Konsekvenser af manglende hudkontakt i en Coronatid

Corona-tiden er en udfordring for os alle. Vores sociale liv er ikke det samme og mange må isolere sig. Det kan tage hårdt på psyken, selvom vi kan forstå det der sker.

Men hvad med de mennesker der ikke har den forståelse og som vi ikke kan give en forklaring? De står pludselig i en ny hverdag, med restriktioner der ikke giver mening for dem. Fællesskabet de er vant til er forsvundet og de tilbringer mere tid i deres lejligheder end før. Duften af andre mennesker er også væk og der dufter mere og mere af sprit, samtidig med at de bliver rørt mere ved med handsker end med hud mod hud. Vibrationerne fra det andet menneske der plejer at sidde i den anden ende af sofaen er væk og de afslutter dagen alene i stedet for i fællesskab. Hvilke konsekvenser kan det give?

På Æblehaven bor en borger med medfødt døvblindhed. Hun holder meget af at få knus og kram og tager ofte selv initiativ til det. I dette tilfælde gik der ikke længe før vi så de første tegn på, at hun ikke fik den nære kontakt hun var vant til. Mange steder på kroppen fik hun flere og flere blå mærker af at nive sig selv og hun blev mere tilbageholden i sine initiativer. Yderligere udviklede hun helvedessild – noget vi ikke havde set hos hende før.

Om det har en sammenhæng, kan vi kun gisne og komme med egne teorier om. Men kan den manglende fysiske kontakt have udviklet eller øget hendes stress niveau? Har den stress sat gang i en fysisk reaktion? Og var helvedessilden en form for reaktion af det?

Det er skræmmende hvor hurtigt mange års arbejde med, at gøre borgeren nysgerrig og tryg ved omverdenen, kan gå tabt på bare et par uger. Fysisk kontakt og nærvær har en indvirkning på borgernes psykiske velvære og det sætter store krav til os som medarbejdere, at kunne finde en gylden middelvej i en tid med Corona, så borgerne får den kontakt de har behov for.


Fællesskab - Identitet- erkendelse.

At være i et fællesskab - elever og lærere på Baltorpskolen, Tale-høre Afdeling Rugvænget.

Ane Nordow og Connie Grye

 

Vi er en almindelig folkeskole med en specialklasserække, hvor eleverne bl.a. har  nedsat hørelse. De bruger HA, CI eller Baha. Vi er den skole i Danmark, hvor der går flest elever med USHER syndrom. Det er meget forskelligt, hvordan og i hvilken grad, eleverne er påvirket af deres funktionsnedsættelse. I starten syntes flere af eleverne ikke, at de havde meget tilfælles. Alligevel samlede vi  dem i en gruppe, hvor de med to lærere mødes et par gange om året og laver forskellige ting. Nogle gange mødes vi og taler om ting, der kan være udfordrende. Det kan være noget i forbindelse med skoledagen men også efter skoletid. Eleverne giver udtryk for, at de synes, det er rart at høre om, at andre oplever noget lignende, f.eks. at det er svært at se, når det er mørkt. Her har vi talt om, at det kan være en god idé at bruge den lampe, man har stående på sin arbejdsplads eller lygten på sin mobil. Andre eksempler er, at  man ikke altid kan se bolden, når man f.eks. spiller fodbold eller at man falder over ting, der ligger på gulvet, fordi man ikke har set dem.

Både eleverne indbyrdes og vi som voksne kan hjælpe hinanden og lære meget af at tale sammen og lytte til hinanden. Det kan også være, at vi bare hygger og spiller nogle spil sammen. Usher møderne er blevet afholdt gennem 4 år og gradvist vokser elevernes oplevelse af, at de har noget tilfælles og her ud af springer også en tillid og mod til og være åben om udfordringerne.

