Endnu en temadag blev færdiggjort i vores ERASMUS+-samarbejdsprojekt her i oktober – den sidste i denne omgang. For de uindviede så handler samarbejdsprojektet om at dele viden om døvblindhed på tværs af grænser i EU, og vi har primært samarbejdet med den slovenske organisation Združenje gluhoslepih Slovenije DLAN. Projektet har løbet siden april 2022 og afsluttes formelt i marts 2024. Resultaterne af projektet har været oversættelsen af en række pu blikationer fra dansk til engelsk (og til slovensk), muligheden for at benytte samarbejdet til at skabe et større nordisk, europæisk og international netværk gennem præsentationer ved konferencer og afholdelse af en række temadage i Slovenien, Danmark og her til sidst i Kroatien.

Besøget og temadagen

Sammen med den slovenske partnerorganisation fik vi mulighed for at besøge Dodir, der er en kroatisk døvblindeorganisation. Organisation løfter nogle særdeles vigtige og tunge opgaver i Kroatien – koordineringen af døvblindepartnere, rådgivning til professionelle og nærpersoner, materialeproduktion, kurser af høj kvalitet indenfor særligt tegnsprog samt meget mere. Udover besøget lagde Dodir også lokaler til temadagen.

Temadagen havde titlen ’Bridging the gap’. Titlen indikerede ikke blot intentionen om at bygge bro mellem grænserne i Europa, men den havde også et fokus på begrebet empowerment; hvordan gør vi i arbejdet med personer med døvblindhed dem i stand til at opnå kontrol og mestring samt en følelse af selvstændighed? Målet med temadagen var således også at bygge bro mellem begrebet empowerment og hvordan, at dette udøves i døvblindepraksis. Sanja Tarczay, præsident i World Federation for the DeafBlind (WFDB) og forkvinde i Dodir, fortalte om empowerment ud fra et globalt perspektiv. Helle Buelund Selling fra Området for Kommunikation og Specialpædagogik præsenterede i samarbejde med Simona Gerenčer, forkvinde i Združenje gluhoslepih Slovenije DLAN, et oplæg, der fokuserede på, hvordan man i en dansk og slovensk kontekst arbejdede med empowerment og bandt det op på et rettighedsmæssigt og dialogisk grundlag. Til sidst gav Marjana Kenda fra Združenje gluhoslepih Slovenije DLAN samt Lasse Winther Wehner og Rasmus Hougaard Pedersen fra Området for Kommunikation og Specialpædagogik et oplæg omkring de resultater, der er kommet ud af dette projekt. Undervejs var der plads til refleksion og spørgsmål – bl.a. blev Sanja bedt om at reflektere over de største barrierer ift. at skabe empowerment for mennesker med døvblindhed.

Efterfølgende fik vi lov til at besøge en anden organisation i Zagreb, Mali dom, der er et tilbud om undervisning og behandling for børn og unge under 18 år med multiple funktionsnedsættelser. Det var lidt som at besøge et ’Mini-Perkins’ på den måde, som de har bygget organisationen op og med de metoder, som de anvender. De afholder også kurser for medarbejdere fra flere af de omkringliggende lande i Central- og Østeuropa, hvor de uddanner fagprofessionelle i arbejdet med personer med multiple funktionsnedsættelser samt sansetab.

Praksisspejl

At samarbejde med andre lande i dette specialiserede felt giver et unikt indblik i andres praksis – i hvordan, disse organisationer støtter borgere med døvblindhed, men det er samtidig et praksisspejl, der giver en mulighed for at kigge nærmere på egen praksis. For hvad er det for nogle perspektiver, som vi anlægger i arbejdet med mennesker med døvblindhed, og hvordan adskiller disse sig fra – eller ligner – perspektiverne i andre lande?

