Medfødt døvblindhed er ikke en diagnose. Et væld af forskellige kendte og ukendte diagnoser er årsager til denne specifikke funktionsnedsættelse. Et helt centralt element i døvblindheden er, om sansetabet er indtrådt før eller efter sprogtilegnelse. 

Medfødt døvblindhed defineres som døvblindhed, hvor funktionsnedsættelsen enten er til stede ved fødslen eller indtræder før de grundlæggende sproglige færdigheder er udviklet, hvilket påvirker udviklingen af kommunikation og andre sociale færdigheder. Personer med medfødt døvblindhed har ofte andre funktionsnedsættelser grundet syndromer og prænatale infektioner, der yderligere nedsætter evnen til at udnytte eventuelle syns- og hørerester. Det medfører store udfordringer i forhold til udvikling og muligheden for at få oplevelser, som giver sammenhæng og mening i tilværelsen. 

Erhvervet døvblindhed er en kombineret syns- og hørenedsættelse med indtræden efter sprogtilegnelse, eksempelvis grundet syndromer som medfører sansenedsættelse eller aldersrelateret syns- og hørenedsættelse. Mennesker med erhvervet døvblindhed har således udviklet et sprog, enten tegn- eller talesprog, før døvblindheden indtræder. Det betyder, at et medfødt syndrom som Usher, der medfører et progredierende sansetab gennem livet, kategoriseres som erhvervet døvblindhed, da sansetabet først indtræder efter sprogtilegnelse. Det at opleve en forringelse af ens egen funktionsevne betyder, at man løbende må omstille sig til nye livsvilkår, nye strategier og hjælpemidler samt nye kommunikationsformer, for at kunne mestre den nye livssituation. Det medfører ofte angst, stress, nedtrykthed og identitetskrise samt en øget risiko for at opleve isolation. 

En undergruppe af personer med erhvervet døvblindhed er ældre mennesker, som grundet alderen får en kombineret syns- og hørenedsættelse, hvilket kaldes aldersrelateret døvblindhed. Langt de fleste tilfælde af døvblindhed er aldersrelaterede, og disse tilfælde vil formentlig øges i takt med, at befolkningen bliver ældre og ældre.