En døvblindespecifik tilgang anerkender og kompenserer for de konsekvenser, som det dobbelte sansetab på syn og hørelse har for den enkelte person med døvblindhed. Tilgangen skal understøtte, at omverdenen i højere grad bliver sansemæssigt tilgængelig, så personen med døvblindhed har mulighed for at være aktiv deltager i eget liv ud fra de forudsætninger, vedkommende har. Tilgangen fokuserer særligt på fire deltagelsesdomæner:  

• Kommunikation 
• Socialt liv 
• Adgang til information 
• Orientering og muligheden for at bevæge sig frit og sikkert omkring.  

Som beskrevet under den nordiske definition, så er gruppen af mennesker med døvblindhed utrolig varieret og kompleks. Det betyder, at alle livets forhold må tilpasses den enkelte, og derfor må måderne, man samarbejder og kommunikerer på, også tilpasses individuelt. Her er en multimodal tilgang vigtig. En multimodal tilgang betyder, at man anvender varierede måder at arbejde med sine metoder på, så de er tilpasset netop det enkelte menneske med døvblindhed.  

For eksempel kan det være, at man benytter metoden tale-lyttehænder og princippet om turtagning (se nedenfor) sammen med person A, hvor man i dialogen med person B må placere tegn på B´s overarm og efterfølgende markerer turtagningen med et par lette klap samme sted, fordi B ikke bryder sig om berøring i hænderne. 

I en dialogisk forståelsesramme er udgangspunktet, at mennesket er et kommunikerende væsen, og at kommunikation sker i en kompleks relation mellem den enkelte, de mennesker der omgiver den enkelte og den omverden, de befinder sig i. Tilgangen har fokus på samspillet mellem mennesker, med henblik på at udvikle den enkeltes selvforståelse, selvværd og selvtillid. Helt grundlæggende for menneskesynet i en dialogisk tilgang er det, at vi udvikler indre styrke, agens og kommunikative kompetencer i relationerne sammen med andre mennesker. Således er vi begge kompetente partnere, der samarbejder om at konstruere mening i det her og nu, som forbinder os til hinanden. En dialogisk tilgang inkluderer alle mulige variationer af menneskelige måder at være i verden på og måder at udtrykke sig på som ligeværdige. I relation til døvblindhed handler det om, at personen med døvblindhed får en oplevelse af at møde og blive mødt, en oplevelse af at føle sig set og hørt og en oplevelse af, at vedkommendes stemme har vægt og værdi for samtalepartneren. 

Totalkommunikation er en kommunikationsfilosofi. Filosofien er baseret på en vilje til kommunikation, hvor begge parter yder hinandens sprog og udtryksform respekt og accept, og hvor udvekslingen af informationer sættes højere end indlæringen af bestemte sprogformer. Figuren herunder viser bredden af det kommunikative repertoire.  

At stilladsere vil sige at bygge en kompenserende og/eller understøttende ramme eller struktur (et stillads) omkring de aktiviteter og sociale relationer, en person med medfødt døvblindhed deltager i, således at han eller hun har mulighed for at deltage aktivt og nærværende på lige fod med andre deltagere. Begrebet stilladsering stammer fra Vygotsky og zonen for nærmeste udvikling, hvor tanken er, at et barn sammen med en voksen er i stand til at gøre det, som barnet endnu ikke kan på egen hånd. Stilladseringen sætter fokus på potentialet for udvikling og giver personen en oplevelse af at kunne håndtere og mestre de udfordringer og glæder, livet byder vedkommende. Som et eksempel kan det være nødvendigt at rammesætte dagsprogrammer og aktiviteter, så personer med døvblindhed kan finde sammenhæng mellem bevægelser, adfærd og lyd eller visuelle input, før disse kan forbindes med kommunikation. 

Kommunikationspartneren kan bruge imitation til at skabe og knytte kontakt til en person med døvblindhed. Gennem imitationen bliver personen med døvblindhed spejlet, og spejlingen kan både give en oplevelse af at blive set og mødt, og en oplevelse af at den anden (kommunikationspartneren) enten er optaget af det samme – eller i hvert fald er i verden på samme måde som den døvblinde person selv. Imitation kan desuden benyttes som bekræftelse og svar på et udsagn, ligesom den kan bruges som opfordring, invitation og afsæt til, at personen med døvblindhed skal fortælle noget mere. 

