Her i sommertiden, kan jeg få ro på mailen og tid til fordybelse. Jeg har lige haft en god snak med en af vores fysioterapeuter. Hvad er fysioterapi egentlig et bidrag til, når man tænker tværfaglighed og helhedstilbud? Hvis man tænker på sig selv, så er en fysioterapeuts behandling en opretning af en skade, men også så meget mere end det. For hvis jeg har ondt i en skulder eller en ryg, så indvirker det på hele min velvære, min psyke, mine ressourcer, min motivation, min aktivitet og så meget mere. Det samme gælder borgere med medfødt døvblindhed.

Den fysioterapeut, der har haft mig i behandling, har i behandlingen løsnet op for noget, der sad fast, men det er ikke gjort med det. Jeg bliver oplyst af min fysioterapeut om, hvordan skaden påvirker andre dele af kroppen, hvordan den kan løsnes op med øvelser derhjemme eller påvirkes af rigtige og forkerte bevægelser i dagligdagen. Det er yderst vigtigt, at jeg får et helhedsbillede på min skade, for at forstå, hvordan jeg selv kan agere for at få en bedre velvære i hverdagen. Men mange borgere med medfødt døvblindhed kan ikke altid opbygge den viden og forståelse selv. De er afhængige af, at vi som personale eller pårørende kan varetage det overblik og sørge for, at det bliver implementeret i boregerens hverdag. Det er ikke nok, at fysioterapeuten kommer 1 gang om ugen – det er noget, der skal arbejdes med sideløbende hver dag – ligesom, man selv er nødt til det. Fordi det påvirker så meget andet. Vi kan derfor ikke arbejde med pædagogik og udvikling uden at have motorikken med.

Borgeren med medfødt døvblindhed er afhængig af, at vi som personale eller pårørende forstår at f.eks. et stillingsskift er essentielt for, at borgeren har overskud til at være deltagende i et samspil, at en rigtig positionering er basis for, at borgeren kan deltage aktivt i eget måltid eller undervisning, eller en gåtur med sving i armene er nødvendigt for at der er ro i kroppen til aftenhyggen. Det pædagogiske arbejde med relationsdannelse, samspil og kommunikation, aktivitet og deltagelse i sociale sammenhænge kan begrænses i svær grad, hvis kroppen gør ondt eller bliver stiv.

Samtidig skal vi som personale eller pårørende forstå motorikkens finurligheder. Når nu vi gerne vil arbejde med en taktil kommunikation, så er det nødvendigt at vide noget om den enkelte borgers motorik. Hvor kan vi placere tegnene, hvor kan vi forvente udtrykkene, hvordan udforskes verden bedst, osv. Det kan vi bruge fysioterapeuterne til at hjælpe os med at få øje på og forstå.

Så ja der er meget, der har indvirken på arbejdet med pædagogikken – her var fokus bare på fysioterapien.

Fortsat god sommer