Den amerikanske forfatter Sarah Margaret Fuller har bl.a. skrevet: ”If you have knowledge, let others light their candles in it.”. Dette citat virker særligt præsent efter et par dage, hvor medarbejdere fra Området for Kommunikation og Specialpædagogik i Aalborg har besøgt den amerikanske institution Perkins School for the Blind. Perkins ligger i Boston i delstaten Massachusetts, hvor Sarah Fuller også kommer fra, og formålet med besøget var at blive inspireret af deres viden og tilgang til arbejdet med personer med døvblindhed, og selv komme med inspiration og idéer til hvordan, at de kan forbedre deres praksis. Det var en meget meningsfuld udveksling af perspektiver – ikke blot åbnede Perkins op for et spændende indblik i deres praksis, men de var samtidig også meget interesseret i at lære mere om vores praksis og den tilgang, vi har til mennesker med døvblindhed ud fra en dansk og nordisk kontekst.

Perkins School of the Blind – et centralt døvblindehistorisk sted

Når man går rundt på Perkins, bliver man hurtigt overvældet over de enestående rammer og de ressourcer, som de råder over. Perkins daterer sig tilbage til 1829, hvor de med inspiration fra skoler og institutioner fra Europa ønskede at starte deres egen skole for blinde. John Dix Fisher og Samuel Gridley Howe, der startede Perkins ville i højere grad have fokus på elevernes akademiske evner frem for de skoler i Europa, som de besøgte, der havde et mere institutionelt fokus og færdigheder indenfor håndværk. Deres fokus på døvblindhed og uddannelse for personer med døvblindhed blev udviklet gennem mødet med personer som Laura Bridgman, Anne Sullivan og Helen Keller, der nødvendiggjorde specifikke metoder. Således kan Perkins betydning for døvblindefeltet på ingen måde overdrives.

I 60’erne og 70’erne var personale fra Danmark og Aalborg over flere gange på besøg for at lære om deres tilgang gennem det, der på daværende tidspunkt hed deres Teacher Training Students – Deafblind Program. Det hedder nu ELP – Educational Leadership Programme, og de har siden 1980’erne haft 365 studerende fra hele verden igennem. For to år siden kunne programmet også afholde deres 100-års jubilæum – meget imponerende.

Perkins har 800 medarbejdere fordelt på en skole for børn med døvblindhed, en grundskole, skole for aldersgruppen 11-18 år, små- og spædbarnsprogram, et bibliotek, et videnscenter, et lille museum, udviklingsarbejde gennem Perkins International, en radiostation drevet af elever, et brailletrykkeri, værksted, bosteder for børn og unge med døvblindhed – blot for at nævne lidt af hvad de laver.

Mange aktiviteter over to dage

Besøget har forløbet over to tætpakkede dage. Den første dag, tirsdag, mødte vi om morgenen op på Hilton Building, der rummer deres skole for børn og unge med døvblindhed. Her har de 54 elever med døvblindhed fra 6 til 22 år. Vi var blevet fordelt på en række forskellige aktiviteter, som vi skulle observere for at få en fornemmelse af hvad dagligdagen består af på skolen. Børnene er i skole alle dage fra 9.00 til 15.00 bortset fra onsdag, hvor skoledagen slutter kl. 14.00. Oftest tager en aktivitet eller en lektion én halv time i grupper af 4-6 elever. Vi var igennem aktiviteter som matematik, musik, sprog, orientering og mobilitet, Braille, tilpasset bevægelse og var med nogle af eleverne til fysioterapi, ergoterapi og talepædagog. Disse observationer gav grobund for mange refleksioner over ligheder og forskelle mellem vores praksis i Danmark, og det vi så på skolen.

Dernæst fik vi en rundvisning på boenhederne(eller ”the cottages”) for de børn med døvblindhed, som de har boende på Perkins. De har tre enheder delt op efter alder og funktionsniveau, og børnene kommer både fra de omkringliggende stater – og har også tidligere huset elever fra andre lande. Efter de bliver 22 år, flytter eleverne ud til forskellige tilbud, der har vidt forskellige forudsætninger for at kunne varetage opgaven om at være et sted, hvor personen med døvblindhed kan bo. Vi blev fortalt, at der således ingen bosteder er udelukkende for personer med døvblindhed i USA. Til sidst sluttede vi dagen af med at reflektere over dagen sammen med nogle af lederne fra deres døvblindeskole.

