viden, der sikrer, at du ved hvad dette projekt handler om (i grove træk) og hvorfor vi er, hvor vi er. For at finde svaret skal vi en tur ud af EU. For skæbnen ville, at undertegnede på en konference i Norge mødte Jamie Knight og hans sidekick ’Lion’. Jamie arbejder som Senior Accessibility Specialist hos BBC og i hans præsentation på konferencen forklarede Jamie, hvordan teknologi har hjulpet ham med at give stabilitet, autonomi og uafhængighed. Han brugte frasen: ”For me, technology is like Magic”. Han referer altså her til føromtalte britiske forfatter Arthur C. Clarke, som står bag det vi populært kalder for Clarkes tre love og særligt den tredje lov er blevet en inspiration til projektet her:

”Any sufficiently advanced technology is indistinguishable from magic”. Her siger Arthur nemlig, at en tilstrækkelig avanceret teknologi ikke kan skelnes fra magi. I projektets styregruppe tror vi ligeledes på denne lov; at teknologi kan være som magi. Projektet kalder vi derfor ’Teknologi kan være Magi’.

Da filmen Rumrejsen 2001 havde premiere i 1968, blev den præsenteret for en verden, som på en måde ventede på en film, der kunne give en vision for fremtiden. Dengang havde man ikke megen erfaring med rumrejser og for stort set hele verden var tanken, om et uendeligt univers, både skræmmende, inspirerende, fremmede og uoverskueligt. Det var endnu kun få mennesker, der havde prøvet en computer.

På botilbuddene og i aktivitetscentrene har man også ventet, længe. Måske ikke på en film men på en ny fortælling, et sted at starte og en vision at sigte efter. For selvom vi gennem flere år har anvendt teknologier, går tingene så stærkt i dag at ingen kan prale af at have ret meget mere end et par års erfaring med en specifik teknologi og ingen ved alt. Efterhånden som vi bliver klogere i processen og arbejdet med nye pædagogiske teknologier, må vi derfor tilpasse fortællingen undervejs som vi skriver vores historie - ligesom Arthur og Stanley i udviklingen af Rumrejsen 2001.

Dette er vores rumrejse 2019. Jeg håber I vil følge med her på bloggen som projektet skrider frem. Projektet er nemlig som med førnævnte Shu-bid-dua lingo: Alting har en ende, en regnorm den har to. Regnormen må være undtagelsen, der bekræfter reglen. Så selvom man har prøvet med denne slags projekter og indsatser før, er dette projekt undtagelsen, der bekræfter reglen.

Ready for take off - nu letter vi!