Karina og Bettina, konsulenter fra Institut for syn, hørelse og døvblindhed har deltaget i nogle af møderne, hvor vi f.eks. har talt om øjets anatomi. Endvidere har vi haft besøg af voksne med USHER syndrom. Disse har kunnet fortælle om overgangen fra folkeskolen til videre uddannelse og hvilke særlige udfordringer, man skal være opmærksom på. Til møderne er eleverne  med til at planlægge forskellige forløb, så vi ca. en gang om året laver noget sammen efter skoletid. Vi har bl.a. været ude og klatre i Til Tops i Frederiksdal, spillet minigolf og været i et legeland. Efter nogle af arrangementerne har vi overnattet på skolen og er gået i skole dagen efter. Eleverne i gruppen har i samarbejde med de voksne været med til at planlægge, hvad vi skulle lave, hvad menuen har været og de har handlet ind og lavet mad sammen med de voksne. Formålet med disse arrangementer har været at skabe en bevidsthed omkring de udfordringer børnene har i forhold til sansetabene. Og give dem mulighed for at snakke om dem i et trygt miljø.

Møderne og  arrangementerne kan godt give lidt “misundelse” hos klassekammeraterne, men afstedkommer også en bevidstgørelse hos dem om, at eleverne med Usher syndrom har særlige udfordringer. Karina og Bettina deltager også ved nogle af arrangementerne og det har været til stor glæde for alle og de får mulighed for at se hvordan børnene klarer sig udenfor de vante rammer og kan bruge det i deres rådgivning.

Som voksne/professionelle oplever vi, at eleverne er blevet bedre til at gøre andre opmærksomme på, hvis de har brug for hjælp til noget praktisk, eller hvis de synes, at noget er svært. I gruppen kan man snakke sammen om problemer og hjælpe hinanden med at finde ud af, at man ofte kan gøre noget for at gøre tingene nemmere for sig selv. Vi kan som voksne godt fortælle eleverne en masse, men de lytter og tænker på en anden måde, når det er andre børn og unge, de deler deres tanker og erfaringer med. En gang imellem møder vi tidligere elever og de giver alle udtryk for, at de har haft glæde af at blive samlet i et fællesskab  med andre unge, der har sansemæssige udfordringer.

 


Tidlig opsporing af Usher kan have stor betydning.

I vores arbejde som rådgivere for børn og unge med Usher syndrom møder vi ind imellem unge som gerne vil og kan beskrive deres oplevelse af "at leve med Usher syndrom". Denne historie fortæller om hvad det kan have af konsekvenser for den unge hvis det bliver opdaget meget sent at der er tale om et kombineret sansetab.

 

Min historie om min opvækst.

Jeg var 11 måneder, da det blev opdaget at der var et eller andet galt med mine øre. Jeg havde nedsat hørelse, jeg startede med høreapparater. Det havde jeg indtil jeg var 1,5 år-2 år, jeg var simpelthen blevet døv på begge øre!! Jeg fik mit første CI på højre øre, da jeg var to år gammel, og det andet CI da jeg var fem år gammel. Det gik ganske fint, jeg lærte at tale lige så godt som de normale hørende børn. Det gjorde jeg altså kun på grund af, at jeg blev tvunget til at tale, ved at komme i et normal børnehave i stedet for et døve børnehave, hvor de kun bruger tegnsprog. Langsomt smed jeg tegnsproget væk, og brugte kun talen som kommunikation. Den dag i dag taler jeg helt normalt, og får altid at vide af folk, at det sidste de regner med at jeg er døv pga. man slet ikke kan høre det på mig. Det er jeg mine forældre evig taknemlig for. Jeg har altid gået i en normal folkeskole, det gik fint i de første år så vidt jeg husker. Men langsomt begyndte at jeg gå ind i alle mulige ting fx døre, borde, stole, legetøj, mennesker osv. Mine venner grinede af mig hver eneste gang jeg gik ind i noget, derfor blev jeg altid sur på mig selv, og begyndte at skælde mig selv ud. Jeg var skræmt i starten, jeg forstod ikke hvorfor jeg gjorde disse ting når ingen andre gjorde det. Jeg vænnede mig hurtigt til det, det blev et normalt hverdags ting for mig. Jeg klagede tit til mine forældre, hvor dårligt jeg så. De tog mig til øjenlæge mange gange, altså de tog mig til øjenlægen i otte år! i starten var jeg glad for, at vi tog til øjenlægen, men jeg endte altid med at blive skuffet og vred. Vi fik det samme at vide hver gang, til sidst opgav jeg at finde ud af hvad det var, pga de ting øjenlægerne sagde med hvilken styrke jeg skulle bruge, og alt muligt pis, der bare ikke hjalp overhovedet.

