En kontrast til forskel – men med enkle midler.
Døvblindhed giver nogle særlige udfordringer i forhold til at udvikle og udfordre ens evne til at bevæge sig frit. Kombinationen af sansetabet på de 2 fjernsanser (syn og hørelse) begrænser mængden af tilegnelse af den information, som skal anvendes til den erkendelsesproces for hvor er jeg? hvor er jeg på vej hen? og hvordan kommer jer dertil?
Hos nogle mennesker med døvblindhed handler det om at kunne finde, for dem relevante, placeringer i deres nærmiljø såsom at finde deres lejlighed eller et toilet – men også det endnu nærmere – det at kunne finde sin tallerken, krus og bestik, som er placeret foran én.
I mit forrige virke som pædagog har jeg haft et fokus på, hvordan jeg kan kompensere synsnedsættelsen for de borgere, som jeg skulle støtte udviklingen af. For år siden fik jeg et simpelt arbejdsredskab fra den daværende synspædagog til at sikre kontraster i indretningen. Tippet bestod i at gøre brug af en mat plastiklomme og holde den op for mine øjne i ca. 20-30 cm afstand fra mit ansigt. Hvis jeg kunne se kontraster imellem baggrunden og det objekt, som jeg ville se, burde kontrasten være stor nok til at kunne dække udfordringer med manglende kontrastsyn. Jeg har kun oplevet positive resultater ved at gøre brug af denne metode.
Med en plastiklomme i nærheden blev det pludselig nemmere at indtænke muligheder for, hvordan jeg kunne styrke den enkeltes borgers orienteringsevne til at mestre eller genmestre opgaver ved brug af kontraster – eller skabe tryghed til at bevæge sig frit omkring igen.
Jeg kan nævne flere eksempler fra praksis, hvor det at have fokus på kontrasten har haft positiv effekt på borgerens selvstændighed. Det der overraskede mig i processen var, at det ikke altid krævede de store midler til at få det udført – med maling, tape, folie eller en ensfarvet dug kan man komme langt med at kompensere for en synsnedsættelse.
En simpel ting som selvstændigt at mestre at skylle ud efter eget toiletbesøg, kan mistes ved en flytning til ny bolig eller udskiftning af toilet. Når man som døvblind har en begrebsforståelse for ”skyld-ud-knappen” sidder oven på cisternen, men pludselig er toilettet en anden model, så kan man mangle information om at funktionen er placeret på væggen – og det bliver ikke bedre at, knappen er hvid på hvid væg. Her har jeg erfaring med, at hvis jeg anviste knappen på væggen taktilt i kombination med at knappen var blevet malet i en kontrastfarve, kunne dette mestres igen.
Et andet eksempel på anvendelse af et lille middel med stor effekt var: En borger var pludselig begyndt at gå ind i det bord, der havde samme placering som altid. Synet var svundet ind, og det blev for udfordrende at se det grå bord mod trægulvet. En sort dug på bordet var løsningen for, at borgeren igen så bordet. Vægge ud i rummet kan være svære at spotte, hvis de er hvide med hvide vægge omkring sig, men med et par signalgivende felter i forventet synsfelt kan sådan en væg blive synlig igen.
I en periode arbejdede jeg sammen med en borger, som var meget ansvarsfuld med at tømme den fælles opvaskemaskine, og det var vigtigt for borgeren at alt kom retur på rette plads i skabe og skuffe. Borgeren havde en ganske begrænset synsfunktion, hvilket medvirkede at han famlede sig frem efter grebene på skabslågerne. Efter forsøg med at markere grebene på skabe og skuffer med kontrastfarvet folie, var det tydeligt at borgeren ikke famlede mere, men nu kunne spotte grebene direkte. Borgeren var positiv for tiltaget og ønskede efterfølgende samme installering i lejligheden.
Ved alle former for tiltag i det fysiske miljø skal man være bevidst om flader der er blanke, kan give genskær og dermed blændingsgener, som har modsatte effekt på orienteringen. Jeg håber dog at oplægget her, kan inspirere og motivere til at forsøge sig frem for at give personer med døvblindhed den ekstra støtte, således at de får succesoplevelser med at mestre og føler sig trygge til at bevæge sig frit.
Cathrine Olesen
Specialrådgiver og VISOspecialist
Related Posts
