Funktionsnedsættelsen døvblindhed
Når man hører begrebet døvblindhed første gang, tænker mange nok, at det betyder at være både helt blind og helt døv. Det er heller ikke forkert – sådan er det i visse tilfælde. Men det er kun en del af det, døvblindhed dækker over.
Døvblindhed er en kombineret nedsættelse af syn og hørelse i en så alvorlig grad, at det bliver vanskeligt for de nedsatte sanser at kompensere for hinanden.
Betegnelsen døvblindhed anvendes, når et menneskes kombinerede syns- og hørenedsættelser er så alvorlige, at der til trods for hjælpemidler for nedsat syn og hørelse må anvendes særlige kompensatoriske metoder i forhold til kommunikation, informationstilegnelse, social deltagelse og orientering. I nogle tilfælde vil en person med døvblindhed have enten syns- eller hørerest – eller måske endda begge dele. At være døvblind kan altså betyde at man:
- er helt døv og helt blind
- har en hørerest, men er helt blind
- har en synsrest, men er helt døv
- både har en synsrest og en hørerest.
I dag har mange personer med døvblindhed fået indopereret et cochlearimplantat (CI), som betyder, at de får en kunstig hørelse. For nogle personer betyder CI, at de udvikler god hørelse og talesprog, mens andre har mere begrænset udbytte. Uanset udbyttet betyder CI, at man bevæger sig mellem kategorierne ovenfor, alt efter om man har sit CI på eller ej. Hvis man for eksempel tager sit CI af i svømmehallen, så skifter man fra at have funktionel hørelse til at være funktionelt døv.
I Danmark skelner vi mellem, om man er udfordret med medfødt døvblindhed eller erhvervet døvblindhed.
Erhvervet døvblindhed karakteriseres af, at det kombinerede sansetab indtræffer, efter at man har udviklet et konventionelt sprog – det være sig verbalt eller tegnsprog.
Medfødt døvblindhed karakteriseres som et kombineret sansetab, der enten er til stede ved fødslen, eller indtræffer før, man har udviklet et konventionelt sprog. En person med medfødt døvblindhed vil være nødt til at etablere de mest fundamentale relationer med sine omsorgsgivere, udvikle sin kommunikation, indtage og begribe sin omverden samt skabe mening og sammenhæng – helt uden eller med kun lidt information fra syn og hørelse.
Sværhedsgraden af den kombinerede nedsættelse af syn og hørelse afhænger af:
- Tidspunktet for døvblindhedens opståen – især i forbindelse med kommunikationsudvikling og sprogtilegnelse
- Hvorvidt døvblindheden er medfødt eller erhvervet
- Graden og type af syns- og hørenedsættelse (syns- og hørediagnoser)
- Hvorvidt døvblindhed er kombineret med andre funktionsnedsættelser såsom hjerneskade eller cerebral parese
- Om sansetabene er stabile eller progredierende
For en mere detaljeret beskrivelse henvises til hæftet Introduktion til døvblindhed fra Materialecentret