Når man skal bruge ressourcer til at passe på sig selv, så reduceres de kognitive evner. Sådan startede Dorthe Birkemose sit oplæg på en Neurodag i Odense i denne uge. Hun er kendt for hendes oplæg om forråelse og denne gang kiggede hun ind i personerne i forråelsen. Hvorfor kommer folk til at agere så firkantet og nogle gange umenneskeligt? Det gør de, fordi deres kognitive formåen er reduceres, fordi de har skulle bruge ressourcerne til noget andet. Stress, ensomhed, økonomiske problemer, familiemæssige problemer, samarbejdsproblemer kan give ”knaphed” af tid – kognitiv reduktion.

Når vi har det sådan, sagde hun, så har vi ikke adgang til al vores kognitive formåen. Vi kan være vidende, dygtige mennesker, men ikke have adgang til al den viden, når ”knapheden” indtræder. Sætningen ”jeg har prøvet alt”, kan blive sagt – men måske menes ”jeg har prøvet alt, hvad jeg kan komme i tanke om i min reducerede kognitive formåen”. Man tror simpelthen ikke, at der kan gøres mere. Og så er det forråelsen træder ind.

Dorthe Birkemose inddeler det i tre niveauer:

1.

Her er råhed, frustration, projektion ”de andre er galt på den”. Der er ikke tilgang eller ejerskab til egne følelser. Der er negativt sprogbrug om andre hele tiden. Det kan kamufleres i humor eller ved at sætte labels på andre. ”De har nok Borderline, ADHD”, osv. Samtidig tillægger man alle andre negative intentioner.

2

Her er ligegyldighed, resignation, passivitet. Man giver op på forhånd og siger ”sådan er vilkårene”. Man gør sig selv mere ligeglad end man egentlig er.

3

Kamuflageniveauet – kalder hun det. Man bruger negativt sprogbrug om de andre og positivt om sig selv. Der er tale om begrebet ”Omnipotens”, siger hun. Det betyder, at man i virkeligheden føler sig mindreværdig, men for at overleve i det, så bilder man sig selv ind, at man er mere værd end alle andre. Sætninger som ”Jeg oplever ikke de problemer, som i andre – jeg kan sagtens klare det hele” På det niveau, får man devalueret alle andre og projicerer sin egen utilstrækkelighed over på andre. Her sker en ”dobbeltbind kommunikation”, som Dorthe Birkemose siger. Her siger man noget, men kommunikerer med hele kroppen noget andet. Siger f.eks. ”Jeg hører hvad du siger”, men kommunikerer ”jeg kunne ikke være mere ligeglad med hvad du siger”.

Som Dorthe Birkemose siger, så er det i os alle sammen. Vi ved ikke når det indtræder og vi kan komme til at ødelægge en faglighed på vores arbejdsplads ved at komme ind i forråelsen. Ofte skal vi have nogen udefra til at gennemskue disse mekanismer. Jeg har helt bestemt selv været der og jeg har også oplevet det ved at komme udefra.  Min egen første reaktion på forråelse er at udfordre til faglig refleksion. At tilføre viden og lægge op til en mentaliserende tilgang.  Men ved Dorthe Birkemoses oplæg, kan jeg forstå, at det ikke altid lige er løsningen. Det virker jo ikke, hvis kognitionen netop er reduceret i den periode. Hvad gør vi så? Når forråelsen får sin magt med enten adfærdsregulering, ligegyldighed eller dobbeltbind – hvad gør vi så?

 

Dorthe Birkemose kom en lille smule ind på det, ved at anbefale en bog af en Amy Edmund. Den handler om psykologisk tryghed, som omkransende for at kunne få lov at være sårbar og derved få støtte af sine kollegaer. Men det kræver et trygt rum og ikke et rum, hvor man skal overleve ved at træde på andre. Det kræver en kultur, hvor der er tryghed til at tage imod andres hjælp og ikke et rum, hvor andres ord er kritik.

Personalesamarbejde og faglighed går hånd i hånd. Det betyder, at personalesamarbejdet skal plejes, støttes og skubbes til for at vores borgere kan få den støtte, de har krav på. En støtte til f.eks.  at blive selvbestemmende i eget liv og ikke bare adfærdsregulerede selvhjulpne væsener. Dette kræver brede kognitive evner og gode ressourcer hos personalet.

 

En psykologisk tryghed i det professionelle miljø.

 

Et meget spændende oplæg og efterfølgende lille snak med Dorthe Birkemose, der er så utrolig engageret i dette emne 😊