På verdenskonferencen om døvblindhed i Australien i år, blev jeg vældig inspireret af Isabel Amarel fra Portugal.

Hun skulle snakke om tilgængelighed. Umiddelbart, synes jeg jo at vi har fint styr på tilgængelighed i Danmark. Jeg tænker hermed på den fysiske tilgængelighed og principper om dette. Men det var jo meget mere end det, som Isabel fortalte om. Det var også

-tilgængelighed til relationer,

-tilgængelighed til kærlighed,

-tilgængelighed til kommunikationspartnere,

-tilgængelighed til familie,

-tilgængelighed til følelser,

– tilgængelighed til kognitiv stimulation,

-tilgængelighed til information,

-tilgængelighed til medbestemmelse/ selvbestemmelse,

-tilgængelighed til kulturelle oplevelser,

-tilgængelighed til at identificere sig med andre,

-tilgængelighed til fællesskaber.

 

Sådan kunne man jo sikkert fortsætte rækken. For hvad er det egentlig døvblindheden gør ved et menneske? Ved at samfundet med seende og hørende har indrettet tilgængelighed for alt dette mest en del via visuelle eller auditive kanaler, vil døvblindheden altid sætte begrænsninger for tilgængeligheden. Det kan være i større eller mindre grad, men begrænsningerne vil altid være der i en eller anden grad for disse mennesker.

Der er ingen tvivl om, at menneskers egen personlighed også spiller ind på hvor store begrænsningerne føles/ opleves. Eller hvordan man selv kan hjælpe til at opsøge og eliminere begrænsningerne. Dog må der altid hvile et ansvar på samfundet – på fællesskabet for at tilgængeligheden er der så optimalt for alle som muligt.

Det modsatte af tilgængelighed er elimination. Ved at sætte det sådan op, bliver det pludselig tydeligt, at vi andre som individer og samfundet kommer til at eliminere mennesker med døvblindhed fra relationer, kærlighed, kommunikationspartnere, familie, kognitiv stimulation, kulturelle oplevelser og fællesskaber, m.m. hvis vi ikke gør os bevidst at gøre alt dette tilgængeligt via bl.a. den taktile sans som støtte.

På den måde bliver vores fokus altså ikke, at vi skal altså sørge for at mennesker med døvblindhed får tilgængelighed til forskellige ting. Fokus bliver at vi skal passe på ikke at eliminere mennesker fra de mest essentielle områder i vores liv. Områder, der betyder at mennesket kan få en livskvalitet og være en del af fællesskabet.

Hvad er det mon, der hindrer, at vi i fællesskabet ikke opløser disse begrænsninger – denne elimination? Her optræder for mig at se først og fremmest forståelse og viden om hvad sansetab sætter af begrænsninger for den almene tilgængelighed. Det kræver samtidig en tryghed i at kunne og ville tilbyde denne tilgængelighed via andre sansekanaler og andre former. Det er jo ikke ond vilje, at fællesskabet ikke opløser disse begrænsninger i tilgængeligheden – det er jeg overbevist om. Man tænker, at det kan jeg ikke, så jeg må lade andre om at sørge for det. Men hvis vi sætter det andet perspektiv på, nemlig elimination, så kan det være at man begynder at tænke mere i, at være aktiv selv i at opløse tilgængeligheden. Hvordan kan man være andet bekendt?