Døvblindhed eksisterer kun hos en meget lille del af befolkningen. Det er ikke en medicinsk diagnose, men en funktionsnedsættelse. Begrebet forvirrer mange og især på en måde, så de fleste tror, at man skal være helt døv og blind. Men det skal man ikke. Man kan både have synsrest og hørerest. Den misforståelse betyder, at mange mennesker med døvblindhed ikke får den støtte de har brug for, da de ikke bliver henvist eller selv henvender sig til rådgivningstjenesterne om døvblindhed.
For der skal en helt særlig støtte til hos de fleste mennesker med døvblindhed. Døvblindheden kan simpelthen blive mere eller mindre begrænsende for den enkelte alt efter hvordan miljøet er indrettet og tilgår mennesket med døvblindhed. Miljøet skal have en forståelse for, hvordan den enkeltes sanserest på hørelse og syn bruges. Hvor ligger synsfeltet, hvor tæt skal man på, hvor fragtmenteret bliver synsindtrykkene, hvilke lyde opfanges, hvilke dele af tale opfanges, forstås lydinformationerne? Det er individuelt for hvert menneske, hvordan sanseresterne bruges, men essentielt vigtigt, at miljøet forstår det individuelle sansebrug. Ellers kan miljøet ikke støtte det enkelte menneske fuldt ud i forhold til at være et selvstændigt individ med adgang til information, social deltagelse, kommunikation og orientering.
Det er elementer i et liv, der betyder alt! Hvis ikke man har tilgang til dette i ens liv, så kalder det på mistrivsel, manglende ligeværdighed, isolation, frustration og meget mere. Men der findes rigtig mange gode tilgange og metoder, der kan kompensere for det kombinerede sansetab. De kan læres og udvikles, men det kræver en stor bevidsthed af miljøet, da det ofte er tilgange og metoder, der er anderledes end dem vi benytter os af helt naturligt og uden at tænke os om. Talen, mimik, kropssprog, pegninger, blikkontakt, smil, stemmeleje, skiltning – ja der er meget. Det skal alt sammen “oversættes” eller justeres, så mennesket med døvblindhed får det med. Det kan være med kropslige strategier, taktil støtte, gentagelser, fastfrysninger, m.m. I døvblindefeltet er der efterhånden udviklet mange gode strategier og metoder: haptisk kommunikation, taktil kommunikation, taktilt tegnsprog, individuelle gester. Sammen med metoder og strategier indenfor syns- og hørefeltet: braille, tegn, tegnsprog, tegn til tale, tegnstøttet dansk, synstolkning. Det hele støtter et menneskes ret til at være i verden, få ligeværdig adgang og blive lyttet til.
der ses en hånd, som undersøger en kop. en finger er på kanten af koppen, den anden er på et motiv på siden af koppen.
Jeg så et indslag i TV avisen om en dame med CP – som har skrevet en bog med titlen “pigen i hjørnet”. Bare titlen gør allerede ondt! Det talende miljø har tendens til at afskære mennesker med funktionsnedsættelser, hvis der ikke er nok viden om mulighederne for at inkludere mennesket. Den viden er ikke naturlig for alle. Det er en specialviden. En viden, der løbende skal tilføres i de miljøer, hvor mennesker med funktionsnedsættelser lever i. Engang fandtes der videnscentre for forskellige funktionsnedsættelser – dem kan jeg godt savne! Men vi har i dag muligheden for at udvikle og formidle en specialistviden ved hjælp af Socialstyrelsens VISO- tilbud. Her sikres muligheden for at mennesker med brug for specialistviden, kan få det uden omkostninger. Nogle gange er måden at forstå den anderledes tilgang til verdenen med døvblindhed, at prøve det af selv.
(tre mennesker står med bind for øjnene og høretelefoner på ørerne. De undersøger en kanon med deres hænder)
Er det en salgstale for vores specialrådgivning for døvblinde? Tja – måske; vi er nogle af dem, der leverer ydelser i VISO-regi – men det er også en understregning af, hvor vigtigt det er, at have fokus på specialer for at møde det enkelte menneske med ligeværd.
Related Posts