Gentagelse som metode benyttes i mange forskellige sammenhænge. Det kan være i form af simpel indlæring og repetition af tegn eller ord, eller det kan være mere komplekst såsom gentagelse af rækkefølger af begivenheder eller gentagende struktur af handlingsforløb. 

Gentagelse og repetition er udover styrkelse af hukommelsen også med til at styrke oplevelsen af at kunne mestre.  

Før-under-efter er en arbejdsmetode/model, som består af tre led: 

1. Forberedelse – konstruktion af en oplevelse/aktivitet.  

2. Deltagelse – samkonstruktion af oplevelsen/aktiviteten.  

3. Fælles efterbearbejdning – rekonstruktion af oplevelsen/aktiviteten. 

I forberedelsen anvender man meningsbærende tegn og genstande. Det kan for eksempel være tegnene for blomster, plante og have, som kombineres med de fysiske blomsterplanter og en skovl, hvorefter man sammen gør som om, man graver et hul og planter en blomst. I forberedelsen kan man med fordel benytte gentagelsen og repetitionen af tegnene for at give personen med døvblindhed mulighed for at forstå, at tegnet for grave og gravebevægelserne har en sammenhæng med skovlen, man ”graver” med. 

Under selve aktiviteten er det vigtigt, at man understøtter personen med døvblindhed i at være en aktiv deltager – så godt som han eller hun nu kan. I eksemplet med at plante blomster sidder man måske ved en plantekasse – eller sammen på knæ ved et bed i haven. Som kommunikationspartner kan man placere sig, så man enten sidder side ved side – eller i rede, hvor man omslutter og har personen med døvblindhed imellem sine arme. Sammen graver man et hul og planter en blomst. Man veksler mellem at grave og at tale om, at man graver. Her gentages de meningsbærende tegn og måske dukker der nye tegn og udtryk op, som er vigtige at forstærke ved at benytte gentagelse og repetition.  

I den fælles bearbejdning efterligner og rekonstruerer man oplevelsen ved at gøre, som man gjorde. Igen benyttes de meningsbærende tegn – måske er der dukket nogle nye op under selve oplevelsen, som er vigtige at understøtte ved at gentage dem og placere dem i historien.   

Gentagelse og repetition benyttes i vid udstrækning både i forbindelse med indlæring af færdigheder og udvikling af kommunikation og sprogbrug. Metoden understøtter også: 

• Hukommelsen 
• Identitetsdannelse 
• Meningsdannelse og oplevelse af sammenhæng
• Selvfortællinger og historier om det, man har oplevet – både sammen og selv.  

For at understøtte selvfortællingen og historier om det oplevede kan man benytte en narrativ struktur. 

Ved at arbejde med en narrativ struktur organiserer man dialogen om en aktivitet eller en begivenhed i et handlingsforløb med en tidsmæssig basisstruktur, som gradvist stiger i intensitet frem mod et klimaks og følges af et tydeligt intensitetsfald. Aktiviteter eller samtaler, som er bygget op omkring en narrativ struktur, kan bestå af et eller flere led eller handlingselementer, og handlingen bliver mere kompakt og spændende på vej mod klimaks. De følelsesmæssige og kropslige aspekter i dialogen er med til at styrke hukommelsessporet, udvikle kommunikative udtryk og sprog og skabe en oplevelse af mening og sammenhæng.  

Personen A elsker at sprænge balloner. Sammen med sit personale har hun fået bygget en narrativ struktur op omkring aktiviteten med at puste ballonen op, lukke luften ud, puste ballonen op igen og binde en knude, hvorefter hun klemmer lidt på den. Sammen med sin nærperson opbygger de en spænding om at få ballonen til at springe, ved at klemme og løsne, klemme og løsne på ballonen indtil én af dem klemmer og sætter neglene i, så ballonen springer. Når ballonen er sprunget, griner de lidt sammen og den følelsesmæssige intensitet falder. Sammen har A og personalet talt om, at ballonen springer ved at klappe i hænderne som det kommunikative udtryk for ballonen. Gennem aktiviteten er tegnet for at sprænge balloner blevet forstærket og A benytter tegnet spontant, både når hun vil fortælle om balloner, der springer, og når hun beder om at sprænge balloner. 