Onsdag fik vi først en rundvisning, hvor vi fik set deres små- og spædbarnsprogram, hvor de har fokus på tidlig intervention og i deres program både inkluderer forældre og børn. Dernæst bevægede vi os rundt på deres forskellige institutioner, blev præsenteret for deres Education Leadership Programme og fik en anden rundvisning med fokus på den historiske baggrund for Perkins. Perkins laver også udviklingsarbejde gennem Perkins International, hvor de starter projekter og programmer op over hele verden, og vi fik en indføring i dette vigtige arbejde. Herefter var vi blevet bedt om at afholde nogle oplæg, der kunne være afsæt til diskussion. Omkring 45 fagprofessionelle var samlet for at høre Anders Rundh fortælle om arbejdet i at skabe et lærernetværk under DbI, samt hvordan at undervisningen for personer med døvblindhed foregår i Danmark, og Ulrik Hansen afholdt et oplæg om dynamisk udredning. Derudover blev vi bedt om at komme med nogle refleksioner og feedback på vores observationer. Der var stor aktivitet blandt tilhørerne, der kom med spørgsmål og var ivrig med selv at komme med eksempler, som de ønskede at fortælle om i plenum.

Balancen mellem struktureret og semistruktureret tilgang

Nogle af de refleksioner, der udsprang af vores iagttagelser, gik særligt på sondringen mellem en semistruktureret og en struktureret pædagogisk tilgang. På Perkins skal de udarbejde en uddannelsesplan (individual education plan), der danner rammen og metoden for arbejdet med eleven. Det betyder, at der er nogle krav på hvad barnet skal kunne, til hvornår og hvordan, at dette kan evalueres. Der blev reflekteret over, at dette kunne have en betydning for interaktionen med eleven, der kunne blive fastlåst i en særlig metode eller mål. I en dansk kontekst skal der også udarbejdes individuelle planer og leves op til nogle bestemte mål, men der blev i diskussionen reflekteret over hvordan, at interaktionen med eleven kan komme mere i centrum. Grundlæggende for udvikling og læring er interaktionen med eleven, dialogen og forhandlingen af mening. Interaktionen bliver i høj grad styrende for tilgangen i undervisningen, hvilket kan betyde, at man går nogle ukendte veje. Dette kræver en høj døvblind efaglig kompetence af læreren og stor fleksibilitet i tilgange. En hypotese kan være, at det er forhold, der kan være vanskelig i en amerikansk kontekst, hvor læringen er underlagt strenge krav om målbarhed. Det kan muligvis betyde, at lærerne i højere grad vender sig mod de strukturerede metoder, og til tider i mindre grad bliver rettet mod elevens initiativ.

To centrale forskelle 

Jeg bed særligt mærke i to centrale forskelle mellem deres tilgang og vores tilgang til personer med døvblindhed. Lidt karikeret, så hviler døvblindefeltet i Norden i høj grad på en dialogisk og funktionel forståelse af mennesket, mens der er dele af behaviorismen, som kan genfindes i den pædagogik, som vi iagttog på Perkins. Fokus er i høj grad på adfærden og hvordan, at en udfordrende eller problemskabende adfærd kan ændres, så børn og de unge med tiden kan blive en del af det omkringliggende samfund. Der er en forskel til den pædagogik, som kendetegner de nordiske institutioner, hvor adfærd i højere grad bliver set som en strategi og skal forstås i relationen til de omgivelser, som adfærden optræder i.

En anden central forskel kan findes i den baggrund, som henholdsvis Perkins og institutionerne i Aalborg udspringer fra. Perkins udspringer fra blindefeltet, hvilket betyder, at deres viden og fokus på f.eks. braille er meget stor. Døvblindefeltet i Aalborg udspringer fra døvefeltet, og det betyder, at vi har gennemgribende fokus på tegnsprog og taktilt tegnsprog samt kommunikation. Det var interessant at se hvordan, at denne forskel har været med til at forme døvblindetilbuddene i Perkins og Aalborg ligesom, at det peger på områder, hvor vi kan forbedre vores praksis.

Styrke samarbejdet

Selvom der er forskelle mellem vores praksis, så er der absolut mere, der binder os sammen, end der adskiller os. I det sidste møde med lederen Marguerite Tibaudo, lederen af deres døvblindeprogram, anerkendte vi også dette forhold og ville fremover styrke samarbejdet mellem vores to tilbud.