Noget af det første, som samarbejdet kaster lys på, er den lighed, der ligger i vores grundforståelse af døvblindhed. Den nordiske definition benyttes både i Centraleuropa og i de nordiske lande, og det lader til at de geografiske afstande ikke har stor betydning for dette perspektiv. Der er selvfølgelig nogle forskelle – i Danmark har vores døvblindetilbud ift. medfødt døvblindhed bl.a. haft sin oprindelse i 60’ernes rubellaepidemi og det behov, der efterfølgende opstod for specialiseret kompetence til at sikre udvikling og trivsel for gruppen af mennesker med rubellasyndrom. Døveskolerne har haft stor betydning for de tilgange, der blev – og til stadighed bliver – anvendt, og området har udviklet sig til den specialiserede størrelse, som det er i dag. Anderledes står det f.eks. til i Slovenien, hvor der ikke er de samme offentlige institutioner, som støtter mennesker med kombineret syns- og hørenedsættelse. Det tager tid at opbygge fundamentet for dette – det kræver national bevågenhed at gøre offentligheden samt det politiske system opmærksom på nødvendigheden af døvblindetilbud.

Dog er det værd at nævne områder, hvor Slovenien allerede er kommet langt på meget få år. I 2021 fik de som det første land i verden skrevet ”Language of the deafblind” ind i landets forfatning i artikel 62.a: ” The free use and development of the language of the deaf-blind is regulated by law.”. Nu er det så op til det politiske system at implementere de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at forfatningen bliver håndhævet. I Danmark og de andre nordiske lande har man ikke på nationalt og politisk niveau samme opmærksomhed på taktilt sprog og den variation af kommunikative metoder, der benyttes til personer med døvblindhed. Alene deres insisteren på og kamp for anerkendelse kan fagprofessionelle lære en del af i det døvblindefelt. Hanne Ottesen gav også ved en tidligere temadag i Danmark deltagerne en form for reality-check over tolkesituationen i Danmark, og hvilke barrierer, der er for at menneskerettighederne til fulde bliver opretholdt.

Erhvervet og medfødt

Der har været et gennemgående tema gennem hele projektet – fra første besøg ved Združenje gluhoslepih Slovenije DLAN i juni 2022, over den nordiske konference i Tampere i september 2022 og Slovenernes besøg i Danmark i maj i år – at selvom, at vi snakker om opdelingen mellem medfødt og erhvervet døvblindhed og den store heterogenitet i gruppen, så er sansetabet det samme. Der er således flere ligheder end forskelle mellem de to grupper, og vi skal være påpasselige med at bygge siloer. Vi observerede, hvordan borgerne med fortrinsvis erhvervet døvblindhed i Slovenien havde behov for den samme taktile tilgang, som borgerne med medfødt døvblindhed i Danmark har behov for.

På bl.a. den nordiske konference fremlagde gruppen bag projektet ’Tactile Transitions’, nogle af deres resultater, hvor den taktile tilgang, der i højere grad anvendes for personer med medfødt døvblindhed, også kan anvendes for personer med erhvervet døvblindhed, og hvilket udbytte, at dette gav. Det var en øjenåbner for den betydning, hvilket også står beskrevet i den nordiske definition, den taktile sans har ift. kommunikation, muligheden for at tilegne sig information, at bevæge sig frit og deltage i det sociale fællesskab ikke blot i medfødt-gruppen, men også for personer med erhvervet døvblindhed.

Learning by doing

Inden vi formelt begyndte projektet, havde vi haft flere forskellige virtuelle projektmøder, lavet en projektbeskrivelse og ansøgning sammen, som var sendt ind til ERASMUS+. Men samarbejdsprojekter kan være en uforudsigelig størrelse, der afhænger meget af den enkelte organisations engagement og vilje til at samarbejde. Dette samarbejdsprojekt har også handlet om at forstå hinandens organisationer og systemer bedre, og vi har på en måde taget en tur ud i det ukendte. Men samarbejdsprojektet har været en særdeles positiv oplevelse, hvor ERASMUS+-puljen, som vi havde ansøgt, også har tilbudt en tilpas fleksibilitet ift. administrationen af projektet. Det er nok næppe den sidste gang, at vi laver denne type af samarbejdsprojekter.