På Danalien har vi en årlig tradition – hvert efterår laver vi æblemost.
Vores formål er at give beboerne en oplevelse af hvordan æblet bliver til æblemost samt skabe en følelse af samhørighed.
Alle der har lyst til at deltage, kan være med til denne sansende oplevelse. Vi plukker æbler på Danaliens egne æbletræer, hvorefter arbejdet flyttes til “æblemaskinen”, som vi har døbt mosteriet. Først skal æblerne puttes i tragten og sammen drejer vi på det store håndtag, der er så tungt, at man skal være to, for sammen, at klare opgaven. Næste skridt er at mærke det nu knuste æble, der til sidst skal presses i en tønde, hvor der skal drejes på et andet håndtag. Når dette er gjort, er det bare at hold sit glas frem og opsamle den søde æblesaft og nyde smagen heraf. Vi er afhængige af hinanden og hinandens kræfter for at løse opgaven med at forvandle æblet til saft. I det (sam)arbejde er vi ligestillet.
Vi har erfaret at det er meget forskelligt hvordan denne aktivitet opleves og forstås. For nogle er det æblet og mosten der er vigtigst og for andre er det oplevelsen af presseren der er mest spændende. Men fælles er det at aktiviteten giver anledning til nærvær, samspil og kommunikation.
Martin Hedegaard og Louise Søndergaard. Pædagoger på Danalien.