 

Så gik der nogle år, hvor jeg slet ikke gik ind i ting og havde det godt med vennerne. I 8.klasse var der slet ikke noget. Jeg gik ikke ind i ting pga. jeg havde vænnet mig til hvor tingene var henne, og hvor de forskellige kantsten er henne. Men så kom 9. klasse hvor det bare gik ned ad bakken. jeg gik på Frijsenborg efterskole. Jeg gik ind i alting. Menneskene, borde, stole, døre osv. Det gjorde bare et eller andet ved mig, jeg fik det psykisk dårligt pga. jeg gik ind i ting OG jeg fik underlige blikke af menneskerne omkring mig. Jeg begyndte at cutte i september måned 2016. jeg gjorde det fordi jeg så det som et straf, jeg have lyst og brug for at straffe mig selv for at være så dum til, at gå ind i disse forskellige ting. Jeg hadede mig selv. Jeg kan huske, at jeg talte hvor mange gange, jeg gik ind i ting i løbet af én dag, og skulle derefter cutte i mig selv efter de antal gange jeg var klodset. Til sidst cuttede jeg mere end de antal gange om dagen. Jeg gik fuldstændig amok. Der var nogle dage,  hvor jeg ikke havde lyst til at stå op pga. jeg var bange for, at blive mere til grin, når jeg var klodset. Jeg cuttede i et par måneder, i november 2016 sagde jeg det til min kontaktlærer, hvor vi så sagde det sammen til mine forældre.

 

Det var også der omkring jeg bad mine forældre om, at tage mig til øjenlægen igen. Jeg kunne mærke der var et eller andet galt, øjenlægerne havde taget fejl. Den første øjenlæge sendte mig videre, det gjorde den anden øjenlæge også. Det var så den 3. øjenlæge, altså en speciale øjenlæge. Hun konstaterede jeg havde Usher syndrom. Det var som at få en ordentlig lussing! Mine forældre fik et chok, da de troede jeg var udredt for det, men desværre det var jeg altså ikke alligevel. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det. Efter vinterferien i 2017 var det et ret tåget periode. Jeg gik hele tiden i mine egne tanker, altså hele tiden. Jeg var ikke rigtigt med i nuet. Det hele gik så  ufattelig hurtigt.

 

Jeg var ret bange i starten for om mit syn ville forsvinde hurtigt, men det hjalp at møde andre med det samme øjensygdom. Jeg har set hvordan de klarer det, og hvor godt de rent faktisk ser, og haft det samme syn i mange år. Det gav et ro i sindet, at man kunne have det samme syn i mange år, og klare sig rigtigt godt. Det er meget bedre, at møde nogen der fejler det samme en selv pga. lægerne ikke ved hvad de skal sige til en pga. mangel på viden.

 

Efter jeg fik konstateret Usher, kiggede jeg i mine barndoms billeder. Jeg fandt nogle billeder fra min storebrors 10 års fødselsdag, hvor jeg fik et flashback omkring mit syn. Jeg kan huske, at jeg sad på mit værelse, og så en film i mørket, helt normalt og spiser popcorn. Lige pludseligt kunne jeg mærke en anden persons hånd i popcorn skålen. Jeg får et chok for jeg havde slet ikke set, at min brors gæst komme ind på mit værelse, og sat sig der, og spise af mine popcorn. Så jeg vil gætte på, at jeg har set sådan som jeg gør nu i over 10 år. Noget jeg også  lagde mærke til på billederne var, at jeg hele tiden kneb øjnene sammen, når vi var udenfor, altså det var HELE tiden. Så jeg tænker, at det kan være et symptom på Usher.

