Bring tegnsproget med ind i fremtiden!

I takt med teknologiens udvikling er det i dag blevet rutine, at alle nyfødte døve/hørehæmmede personer får indopereret et dobbelt CI, så snart døvheden/høretabet konstateres. Dette har haft en stor betydning for arbejdsudbuddet for døve professionelle, fordi antallet af job er reduceret, fordi der ikke længere er brug for deres tegnsprogskompetencer og dette specielt i skoler, fritidshjem og ungdomsuddannelser.

Men er dette nu også den rigtige udvikling? Kan vi i dag undvære tegnsproget i vores praksis? Eller mere korrekt spurgt, kan vi i dag undvære døve/hørehæmmede kolleger med deres primære sprog?

Det korte svar er nej – det kan vi ikke. I hvert fald ikke i vores speciale, hvor vi arbejder med mennesker med dobbelt sansetab. I Døvblindehuset har vi modsat den generelle tendens i DK haft en strategi, hvor vi har valgt bevidst at ansætte døve tegnsprogsbrugere til pædagogisk arbejde med vores døvblinde borgere.

Årsagen til dette er følgende:

• For 12 år siden var der ikke en eneste døv/hørehæmmet medarbejder i Døvblindehuset – hvilket betød at vores tegnsprogskompetence var afgrænset af borgernes brug af tegn. Og da døvblinde borgere har en tendens til at gentage og udvikle ekkolali, hvis de ikke bliver sprogligt stimuleret, så var dette en satsning frem mod at borgerne skulle have muligheden for at genopdage deres modersmål – og også udvikle det.
• Men for at dette kunne ske, måtte vi på medarbejdersiden øge vores tegnsprogskompetencer, og den bedste vej til det er gennem tegnsproglige kolleger, så tegnsproget bliver en integreret del af hverdagen.
• Endvidere fik vi på et tidspunkt nogle borgere, som var helt afhængig af tegnsprog på et højt niveau – og ved den lejlighed oprustede vi yderligere, således at vi i dag har ca. 35 % døve/hørehæmmede medarbejdere.
• Senest har vi for en 4-5 år siden modtaget nogle meget kognitivt udfordrede unge døvblinde borgere, som har et meget svagt ekspressivt symbolsk sprog – for de kommunikerer jo med de evner og muligheder de har. Men vi har også oplevet, at det kan være svært, at motivere denne gruppe til aktiviteter – og vi kan have svært ved at aflæse dem helt præcist. Disse unge har imidlertid alle en hørerest, så de kan stimuleres auditivt – hvilket jo er det samme man oplever mange andre steder – og det skal vi selvfølgelig arbejde med, men det har også været vores erfaring, at en kognitiv udfordret borger bliver mere opmærksom og skaber mere arousal, når medarbejderne taler med hænderne, kroppen og mimikken – fremfor os talende, som jo kan være lidt “kedelige” både at se og høre på.

Jeg har ofte hørt fra kolleger fra mit netværk, om det ikke er en for høj andel af døve/hørehæmmede medarbejdere – men jeg vil sige, at jeg synes det passer meget godt til vores arbejdsopgaver – men om det skal være 30 eller 40 %, som ville være det ideelle, skal jeg ikke kunne sige.

Når jeg så har svaret på dette, så kommer næste spørgsmål – giver det ikke en masse samarbejdsproblemer? Og jo det er ikke problemfrit, men hvis vi alle accepterer den to sproglige arbejdsplads som en præmis – og ikke mindst i min organisation CFD, hvor vi netop har fejret 150 års jubilæum – så går det, og så må vi leve med de udfordringer det afstedkommer.

Generelt må man dog sige, at døve/hørehæmmede medarbejdere eller ansøgere har et lavere uddannelsesniveau, sammenlignet med vores hørende medarbejdere og ansøgere, så derfor kan rekrutteringen af pædagogisk uddannede døve/hørehæmmede godt være svært – vi har sagt nej tak til et utal af ansøgere fra døve/hørehæmmede pga. manglende relevant uddannelse og ofte bare manglende uddannelse.

Så min bøn til sagsbehandlerne rundt omkring i landet vil være, giv nu de døve/hørehæmmede muligheden for at få sig en uddannelse, og årsagen til den bøn er ikke grundet filantropi og medfølelse med døve/hørehæmmede, for de skal også selv være motiveret og presse på. Min hovedpointe er, at borgere med dobbelt sansetab, både de tegnsprogskommunikerende, men så sandelig også de svagt kommunikerende borgere uden ekspressivt tegnsprog, som måske bliver flertallet i fremtidens borgere i vores specialiserede sociale tilbud – de har brug for tegnsproget mange år ud i fremtiden!!