I Døvblindehuset i Nærum er byggeriet af ti nye boliger endelig gået i gang efter mange års ønsker og drømme om mere moderne og handicapvenlige forhold for borgerne. Stort var det, da det kæmpe birketræ faldt, og der i haven endelig var klar til 1. spadestik.
Når man er udfordret med et dobbelt sansetab, er formidling af hvad der sker rundt omkring borgeren alfa omega. Noget af det allervigtigste for mennesker med døvblindhed, er at opleve og erfare gennem kroppen og sanserne, så 1. spadestik blev til mange spadestik, da borgerne stod klar til at mærke byggeprocessens begyndelse.

Nydelsen af snacks og boblevand, var bagefter med til at markere at noget nyt og stort er på vej, med et herligt besøg af borgere og medarbejdere fra CFDs andre afdelinger.

Om et års tid er første etape af byggeriet forhåbentlig på plads og så starter anden etape med istandsættelse af den gamle gule bygning, som derefter vil huse Døvblindehusets dagtilbud, kontorer, mødelokaler og yderligere to lejligheder.

Borgerne er blevet præsenteret for en 3D model af det nye hus og ved allerede nu, hvor deres fremtidige lejlighed vil være. Informationer der højtideligt blev uddelt til hver enkelt, af den daværende virksomhedsleder, Ole Wøssner.

Medarbejderne og Døvblindehusets pædagogiske udvalg, er ved at forberede selve flytteprocessen, hvor der lægges vægt på borgerperspektivet, hvordan vi sikrer at borgerne kan følge med i flytningen og få den bedst mulige start i deres nye bolig. Vi glæder os alle sammen og arbejder aktivt med visioner og værdier frem til indflytningen.

Visionerne for det nye hus er store. Vi har allerede fået et legat til et lækkert bålhus til haven, og drømmer også på vores helt egen ”Camino” rundt i haven, hvor borgerne selv kan orientere sig gennem et opsat gelænder med indbygget lys, uanset om de er gående eller kørestolsbrugere.

Døvblindehuset har iværksat flere udvalgsgrupper, der skal se på døvblindevenlig indretning, pejlemærker, teknologi mm, og ledelsesteamets studietur til Sverige og Norge i efteråret giver mulighed for yderligere inspiration til, hvordan vi sikrer borgerne det bedst mulige bo- og dagtilbud.

Indlagt for Lone Elisa Plougmann, Døvblindehuset  (se billeder fra 1. spadestik på Facebook i gruppen Døvblindhed)