Første blogindlæg ud af to om det nordiske tegnsprogsnetværks webinar ’Från ord til handling’.

I onsdags var jeg så heldig at kunne deltage ved webinaret ’Från ord til handling’, der handlede om børns tilgang til tegnsprog i Norden. Webinaret blev afholdt af Nordisk tegnsprogsnetværk, og bød både på en forskningsgennemgang af Professor Hilde Hauland fra OsloMet og en paneldiskussion med repræsentanter på flere forskellige niveauer – både forældre, professionelle og forskere. Setuppet i sig selv var ganske imponerende, hvor webinaret blev tolket til fem tegnsprog (Dansk, Svensk, Norsk, Finsk og Islandsk) og Engelsk tale.

Ansatsen var nordisk ministerråds mål om at være det bedste sted i verden for børn og unge mennesker. Det er et ambitiøst mål, og det forpligter. I Norden er der 8 forskellige tegnsprog og tegnsprogene er bredt juridisk anerkendt. I Danmark blev dansk tegnsprog anerkendt og ligestillet med det danske tale- og skriftsprog i 2014.

To menneskerettighedskonventioner forpligter de nordiske lande til at sikre grundlæggende rettigheder for børn med handicap. Det er FN’s Handicapkonvention (UNCRPD) (bl.a. kan nævnes artikel 3 om respekt til naturlige værdighed men også forskellighed, ikke-diskrimination, deltagelse og inklusion, lige muligheder, tilgængelighed, ret til at bevare deres identitet osv., artikel 7 om børn med handicap, artikel 24, stk. 3b og c om at ”fremme indlæring af tegnsprog samt fremme døvesamfundets sproglige identitet”, og ”at sikre, at undervisningen af blinde, døve eller døvblinde, i særdeleshed børn, gives på det sprog og de kommunikationsmåder og med de kommunikationsmidler, som er mest passende for den enkelte, og i omgivelser, der giver størst mulig boglig og social udvikling”) og FN’s børnekonvention (bl.a. artikel 2 om lighed og ikke-diskrimination, artikel tre om at barnets tarv skal komme i første række samt artikel 23 om børn med handicap og deres muligheder for ”have et indholdsrigt og menneskeværdigt liv under forhold, der sikrer værdighed, fremmer selvtilliden og medvirker til barnets aktive deltagelse i samfundslivet”).

Begge konventioner er ratificeret i alle nordiske lande, og har haft betydning for den konkrete lovgivning på området.

Det er her hvor Hilda Haualand fra OsloMet har nogle meget relevante pointer. Hun benytter en distinktion, hvor hun opdeler anerkendelse i fire forskellige områder kulturelt, lingvistisk, socialt og juridisk. Denne distinktion er vigtig for det gør os i stand til at tale om anerkendelse på forskellige områder, og identificere potentielle udfordringer. Derfor kan vi juridisk snakke om, at tegnsprog i de sidste 20-30 år er blevet anerkendt, mens tegnsproget på andre områder ikke nyder samme anerkendelse.

Hun argumenterer for, at vi i stedet ser et paradoks, hvor vi på den ene side har lovgivning og policydokumenter, der anerkender tegnsprog som et ligestillet sprog, men samtidig ser vi ”dismantling of deaf spaces” – en fjernelse af rum for døve. Årsagen til dette kan ligge i inklusionstankegangen og i nedlukningen af døveskoler, der har betydet, at elever med tegnsprog som primær kommunikation bliver inkluderet i almene miljøer, hvor der ikke er den nødvendige tegnsprogskompetence.

Anerkendelsen af tegnsprog mangler således på de andre fronter. Tegnsprog bliver ikke accepteret som et sprog, men er lingvistisk underordnet talesprog og bliver set som et værktøj snarere end et fuldbyrdet sprog. Undervejs blev der i webinaret stillet det undrende og nedslående spørgsmål; hvor kan døve mennesker mødes?

Hvorfor er dette problematisk?

Det ved vi fordi, at adgangen til sprog er fuldstændig fundamental for et menneske – og det ligegyldigt hvilke sprog, der anvendes. At kommunikere kommer af det latinske ’communicare’, der betyder ”at dele” eller ”at gøre fælles”, og at kommunikere gør det muligt at deltage. Udviklingen af et sprog har betydning ikke kun for den ekspressive og impressive sproglige udvikling, men for menneskets udvikling kognitivt, emotionelt og socialt.

Den gode nyhed er, at børnene har en mulighed for et sprog; tegnsprog. Den dårlige nyhed er desværre, at miljøerne og tegnsprogskompetencerne svinder ind. Det kalder på handling snarere end blot på tomme løfter og ord.

Det var første del af refleksioner på baggrund af et meget interessant webinar. Snart kommer også anden del omkring en af de personlige fortællinger, der også blev fortalt undervejs.

Her kan du læse mere om det nordiske tegnsprogsnetværk: https://nordiskateckensprak.wordpress.com/