 

Jeg synes, at det er for dårligt, at det først blev opdaget nu. Tænk på hvor bedre jeg ville haft det i dag. Hvilken hjælp jeg kunne have fået i skolen osv. Især når de siger, at de sagtens kunne have opdaget det for 10 år siden. Ærligt tag jer sammen, så det ikke sker igen.

 

 

 

 

 

 

 

 


Wellnessbillede

Søndagshygge

Wellnessoplevelse

På en almindelig hverdag skal beboerne i Ilden tidligt op og afsted i dagtilbud, men i weekenderne er der tid og mulighed for at skrue ned for tempoet. Her kan beboerne, lige som så mange andre, godt lide at sove længe og tage den helt med ro.
Det er også her vi har mulighed for at lave nogle andre aktiviteter end vi har tid til i hverdagen.
Mine to faste weekendpartnere, Bente og Jeanette, har i aftenvagten lørdag aftalt at vi skal samle beboerne i stuen og lave en dejlig afslappende wellnessoplevelse, søndag formiddag – det var jeg selvfølgelig med på!

Forberedelserne til sådan en omgang wellness hygge kan være lidt omfattende.
Wellness er mange ting, f.eks. fodbad, massage, klang massage, håndmassage, rolig musik og ikke mindst tid, nærvær og tæt kontakt.
På en almindelig weekendvagt er vi tre pædagoger til seks beboere og der er mange praktiske opgaver der skal håndteres i form af blandt andet personlig hygiejne, måltider og vasketøj. Det kan derfor være en prøvelse at samle beboerne på samme tid i en længere periode, men det kan lykkedes hvis man virkelig giver det et forsøg.
Vi havde aftalt at wellness hyggen startede en times tid inden frokosten, det gav et par timer til alt det praktiske og til at sove længe inden også.

Keep it simple, but good

På sådan en almindelig søndag formiddag, med begrænset tid men overskud til aktiviteter, er det vigtigt at sørge for at vi ikke gaber over for meget. Aktiviteten skal være simpel, uden for meget opstilling og oprydning. Der blev tændt for duftlyst, roligt wellnessmusik spillede over anlægget, lyset blev dæmpet i stuen, beboernes forskellige cremer og olier blev fundet frem og så var der gang i wellness/hygge.
Jeanette, Bente og jeg hjalp beboerne med at sidde i stuen så det gav mening for dem, nogle kan godt lide at slappe af til musikken, enten siddende i kørestolen eller ligge med kugledyne over sig og nogle fik massage på fødderne eller hænderne med duftende cremer eller olier, der var dog en enkelt der ikke havde lyst til at deltage, han var inde i stuen og se løjerne, men kørte lidt senere ind til sig selv igen.
Jeanette der har været på klangmassagekursus fandt sine skåle frem og gav også beboerne klangmassage hvilket er et stort hit er i afdelingen.
Der blev skruet op for sansestimulerende aktiviteter og vi kunne hurtigt se effekten. Beboerne blev afslappede, rolige og smilende hvilket også smittede af på os mens vi sad og masserede beboerne.

I forhold til tid, så var en times tid inden frokost et ret godt tidspunkt – for os, den her gang. Næste gang kan det være at det først kan blive efter frokost eller lige efter morgenmad, det kommer alt sammen an på dagen og beboerne.

Vi blev dog hurtigt enige om at sørge for at lave wellness hygge oftere, vi snakkede endda om, at til sommer kan vi trække aktiviteten udenfor en dag, hvor solen skinner og der er dejlig varmt på terrassen.