De fem nordiske lande blev på en konference i 1986 enige om at formulere en fælles definition af døvblindhed og på den måde skabe grobund for, at døvblindhed med tiden kunne anerkendes som en selvstændig funktionsnedsættelse. Samtidig skabte det også en stærk tradition for tværnordisk samarbejde inden for døvblindeområdet, og mange andre lande enten benytter eller lader sig inspirere af den nordiske definition. 

Den nordiske definition blev senest revideret i 2024 og lyder: 

Døvblindhed er en kombineret syns- og hørenedsættelse af en sådan sværhedsgrad, at det er svært for de nedsatte sanser at kompensere for hinanden. Døvblindhed er således en selvstændig funktionsnedsættelse.

De vigtigste konsekvenser
Døvblindhed begrænser i varierende grad aktiviteter og hindrer fuld deltagelse i samfundet. Funktionsnedsættelsen påvirker kommunikation, adgang til information, orientering og evnen til at bevæge sig frit og sikkert rundt.

For at hjælpe med at kompensere for den kombinerede syns- og hørenedsættelse bliver især den taktile sans vigtig.
Der er stor risiko for, at både det fysiske og psykiske helbred samt det sociale liv bliver påvirket.

Om kombineret syns- og hørenedsættelse
Sværhedsgraden af den kombinerede syns- og hørenedsættelse afhænger af:

• Tidspunktet for opståen dvs. om det er medfødt, erhvervet eller aldersrelateret. Især i forhold til kommunikationsudvikling og sprogtilegnelse.
• Graden og arten af syns- og hørenedsættelsen.
• Hvorvidt døvblindheden er kombineret med andre funktionsnedsættelser.
• Om sansetabene er stabile eller progressive.

Om den selvstændige funktionsnedsættelse
Det er vanskeligt for de nedsatte sanser at kompensere for hinanden. Det betyder at:

• Det er tidskrævende og energidrænende at forsøge at bruge den ene nedsatte sans til at kompensere for den anden; derfor bliver sanseopfattelsen ofte fragmenteret.
• En nedsættelse af synet og hørelsen øger behovet for at gøre brug af andre sansestimuli (f.eks. taktile, kinæstetiske, proprioceptive, haptiske samt lugt og smag).
• Det begrænser adgangen til information på afstand.
• Personen bliver afhængig af at tilegne sig information fra de nære omgivelser.
• For at danne mening bliver det nødvendigt at trække på erfaringer og drage konklusioner ud fra brudstykker af information.

Om aktiviteter og deltagelse
Døvblindhed begrænser aktiviteter og forhindrer fuld deltagelse i samfundet.
Ifølge konventionen om rettigheder for personer med handicap (UNCRPD) er deltagelse en given rettighed for alle mennesker. For at gøre det muligt for den enkelte at udnytte sit potentiale og sine ressourcer, er samfundet derfor nødt til at tilbyde særligt tilrettelagte servicetilbud.

• Den enkelte og dennes omgivelser bør involveres på lige fod, men ansvaret for at skabe adgang til aktiviteter ligger hos samfundet. Et tilgængeligt samfund bør som minimum omfatte:
  • Tilgængelige, kompetente kommunikationspartnere.
  • Tilgængelig specialiseret døvblindetolkning – herunder tolkning af tale, miljøbeskrivelse og ledsagelse.
  • Tilgængelig information for alle.
  • Menneskelig støtte til at lette hverdagen.
  • Et tilpasset fysisk miljø.
  • Tilgængelig teknologi og teknologiske hjælpemidler.

• En person med døvblindhed kan være mere handicappet i én aktivitet og mindre i en anden. Variation i funktionsniveau og deltagelse kan både være betinget af forhold i omgivelserne og individuelle, personlige forhold.
• Specialiseret kompetence relateret til døvblindhed, herunder en tværfaglig tilgang, er afgørende for at kunne yde den rette service.