Materialecentret har i sommerens løb udgivet en bog om selvskade skrevet af Helle Buelund Selling og Lone Rømer Jensen.
Bogen giver professionelle omsorgspersoner en forståelsesramme at arbejde proaktivt og systematisk med selvskade ud fra. Den giver også et bud på, hvordan man kan betragte selvskade som en meningsfuld, regulerende strategi. Forhåbentlig kan bogen hjælpe professionelle omsorgspersoner med at finde roen til at træde et skidt tilbage og få skabt et rum til at undersøge, hvad der kan være på spil, når en person benytter selvskade som en strategi til at genoprette indre balance.
Ved at sætte fokus på de faktorer, som den enkelte person belastes af, kan vi danne os et overblik over den samlede pulje af belastninger, og hvordan disse indbyrdes relaterer sig til hinanden. Overblikket kan hjælpe os med at begribe, hvor komplekst og sammensat baggrunden for selvskade er, og hvorfor der er brug for at sætte ind flere steder samtidig.
En væsentlig del af bogen er en række skemaer, der er velegnede at udskrive og systematisk anvende i det daglige arbejde sammen med en person, der selvskader.