CORONA-BLUES FIK JEG IKKE! Til gengæld fik jeg endnu mere respekt for hele personalegruppen i min datters boenhed. Da Coronaen ramte, blev jeg mest utryg for min datters mentale sundhed. Hvis man primært mærker sin egen eksistens gennem andre personers nærhed, varme og støtte, er man fuldstændig prisgivet, hvis afstandsprincippet bliver dominerende.
Heldigvis var pædagogernes etiske kompas intakt. De prioriterede tryghed for den enkelte beboer. Sikkerhedshensyn blev fulgt på begavet vis. Ingen kontakt udover levegruppen. Dagtilbuddet rykkede ind på matriklen, så der fortsat var stimuli, et gradbøjet miljøskift og gode ideer og indfald.
Det gjorde stort indtryk på mig, i hvor højt omfang personalegruppen begrænsede deres personlige frihed uden for arbejdstid. En sagde: ’Hjemme hos os er det kun min mand, der køber ind for at beskytte mig mest muligt’. Jeg hørte, at nogle af de ansatte med singlestatus valgte at dyrke social omgang med hinanden i fritiden og nøjedes med at FaceTime med øvrige venner/familie. Der er ingen tvivl om, at denne adfærd har været alt afgørende for, hvor smukt hele dette forløb har været.
Imponerende, at kunne favne en kæmpe udfordring, navigere i et farvand med konstante ændringer af retningslinjer og samtidig træffe kvalificerede beslutninger.
Jeg var ikke bekymret, for bekymring er vel dybest set manglende tiltro? Jeg har følt mig SÅ privilegeret, at have en datter i jeres regi. Sammen er I stærke. Jeg hepper på jer! Og det gør min datter også ❤️
Birte Helmer
Related Posts