Læs mere i Kommunikation og medfødt døvblindhed: At skabe mening, bog 3, kapitel 2. 

I taktil kommunikation anvendes ofte tale- og lyttehænder. Den som aflæser (lytter) lægger sine hænder oven på hænderne til den, som udtrykker noget (taler). Når man skifter taletur, skifter man også håndstilling. Tale/lyttehænder kan bruges til at støtte turtagningen i dialogen. Man kan give turen ved at lægge sine hænder oven på den andens. En taktilt støttet turtagning hjælper personer med døvblindhed med at forstå, at kommunikation er løbende, og at deres input i dialogen er vigtige for den fælles meningsskabelse. Læs mere om taktil kommunikation, tale/lyttehænder og de forskellige håndstillinger i hæftet Taktil kommunikation og medfødt døvblindhed. 

Metoden med at skifte mellem samtalerum og handlerum giver en person med medfødt døvblindhed mulighed for at kunne tale om og dele sine oplevelser med sin omverden. I verbalsproget har vi mulighed for at tale om det, vi gør sammen, samtidig med, at vi gør det. Den mulighed har man ikke i tegnsproget eller i den taktile kommunikation, hvor hænderne typisk enten er optaget af at tale om noget eller af at gøre noget. Derfor skifter vi i den taktile kommunikation mellem samtalerum og handlerum. Vi skifter mellem at tale og gøre, gøre og tale.  

I samtalen: 

• Forbereder vi en aktivitet. 
• Stopper aktiviteten for en kort stund for at tale om den. 
• Genoptager aktiviteten. 
• Efterbehandler aktiviteten.  

Man kan sige, at skiftet mellem samtalerum og handlerum pakker aktiviteter ind i kommunikation. 

Positionering er en metode, hvor kommunikationspartneren placerer enten sig selv i interaktionen eller placerer genstande i rummet og eller i de nære omgivelser, så de er sansemæssigt tilgængelig for personen med døvblindhed. Når personer og genstande er sansemæssigt tilgængelige, får en personen med døvblindhed mulighed for at skabe sig et overblik. Det giver mulighed for at være aktivt deltagende i eget liv og man får mulighed for at mestre situationer, som ellers ville være vanskelige at klare selv, eller som kræver mange ressourcer. 

Under et måltid kan kommunikationspartneren for eksempel sidde ved siden af personen med døvblindhed og placere sit knæ mod personens knæ, så den døvblinde person har en oplevelse af, at partneren er til stede – også selvom de ikke taler sammen under måltidet. På tallerkenen er maden placeret efter ur-princippet, så kød ligger kl. 6, kartofler kl. 9, grønsager kl. 3. 

Mobility handler om at komme fra A til B, og er både ledsagelsesteknik og en metode til at understøtte, at en person med døvblindhed kan bevæge sig frit og sikkert omkring. 

I ledsagelsen benyttes hos gående personer et særligt mobilitygreb, hvor personen, som ledsages, holder om ledsagers overarm, ved håndleddet eller på skulderen (afhængig af størrelsesforholdet mellem de to). Ledsager angiver undervejs, hvordan underlag ændrer sig, og hvordan man kommer omkring forskellige forhindringer (døre, trapper, kantsten, genstande eller andre personer). Man arbejder med at udvikle mobilityruter, så personen med døvblindhed undervejs får nogle holdepunkter for, hvor på ruten man befinder sig. Som ledsager er det vigtigt, at man udvælger enkelte kendemærker, som styrker personens orientering og hjælper med at komme i mål. 

I relation til at kunne bevæge sig frit og sikkert omkring hjælper man personen med døvblindhed med at danne sig nogle mentale kort af omgivelsernes indretning. Man indretter med kontraster, lys, ledelinjer, forskelligt underlag og fysiske holdepunkter. Læs mere om mobility i hæftet Mobility og døvblindhed.