Audiologopædisk forening afholdt inden påsken efteruddannelseskursus med særlig fokus på DLD (Developmental Language Disorder), dynamisk vurdering og pragmatiske vanskeligheder. Da programmet lagde op til nogle gode workshops og oplæg, så var vi tre repræsentanter fra Specialrådgivningen for Døvblinde afsted.

Sprogudvikling hos flersprogede børn

I særdeleshed var andendagen interessant, hvor Eva-Kristine Salameh havde et oplæg om, hvordan førskolen kan understøtte sprogudviklingen hos flersprogede børn. Salameh talte ind i en kontekst i Sverige, hvor ensprogligt svensk kan betragtes som en minoritet eksempelvis i Malmö-området. Selvom, at det kan virke langt fra vores område, så havde hun nogle pointer, der ræssonerede med vores tilgang til sprog.

Grundlæggende skal man ifølge Salameh forstå sprog som en samlet enhed, hvor et sprog kan benyttes til at lette læringen af et andet sprog. Man er således nødt til at forstå den indbyrdes afhængighed mellem sprog. Forskellige ydre faktorer kan spille en afgørende rolle for sprogtilegnelsen;

  • Sproglige faktorer, hvor der skal eksistere et komplekst sprogmiljø og kompetente udøvere af sproget.
  • Socioøkonomiske faktorer kan betyde, at der er en højere prævalens af sprogforstyrrelser i gruppen.
  • Pædagogiske faktorer, hvor undervisning og aktiviteter ofte foregår ud fra normer for de ensprogede børn, og der ofte er en lavere andel af uddannet personale, der ikke behersker et andet sprog.

For at udvikle ordforråd, så skal kommunikation knyttes til meningsfulde sammenhænge og kunne relateres til barnets baggrund. Man bliver samtidig nødt til at se på den værdi, som sproget giver barnet – alle sprog har samme værdi, og børn anvender alle deres sproglige ressourcer i kommunikationen.

Det var nogle af de få udpluk, som man kunne drage af Salamehs oplæg, og det er ikke vanskeligt at knytte til vores område, hvor sprog går på tværs af modaliteter – og både kan være talt, tegn og taktilt. Når vi rådgiver kan vi møde miljøer, hvor de ydre faktorer er en hindring for sprogtilegnelsen. Eksempelvis kan der være et fattigt sprogmiljø og en manglende anvendelse af tegnsprog i en daginstitution, hvilket vanskeliggør barnets muligheder for at indgå i kommunikation og sætter barnet i risiko for isolation. Vi må være pragmatiske i vores forståelse af børns anvendelse af sprog – de benytter det sprog, der giver mening for dem.

Forestillingsskemaer

Særligt inspirerende var også Ulrika Nettelbladts oplæg om Pragmatisk intervention med udgangspunkt i grundlæggende begreb og interaktion. Dette særligt fordi oplægget fremhævede vigtigheden af kropslig udforskning og den afgørende betydning af en nærtstående voksen, som følger og benævner det, som barnet virker optaget af. To gode principper, som vakte genklang hos os og i vores arbejde med døvblindheden.

Med udgangspunkt i barnets to første leveår, præsenterede Nettelbladt forudsætninger for den leksikale og pragmatiske udvikling, som udover den tidlige interaktion mellem barn og voksen, også involverer såkaldte ‘grundlæggende begreber’. Med grundlæggende begreber menes forestillingsskemaer, som barnet motorisk og sensorisk danner gennem udforskning af og med egen krop. Forestillingsskemaer relateret til denne udforskning er; kroppen med sin for- og bagside, bevægelse idet man selv kan bevæge sig og få genstande til at bevæge sig, balance gennem erfaringer med at rejse og sætte sig samt at miste balance og falde samt kraft idet balancen kan forskubbes og noget kan tabes eller gå i stykker. Dannelsen af forestillingsskemaer foregår, udover den kropslige udfordring, også gennem udforskningen af genstande i de nærmeste omgivelser. Her kan være tale om beholdere, som kan fyldes op eller tømmes, ting som kan være tællelige som fx kartofler eller en substans som fx kartoffelmos, identitet (matching) som danner fundamentet for kategorisering dvs. sammenligning og diskrimination samt eksistens dvs. hvorvidt noget er (findes) eller ikke er (findes ikke, er forsvundet eller væk).

Særligt interessant var Nettelbladts pointe om, hvordan flere centrale udviklingspsykologiske begreber kan kobles til disse forestillingsskemaer. Her er bl.a. tale om koblingen mellem objektpermanens og eksistens, årsag-virkning koblet med bevægelse og balance, mens intentionalitet kobles med kraft. Disse begreber relateret til kropslig udforskning af egen krop og de nære omgivelser fremhæver, hvor central kroppen er – ikke bare for den leksikale og pragmatiske udvikling, men også for den kognitive semantik, hvor barnet tolker det omgivende sprog i netop disse grundlæggende begreber. Forbindelsen mellem sprog, krop og kognition med udgangspunkt i kropslig udforskning, er blot en af de ganske mange fine pointer fra Nettelbladt, der kan supplere vores forståelse af den leksikale og pragmatiske sprogudvikling også hos personer med døvblindhed.

I det daglige arbejde med personer med døvblindhed bliver kunsten at omsætte Nettelbladts teori til praksis. Inddragelse af den taktile/kropslige sans kan blive essentielt. Når sanserne ikke rækker til at fx opfatte, at de tællelige kartofler ændrer form til mos, og dermed bliver til en ny konsistens, hvordan kan sprogudviklingen hos personen med døvblindhed sikres? Desuden kan mosen opbevares i en beholder i form af fx en gryde. Men forsvinder mosen, når man sætter låget på, hvis ikke man visuelt kan se, at mosen til stadighed er i gryde under låget? Forestillingsevnen sættes her på prøve, og nærpersonens opgave bliver blandt andet at støtte denne. Her kan den taktile sans inddrages. Gryden kan sanses inden, under og efter. Måske kan det sanses, at grydens vægt ændres, temperaturen på gryden ændres, når den varme mos kommer i, låget kan tages af og lægges på af flere omgange, for at mærke at mosen er i gryden. At gentagelser spiller en væsentlig rolle, kan vi ikke helt komme uden om. På trods af mange gentagelser kan begrebet “beholder” på sin vis stadig være et komplekst fænomen. Også sådan en kan ændre form, størrelse og antal. Eller hvad så når der er tale om et dørslag, der godt kan minde om en skål, men som er fuld af huller i bunden. Hvordan kan vi drage koblingen mellem hullerne og det “udløbende” vand, når ikke man kan se eller høre det?

Sprogudviklingens kunst må så at sige tage endnu længere tid for personer med døvblindhed og tålmodigheden hos nærpersonerne må ikke rende ud. Et mantra kunne være, at først, når det er rigtig kedeligt (underforstået for nærpersonen), bliver det rigtig sjovt (for i det lille øjeblik kan det være, at den gensidige sprogforståelse og -udvikling sker).